Nanna Nørholm
HØR MIRAM B. SPEAKE NANNA NØRHOLMS INDLÆG ELLER LÆS SELV VIDERE UNDER AFSPILLEREN.
Da jeg flyttede fra Hjørring by tilbage i 2010, som 20-årig ung pige, flyttede jeg for at uddanne mig.
Men jeg flyttede også væk. Jeg flyttede hjemmefra. Væk fra mine forældres trygge favn. Væk fra den by hvis gader, jeg kendte så godt. Væk fra veninder, venner og bekendte. Væk fra folk jeg ikke kunne lide. Væk fra den Nanna jeg havde etableret på knap 20 år. Jeg flyttede væk. Udslettede den Nanna jeg var og blev i næsten bibelsk forstand genfødt i København. Jeg lærte at vaske mig eget tøj. At handle ind. At klare mig for de penge jeg nu havde. Jeg fandt nye venner. Oplevede nye sider af mig selv. Jeg lærte at klare mig selv.
Jeg gik med andre ord fra at være en ung pige, til at være en ung kvinde. Jeg tror, at vi alle har smertelige minder fra vores teenagetid. Vi mindes sikkert en del af den med glæde, men en del af os tænker også tilbage og græmmes over, hvad vi gjorde, sagde eller gik med til. Vi flytter væk, og vi ønsker IKKE at blive den samme person, som vi rejste fra og forlod. Hvem vil i øvrigt vende tilbage til sit 14-årige jeg?
Det var under alle omstændigheder, sådan jeg havde det –og sådan mine andre nordjyske veninder havde det.
Vi elskede at mødes over en kop kaffe i vores lejligheder og bekræfte hinanden i, hvor outdated Hjørring var, hvor meget federe København var, og hvor sikkert det var, at vi ikke ville tilbage. Vi bagtalte tåbelige drenge, som vi for længst helt sikkert havde glemt, og tog gerne emnet op mange gange.
Vi elskede at mødes over en kop kaffe i vores lejligheder og bekræfte hinanden i, hvor outdated Hjørring var, hvor meget federe København var, og hvor sikkert det var, at vi ikke ville tilbage. Vi bagtalte tåbelige drenge, som vi for længst helt sikkert havde glemt, og tog gerne emnet op mange gange.
Det, jeg spørger mig selv om, er, om vi egentligt havde glemt dem? Vi var hinandens historie. Vi havde været der, da han/hun kyssede med en anden, da vi plukkede vores øjenbryn halvt af oppe fra og ned, da vi sov i solariet i 45 minutter i streg, da vi troede at Dolce Gabbana toppe var det eneste rigtige (især den gennemsigtige hvide –kan I mon huske den?) og set hinanden råbe og skrige af vores uforstående forældre.
Vi mindede hinanden om, hvem vi engang var, og når vi så mødtes, havde vi behov for at fortælle hinanden, at vi var videre og ikke så os tilbage. Udover det faktum at det gjorde vi jo. Vi så os tilbage, for det gør vi mennesker jo ofte. At være på ferie i Nordjylland gjorde mig altid trist. Jeg fandt aldrig ud af, hvad det var, der gjorde mig i så skide dårligt humør. Det irriterede mig, når mine forældre sagde, ”hvor er det dejligt, at du er hjemme”, hvortil jeg selvfølgelig kækt svarede, ”mit hjem er fannerme ikke her, det er i København”.
At gå i gaderne i Hjørring var som at lytte til en sang, man engang havde hørt og elsket. Man mindedes –og man foragtede lidt samtidig. Intet var i bund og grund det samme, og det fyldte mig vel også med vemod og sørgmodighed. Når man så efter ferien, vendte tilbage til København, døjede man med en blanding af hjemve efter sine forældre og glæde over at være kommet tilbage til sit nye hjem. Og sådan gik det vel egentligt år efter år. København blev mit nye hjem. Det sted, jeg blev en (næsten) voksen kvinde (selvfølgelig lige på nær natten til søndag klokken 04.00).
Det blev min øjenåbnende oplevelse. Hvor jeg opdagede, at verden strakte sig længere væk end blot til Buddy Holly og Hjørrings bygrænse. Jeg flyttede tilbage for 2 år siden. Tilbage til Hjørring Kommune. Ikke til Hjørring by… det step, er jeg stadig ikke klar til, og måske bliver jeg det aldrig. Det er for velkendt på en måde. Vi flyttede i stedet til Tversted, som ligger cirka 25 minutter fra mit barndomshjem i Hjørring, hvor mine forældre stadig bor. Da vi flyttede tilbage, føltes det alligevel lidt, som at ”nu var jeg færdig med at opleve”. Nu havde jeg været ude, og nu var jeg vendt tilbage.
På Hjørring Kommunes forholdsvis nye tilflytter-guide har man endda skrevet et indlæg om dette: ”der findes ikke noget bedre end hjem. Følelsen af tryghed. Følelsen af nærhed. Følelsen af den hverdag du kender…..Du kender naturen og folk heroppe. Med andre ord: Du passer ind”.
På Hjørring Kommunes forholdsvis nye tilflytter-guide har man endda skrevet et indlæg om dette: ”der findes ikke noget bedre end hjem. Følelsen af tryghed. Følelsen af nærhed. Følelsen af den hverdag du kender…..Du kender naturen og folk heroppe. Med andre ord: Du passer ind”. Når jeg læser en sådan sætning, husker jeg, hvordan ALT i mig fik gåsehud, og i bund og grund stadig gør. Jeg synes det er verdens værste reklame for at få folk til at flytte tilbage. Sætningen fortæller, at du vender tilbage til netop det, du forlod, at du allerede passer ind, fordi du nu vender hjem til tingene, som de var. Det er ikke sikkert, at det er alle, der har alle disse modstridende følelser i sig, og så skal jeg selvfølgelig ikke skære alle over en kam. Jeg ved blot, at det ikke er sætninger som disse, der får mine nordjyske veninder til at vende næsen hjem.
Det skøre er nemlig også, at det ikke er sandheden. Jeg passer ikke ind mere. Jeg passer i hvert fald ikke mere ind, end jeg gjorde på Bornholm. Og det føles godt. Jeg har faktisk følelsen af, at mit tilbagetog til Nordjylland ville give præcis samme udfald, som hvis jeg var flyttet til Østjylland eller Fyn. Jeg er ny, og jeg og min kæreste Frederik skal etablere os på ny. Det arbejder vi fortsat på. Selv efter 2 år. Og det er benhårdt arbejde at etablere sig et nyt sted. Det kræver, at man rækker armene ud og kigger sig omkring (mere om det en anden gang!). Jeg har kigget mig omkring –og jeg har rakt armene ud. Det vilde er, at jeg har fundet nye veninder og venner. Selv her i Nordjylland hvor jeg troede, jeg havde gået alle stierne tyndt.
Speaking of that, har jeg også opdaget naturen i Nordjylland på ny, og kan nu konkludere, at der ikke i hele Danmark findes dets lige. Og jeg har rakt armene ud efter mine forældre og mit gamle hjem. For i bund og grund kan man sagtens vende tilbage, uden at blive 14 år igen. Jeg er ikke vendt hjem. Jeg er ved at skabe mig et hjem.
