Nanna Nørholm
HØR TAUMAU SPEAKE NANNA NØRHOLMS INDLÆG ELLER LÆS DET SELV UNDER LYDAFSPILLEREN.
Jeg oplever at en stor del af mine veninder, der er flyttet væk fra den by, de er født og opvokset i, har stor modstand på ”at flytte tilbage”. Frederik og jeg er ingen undtagelse. Frederik, som er fra Odder, har ingen lyst til at flytte til Odder, og jeg selv som er fra Hjørring, havde uhyre store kvaler med at flytte tilbage igen. Læs blot tidligere indlæg.
Vi ønsker ikke at flytte ”hjem”. Vi ønsker ikke at gå tilbage. Vi er vel i bund og grund klassiske senmoderne mennesker i en individualistisk tidsalder, hvor vi skal udvikle os, være progressive og for alt i verden ikke gå den modsatte vej.
Da mine forældre var unge, var der mange af deres venner, som blev i Hjørring. Enkelte af dem tog til de større byer for at tage en uddannelse, man ikke kunne tage i Hjørring. En stor del af dem vendte hjem igen.
Sådan er det ikke i dag. I Hjørring Kommune er befolkningstallet faldet med 3,5% fra første kvartal 2010 til første kvartal 2020. Og det er absolut ikke den eneste kommune i Danmark, hvor historikken er gældende i højere eller mindre grad. Den globale urbaniseringstendens eksisterer stadig i Danmark!
Men hvad betyder det, sådan helt lavpraktisk?
Jeg tænker at en af de væsentligste ting at fremhæve er, at rigtig mange børn fremadrettet ikke kommer til at vokse op et par veje fra deres bedsteforældre. Bedsteforældrene bor nemlig på en villavej et sted i det mørke Jylland, imens lille Bjørnestjerne bor på stenbroen midt på Nørrebro.
Lad os i stedet kigge på, hvordan det var i de gode, gamle dage:
I det traditionelle landbrugssamfund bestod familierne ofte af flere generationer, der levede sammen. Her hjalp man hinanden med de opgaver, der måtte være i marken, med dyrene, men også med det huslige og børnepasningen. Denne familieform kaldes (efter en hurtig Google-søgning, hvor jeg endte på en webside med samfundsfagsteori på gymnasieniveau) for tregenerationsfamilien. Den type af familie-kollektiv har jeg observeret på rejser i blandt andet Syd- og Mellemamerika, hvor man også ofte oplever at flere generationer vælger at bo sammen.
Den slags familieførelse har vi slet ikke brug for i dag. Vi har i stedet institutioner med lange åbningstider og au pair-piger. Samtidig viser tallenene, at vi aldrig har været mere stressede og ensomme.
Jeg tror helt ærligt, at vi skal begynde at kigge lidt indad igen. Måske endda lidt tilbage. Vi skal tilbage til at dyrke det nære og kigge på, hvad det reelt er, vi drømmer om. Og så skal vi stoppe med at være så skide individualistiske, fremadsynede og progressive.
Små spirer er allerede begyndt at poppe op rundt omkring; økosamfund blomstrer op, landsbyer hvor man samles om fællesspisning og kollektiver med flere familier. Jeg har sågar læst, at der i løbet af de sidste 10 år er sket en stigning på 28 % i antallet af familie-bofælleskaber, hvor flere generationer fra samme familie bor sammen.
Men hvad med det helt simple (men dog så faretruende): At flytte tilbage til provinsen i Jylland, i nærheden af dine forældre?
Mange af mine veninder ville ryste kraftigt på hovedet. Det ville være for stort et afkald på alt muligt. På deres venner, på cafe- og restaurantliv, på kultur og byliv.
Men helt ærligt, lad os lege med tanken.
Tænk, hvis du kunne vende ”hjem” til et sted – hvor du faktisk skulle etablere dig på ny (fordi du rent faktisk ikke har været der de sidste 10 år), men hvor du har dine eller din kærestes forældre i nærheden, som kan hjælpe til, når der er problemer med vaskemaskinen eller kan hente lille Sofus fra børnehaven, fordi du arbejder over eller har brug for en kæreste-eftermiddag uden børn. Tænk, hvis vi sådan kollektivt, på landsplan, blev enige om, at ”det er sådan vi gør”. Hvor fucking fedt det ville være at bo i fx Tversted! Med forældre tæt på, en billig husleje, med naturen og stranden i baghaven, rolige veje uden mange biler, fællesskab med andre unge mennesker, hvor man kunne hjælpe hinanden med praktiske ting og børn, men også drikke kaffe, øl eller gå en tur. Vi behøver sgu ikke kalde det økofælleskab eller andet fancy. Vi kunne simpelthen bare blive enige om, at vi alle sammen flytter hjem til provinsen igen.
Jeg drømmer ofte om dette. For ærlig talt er det er jo ikke sådan, det er at bo i Tversted lige nu. Jeg forstår jo godt mine veninder og hvorfor de er bange for at flytte tilbage. Lad os være ærlige, vi ER ikke mange unge mennesker her i denne lille nordjyske by. Vi kan prale med vores fantastiske natur og mine forældre tæt på, men en lind tilflytningsstrøm kan vi altså ikke skrive på Tversteds CV.
Måske det faktisk er derfor, jeg sammen med Frederik skabte vores instagramprofil @udkansk. Jeg drømmer om en sindsændring nationalt. Jeg tror mine veninder er splittede. Jeg ved de drømmer om små og rolige villaveje og åbne vidder for deres børn – nøjagtig som vi selv er vokset op. De drømmer om at have bedsteforældrene til deres børn i nærheden. Men de er også hamrende bange for at ende ensomme uden venner og ligesindede, hvis de så skulle flytte tilbage.
Problemet er jo nok, at lige nu er tilbageflytningen til visse dele af Danmark bare ikke særlig stor, og vi mennesker kan jo i bund og grund bedst lide at følge strømmen. Som eksempel hører jeg for tiden vanvittigt mange mennesker i Aarhus sige (i øvrigt som var de, de første der nogensinde har sagt det): ”vi kunne godt tænke os at slå os ned i Silkeborg eller Ry”. Det er den strøm, jeg taler om. For nej, min fine ven, det er du IKKE den første, der siger.
Derfor, kære du, som læser med og er nået hertil. Vær forkæmper! For Udkantsdanmark og for provinsen! Skab en ny Silkeborg-strøm!
Der skal være nogen, som tager det første skridt, og måske det kunne være dig. Tænk sig, hvis du kunne inspirere en anden til også at gøre det, og at denne person så kunne inspirere to personer yderligere, ja tænk sig, så kunne vi jo lige pludseligt blive mange. Det er sådan, jeg tænker og håber.
Jeg kan i hvert fald garantere kaffe på kanden, hvis du skulle vælge at følge min Tversted-strøm og tage dine pakkenelliker og flytte hertil.
//Nanna – @udkansk
