Nanna Nørholm: Om at flytte væk fra og tilbage til Udkantsdanmark

HØR MIRAM B. SPEAKE NANNA NØRHOLMS INDLÆG ELLER LÆS SELV VIDERE UNDER AFSPILLEREN.

Vi har nu boet i Nordjylland i 2 år. Faktisk ret præcist. Vi flyttede den 1. januar 2019, og flyttede direkte ind i mine forældres kælder i Hjørring by.

Inden da havde jeg boet på Bornholm, og inden ø-eksilet, i København.

Jeg flyttede til København i 2010, ligesom størstedelen af Hjørrings ungdom. De der ikke flyttede til København, flyttede til Aarhus eller Aalborg. Det stod helt uofficielt i manualen for at blive en korrekt ung verdensborger, at man ”flyttede væk”. Dem der blev tilbage, regnede man ikke rigtigt for noget. Det var dem som vi andre – med en vis hånlighed – betegnede som “dem der ikke kom videre”.

I København forelskede jeg mig mange gange. Både i adskillige københavnske fyre og i byens summen og puls. Tina Dickow synger i sangen Copenhagen; “to be the blood inside your veins”. Det var den følelse jeg elskede. At forestille mig, at vi alle var små lyskegler der pumpedes rundt i et stort blodsystem af cykelstier, veje, barer, fakulteter, caféer, restauranter og 2-værelses lejligheder. Jeg dansede klokken 5 om morgenen på Dronning Louises bro, cyklede i bare tæer med stiletterne i cykelkurven hjem fra et beruset kys på Christianshavn, tissede i græsset på Sdr Boulevard til Distortion og drak mig sanseløst fuld i kollegiebaren på Otto Mønsted. Jeg var ung og jeg var levende. Jeg ville aldrig flytte derfra. Aldrig.

Jeg ville i øvrigt heller aldrig blive ældre end 22. Næ, nej, jeg ville feste, danse og drikke og holde tømmermændssøndage med mine veninder og leve i nuet.

Nu sidder jeg så her i mit hus i Tversted, og kigger på min tykke kat som dovent strækker sig i sofaen. Hvordan hede hule h… er jeg endt her?

Jeg ved faktisk ikke hvordan eller hvornår det startede. På en eller anden måde sniger voksenlivet og dets seriøsiteter sig vel ind på en, også uden at man bemærker det.

Jeg fandt mig selv sige at jeg ikke orkede fredagsbaren, fordi ”det var de samme mennesker der altid var der” eller at ”dem der var der, var alt for unge”. Jeg tog S-toget til Nordsjælland søndag formiddage, for at komme væk og ud i naturen, jeg tog på alverdens ferier, kun for at finde mig selv søge væk, væk, væk og ud i naturen.

Samtidig begyndte flere af mine veninder at flytte væk fra hovedstaden, producere babyer og ”slå sig ned”… Livet i København som 27-årig, var så sandligt ikke som det var som 22-årig.

Da jeg blev færdiguddannet dyrlæge, startede jeg på mit nye job på Bornholm 14 dage efter mit specialeforsvar. Min kæreste Frederik arbejdede på det tidspunkt i København, og vi aftalte at han skulle blive boende, og vi så skulle være weekendkærester.

Livet på Bornholm var en øjenåbner. Bevares, det var skidehårdt at være nyuddannet (for det er det vel i bund og grund for alle), men jeg elskede den lille ø. Mine venner kom forbi i en stabil lind strøm, og vi tog på udflugter til Almindingen, Hammerknuden, Svaneke og vinterbadede i Hasle havnebad.

Mine to eneste problemer var Frederik og min familie. To problemer, men ikke helt uvæsentlige. Frederik havde ikke lyst til at bo på en ø, hvor man kun kan komme til via en færge. Derudover savnede jeg min familie; mine søskende boede i Aarhus, og mine forældre i Hjørring. Det var svært at finde tid til at ses, for en tur fra Bornholm til Hjørring tager i bil lige så lang tid som en tur med fly fra Danmark til New York.

Derfor valgte vi at flytte til Nordjylland, da tilbuddet kom om at jeg kunne være med til at starte en ny hesteklinik op i Frederikshavn. Her kunne jeg igen flytte sammen med Frederik, være i nærheden af familie og få et job kun med heste. Alt i alt perfekt.

Bortset fra at det ikke var perfekt; At flytte tilbage til Nordjylland var IKKE det samme som at flytte til Bornholm.

Det skyldes ikke, at Bornholm er bedre end Nordjylland, men det faktum at jeg ikke kommer fra Bornholm. Derfor var det at flytte til Bornholm noget jeg betragtede som sejt og noget jeg sagde med stolthed i stemmen. Jeg gik imod strømmen, flyttede væk fra storbyen, ud i naturen, for at grounde og finde mig selv… (I kan godt høre historien, ikke?).

Den historie kunne jeg slet ikke levere til venner og bekendte, da jeg flyttede tilbage til Nordjylland. Det var ikke et nyt skridt mod noget nyt og uudforsket. Næ, det var et skridt direkte tilbage og på ingen måde et skridt opad på den der imaginære trappe, som man bestiger i takt med at man tilskriver sig oplevelser på sit personlige CV.

Jeg var nu hende der var ”vendt hjem”. Hvilken falliterklæring. Et skridt ned af trappen… Jeg kunne ikke lade være med at tænke dette om mig selv. Dette på trods af det faktum, at jeg rent faktisk skulle op til Nordjylland og starte min egen dyrlægepraksis op fra scratch, hvilket jo i sig selv er ret sejt, når man kun er 28 år gammel.

Måske er jeg eneste i verden der har haft det på denne måde – men lad mig høre jer andre. Er der andre der kan genkende den følelse?

Jeg synes det er skørt at jeg oplevede mere ”What – hvor vildt”, ”hvor er I modige”, ”shit man, at I tør” fra venner da jeg flyttede til Nordjylland end da jeg tog 3 måneder til Costa Rica.

4 spørgsmål jeg stiller mig selv (og jer):

1. Hvorfor er vi (jyder) bange for at vende hjem efter en tur i København? Hvad er det vi er bange for at vende hjem til?
2. Hvorfor er vi bange for at dyrke det nære, det velkendte, det familiære fremfor det nye, det ukendte og det uudforskede? Skal alt i verden altid være progressivt?
3. Hvorfor er der områder af Danmark som vi betegner Udkantsdanmark? Og hvorfor er de så skræmmende?
4. Mon man er mere ensom i Udkantsdanmark end man er inde midt i København?
   

Jeg glæder mig til at høre jeres besyv og selv forsøge at besvare spørgsmålene. Kærligst Nanna //@udkansk