Stories for millioner og en titel som Doktor Dyr

På DR kan man lige nu se serien “Stories for millioner”. En spændende lille miniserie, hvor man følger tre bureauer i København, som har lavet sig nogle gode forretninger ved at agere agenter for diverse influencere og ved at finde samarbejdsaftaler, hvor de så tager en andel af prisen. 

En serie, der så fint beskriver noget af den mekanik, der kører bag alle disse stories, posts og reels, der kører på Instagram. En serie, der viser, hvor nøje planlagt en reklame kan være, og som viser noget af det arbejde, der ligger bagved. 

Det gav mig lyst til at skrive om noget, jeg har haft lyst til at skrive om længe: Jobbet som instagrammer. Eller influencer, som man også kalder det. 

Et job, som hos mange er ret udskældt. Jeg husker blandt andet, at jeg ringede til min revisor, som forestod alt revisionsarbejdet i vores hestepraksis og spurgte ham til råds, da vi startede vores instagramprofil op som firma. Han er en skøn nordjysk mand, og han besvarede alle mine spørgsmål, hvorefter han tilføjede: “Så længe du ikke kalder dig influencer. Det ord kan jeg simpelthen ikke have.”

Jeg har derfor og af flere andre grunde haft svært ved at definere mig selv som influencer. Jeg er i bund og grund ret konservativ og har haft i hovedet (ligesom mange andre sikkert har), at “det ikke er et rigtigt job”.

Derfor synes jeg, at det var forfriskende at se DR’s udsendelse, som viser noget af alt det arbejde, der sker ude i kulisserne. Samtidig savnede jeg også, at man så endnu mere af influencernes point-of-view. 

Samtidig kan det også være farligt at skrive, hvis man tager sig godt betalt – for det kan også provokere. Jeg håber derfor, at I vil læse dette skriv, som mit point of view og intet andet.

Derfor vil jeg gerne prøve at beskrive mine tanker omkring det hele. Det der med både at være dyrlæge og influencer. 

Men det er også et svært skriv, for hvis der er noget, der kan få folk op i det røde felt, så er det økonomi og delagtiggørelse af lønninger. Det er farligt at skrive “en lav løn”, for der vil altid være nogle, der tjener mindre og dermed ikke synes, det er lavt. Samtidig kan det også være farligt at skrive, hvis man tager sig godt betalt – for det kan også provokere. Jeg håber derfor, at I vil læse dette skriv, som mit point of view og intet andet.

Nå men altså. Jeg er uddannet dyrlæge. Jeg har taget en akademisk uddannelse på 5,5 år i København. En uddannelse, der var benhård med masser af eksamener, udenadslære og lange dage. 

Med den skabte jeg mig en hesteklinik i Nordjylland, hvor vi behandler heste. I dag er jeg blot ansat i vores praksis. Vi har rygende travlt og har ofte lange ventelister. Det er noget, jeg er virkeligt stolt over, på trods af at jeg ikke er medejer mere. 

For lidt mere end to år siden startede vi så vores instagramprofil @Udkansk. Det startede som noget vi gjorde for sjov og for hyggens skyld.

Jeg husker, at jeg tænkte: “Det er næsten for godt til at være sandt! Vi skal jo nærmest ikke gøre noget, og så får vi bare alt det her.”

Hurtigt kunne vi dog se, at vi blev kontaktet af rigtig mange firmaer med henblik på diverse samarbejder. Det var sjovt og spændende, og vi kastede os ud i det og følte os lidt som konge og dronning med denne nye verden af gratis tøj og restaurantbesøg. 

Jeg husker, at jeg tænkte: “Det er næsten for godt til at være sandt! Vi skal jo nærmest ikke gøre noget, og så får vi bare alt det her.”

Det stod på det tidspunkt i skærende kontrast til mit arbejde som selvstændig dyrlæge. Et arbejde, hvor jeg følte, at jeg i den grad arbejdede for føden. 

Kigger vi på dyrlægegerningen, er der noget, jeg gerne vil belyse:

– I gennemsnit tjener en ansat dyrlæge efter 10 år i praksis omkring 42.000 kroner. En nyuddannet dyrlæge tjener knap 34.000 kroner, hvoraf der skal betales pension.  
Snakker vi så de selvstændige hestedyrlæger (som jeg jo var dengang), er billedet ofte ikke meget anderledes. 

– Som dyrlæger tager vi røntgenbilleder med en dyr røntgencomputer, vi scanner med en ultralydsscanner, og der betales en stjernedyr forsikring for alle dyrlæger i klinikken, fordi heste til tider sparker, bider og maser. Det er især øv med spark, når man står bagved med hånden langt oppe i endetarmen på dem. 

– Vi forrenter dyrt udstyr. Vi kører rundt i en bil og møder op på adressen, hvorfor en konsultation såsom en vaccination, næsten aldrig kan gøres på et kvarter, men snarere en time, hvis man regner køretiden med. For denne kan takseres et honorar på mellem 400-800 kroner ex moms. Det er altså med andre ord heller ikke en guldgrube at drive en hestepraksis som selvstændig. 

– Som ansat dyrlæge får man løn efter tre anciennitetstrin. Jeg er på det sidste. Herfra skal vi selv forhandle om løn.  Det er svært at kræve meget mere i løn, for ofte går cheferne i klinikkerne heller ikke til meget mere end det, de ansatte får. I nogle tilfælde tjener cheferne faktisk mindre. 

– Med andre ord og med et ordentligt slag på sømmet: Vi tjener altså ikke kassen.

Jeg er så træt af at blive kaldt Dr. Dyr og skulle grine af den lårklaskende joke. Jeg er træt af fortællingen: “Man skulle have været dyrlæge”. Jeg er så træt af at høre på, hvor dyr jeg er, når jeg kommer ud en lørdag nat.

Jeg synes, det er er næsten tragikomisk, hvis man tager den lange uddannelse og det ansvar, vi faktisk står med, in mente. Vi står med levende liv mellem hænderne, vi står med ejere der er vrede, kede af det, vi styrer igennem juridiske sager i forbindelse med handler, dyreværnssager. Vi er radiografer, biokemikere, ortopædkirurger, tandlæger etc. etc. 

Og nu begynder det at blive farligt, men uden at fortælle for meget og alligevel fortælle nok, så kan jeg dele, at vi på en kampagne, hvor vi skal lave nogle stories, kan tjene det samme, som jeg tjener på en måned, hvor jeg arbejder 20 timer ugentligt.

En dyrlægeløn er i øvrigt også lavere end mange instagrammeres løn. Og nu begynder det at blive farligt, men uden at fortælle for meget og alligevel fortælle nok, så kan jeg dele, at vi på en kampagne, hvor vi skal lave nogle stories, kan tjene det samme, som jeg tjener på en måned, hvor jeg arbejder 20 timer ugentligt. Andre tjener helt sikkert endnu mere, for Frederik og jeg har jo i sidste ende ikke engang en rigtig stor profil. Vi har ej heller et bureau, som finder samarbejdspartnere eller forhandler priser. 

Det vil selvfølgelig være nærliggende at spørge sig selv, om dyrlægegerningen er underbetalt, eller om det er instagramgerningen, der er overbetalt. Det ved jeg faktisk ikke, om man kan besvare sort-hvidt. Jeg skal da heller ikke underkende, at jeg kan være en privilegieblind, hvid, højtuddannet kvinde, som altid finder noget, jeg kan brokke mig over. Tilgiv mig, og lad mig alligevel fortælle videre:

Starter vi med dyrlægegerningen, kan jeg fortælle, at i 2014 startede organisationen “Not One More Vet” som et tiltag, et hjælpemiddel og et opråb. Det er nemlig sådan, at ret skræmmende data viser, at dyrlæger globalt set går ned med stress, brænder ud i jobbet og er i større risiko for at begå selvmord end den generelle befolkning (https://www.nomv.org). Vi skal udrede dyr og helbrede dem, men det må endelig ikke være for dyrt, vi udsættes gentagne gange for grim omtale på diverse facebooksider, og vi arbejder over, fordi det jo kan være svært at kalkulere, hvor længe diverse konsultationer tager… for ikke at tale om en pludselig akut patient, der kommer ind sidst på dagen. Når folk kommer med deres dyr, forventer de jo ikke, at vi siger: “Nå, hov, Fru Jensen, nu er klokken minsandten 17.00. Kan jeg få dig til at ringe til vagtdyrlægen, for jeg har faktisk fri nu, så han/hun må lige tage over.”

Vi har mandefald i de danske klinikker, og klinikkerne har svært ved at finde dyrlæger nok. Jeg tænker, at dette til dels skyldes, at enormt mange dyrlæger går ned med stress, kommer så alvorligt til skade, at de ikke kan være i praksis mere, de uforudsigelige arbejdstider i en fin kombination med den løn vi så faktisk får. 

Igen vil jeg skynde mig at understrege, at der helt sikkert er professioner, hvor problemet er lige så stort (eller endnu større), men her skal vi huske, at min lille klumme her hos Kiosk er min mulighed for at pille langt og dybt i egen navle og forsøge at beskrive den virkelighed, der florerer lige rundt om min næse.

Uanset hvad, så synes jeg, at alt dette er både skræmmende og tankevækkende.

Jeg tror faktisk, at jeg blev ret forbløffet over, hvor meget jeg synes, jeg kæmpede og knoklede for min løn som dyrlæge i forhold til det, jeg skulle præstere på Instagram. 

Det mest tankevækkende var dog, da jeg så stiftede bekendtskab med instagramverdenen og så, hvordan man også kunne tjene sine penge. Jeg tror faktisk, at jeg blev ret forbløffet over, hvor meget jeg synes, jeg kæmpede og knoklede for min løn som dyrlæge i forhold til det, jeg skulle præstere på Instagram. 

Jeg tror egentlig, at jeg mener ret sort på hvidt, at dyrlægerne tjener for lidt på at være i praksis. Til gengæld har min holdning til instagramjobbet også ændret sig lidt, siden jeg stiftede bekendtskab med det første gang: 

Det er jo i bund og grund ikke kun de fem stories, man laver, som man tjener penge på. Det er daglig skabelse af content, besvarelse på beskeder, på e-mails, og det er flere gange om dagen, hvor fokus fjernes fra virkeligheden og hverdagen og ned på skærmen. En skærm, der faktisk sluger i gennemsnit 5-6 timer om dagen hos mig. Det er også delagtiggørelse af en del af ens privatliv. Det kan være grim omtale af en på diverse sider som Reddit. Det er at stille sig selv som skydeskive for rigtig mange menneskers holdning og meninger. 

Forhåbentligt gør man det også, fordi man har noget på hjertet, og fordi man synes, det er sjovt, men for de, der lever af Instagram – men også Frederik og mig – er det skam også en måde at tjene lidt ekstra penge, så vi kan klare os på min 20-timers dyrlægeløn og Frederiks SU.

Vi filmer os selv i løbet af en dag, og vi giver lidt af os selv hver dag. 

Det er at ofre lidt for at få noget andet.

Instagrammerne er en branche, der er voldsomt udskældt. “Det er ikke et rigtigt arbejde”, ”reklamerne er irriterende, og der er for mange” og der er en tendens til, at folk synes, influencerne er overfladiske og gør det hele for penge. 

Det synes jeg faktisk, er forkert. 

For os er vores samarbejdsaftaler mange ting. 

Det er selvklart disse samarbejdsaftaler, der giver fede ting, ekstra penge. Men det er også møder med nye mennesker. Det er spændende, kreative projekter og spændende snakke om, hvordan man kan brande et givent produkt. Noget, jeg har fundet ud af, at jeg synes, er ret sjovt og spændende. 

Når man vælger at have en instagramprofil, man tjener penge på, er det jo i sidste ende et arbejde. Jeg synes, det er et ret sjovt arbejde – men det er et arbejde. Og det er et arbejde, hvor man giver noget af sig selv, af sit hjem, sin partner, sine børn etc. 

Det leder mig videre til en spændende snak, jeg havde med en veninde en dag. 

Den omhandlede det med at vise sine børn frem på Instagram. At gøre det kan give likes, flere følgere. Er det på bekostning af barnet? Måske. 

Men har alting i sidste ende ikke en pris? 

Et arbejde som travl dyrlæge med fuldtidsarbejde med vagter om aftenen og i weekenden har også en pris for barnet. 

Jeg tror godt, jeg kunne finde på at vise et kommende barn og vores liv frem og “ofre” det, hvis det betød, at jeg i så fald kunne hente tidligt og ikke være så meget væk. 

Jeg har en anden dyrlægeveninde, hvis datter nogle gange bliver ked af det, hvis telefonen ringer – det forbinder hun nemlig med, at mor forlader hende for at tage på vagtudkald til et sygt dyr. 

Det er måske også ok – min pointe er blot, at det også er en ofring, og dem vil der være hele livet. Et tilvalg af noget og et fravalg af noget andet. 

Jeg ville nok også være bange for at blive tvunget til at skulle sælge ud af noget for at kunne følge med. Mit dyrlægejob derimod føles som mit anker, det jeg ved, at jeg kan, og som jeg kan blive ved med at gøre. 

Jeg drømmer ikke om at være fuldtidsinstagrammer. Til det er jeg alt for meget kontrol-freak i bund og grund. Jeg ville være for bange for, at det ikke løb rundt, og jeg ville være bange for, at branchen pludselig ikke eksisterede mere, men var byttet ud med noget andet (I kommer eksempelvis aldrig til at se mig springe rundt på Tik-Tok, til det har jeg simpelthen alt for mange knæ- og hofteproblemer). Jeg ville nok også være bange for at blive tvunget til at skulle sælge ud af noget for at kunne følge med. Mit dyrlægejob derimod føles som mit anker, det jeg ved, at jeg kan, og som jeg kan blive ved med at gøre. 

Jeg tror faktisk også, at jeg har en vis portion faglig stolthed, som gør, at jeg ikke har lyst til at lægge min lange uddannelse bag mig. Dertil elsker jeg mit arbejde for meget, den forskel, jeg kan gøre for hest og rytter, jeg elsker at have kollegaer og i særdeleshed de kollegaer, jeg har nu. 

Men. Det er altså ikke valget mellem et ægte job og et ikke-ægte job. Det er valget mellem to forskellige slags job. To job, hvor der er ofringer, som kræver energi, og hvor det ene ikke er mere rigtigt end det andet. 

Lige nu kombinerer jeg dem. Har en deltidsstilling hos begge så at sige. Det synes jeg, er for fedt. Det giver mig følelsen af afveksling og frihed. Det giver mig plads til kreativ udfoldelse og gør, at jeg ikke kvæles i hverken det ene eller det andet. 

Hvor længe jeg kan få lov at gøre det på denne måde, må tiden vise. Jeg har ikke spåkuglen, der kan fortælle, om Instagram eksisterer om 10 år, ej heller ved jeg, hvad jeg har lyst til der. Derfor nyder jeg lige nu tingenes tilstand, som de er, og det faktum, at man aldrig kan vide, hvad der sker omkring det næste hjørne. 

Når alt dette er sagt, har jeg et par ting, jeg gerne vil sige: 

• Husk, at instagrammeren, som du skriver om, også er et menneske med følelser. 
• Husk, at dyrlægen, som du skriver om, også er et menneske med følelser. 
• Pas på dem begge.