Nanna Nørholm: Mon man er mere ensom i Udkantsdanmark, end man er inde midt i København?

Dette bliver sidste forsøg på at besvare de 4 spørgsmål, jeg stillede mig selv i indlægget her. Hvis du ikke har læst de andre, kan jeg anbefale dig at gøre det, inden du går videre.

Nå, nu til spørgsmålet: Er man mere ensom i Udkantsdanmark end i København?

Når jeg spørger folk, hvad de ville være mest bange for ved at flytte væk fra storbyen, til fx en lille by i Nordjylland, er det hyppigste svar: Frygten for at blive ensom. Når jeg tænker tilbage på, hvad jeg selv var mest bange for ved at flytte til Nordjylland, var svaret det samme: Ensomhed.

For at komme videre tænker jeg, at vi skal have slået fast, hvad det vil sige at være ensom. At være ensom behøver nemlig ikke nødvendigvis at betyde, at man er i social isolation, eller at man ikke har venner nok. Man kan også sagtens være ensom i andres selskab. Det handler i bund og grund om savnet af meningsfulde sociale relationer, nærhed og samhørighed med andre. En følelse af ikke ”at høre til” og være tæt med nogen.

Det var den frygt, jeg havde, da jeg flyttede tilbage til Nordjylland. Det var både frygten for at blive helt alene i verden, men også (og i måske endnu højere grad) frygten for at blive ensom blandt mennesker. Vi skal nu tilbage til definitionen af ensomhed, for det, jeg frygtede mest, var, at jeg måske nok kunne finde nogle mennesker, MEN at disse mennesker ikke var mennesker, jeg følte mig forbundet og ligesindet med. At jeg ikke ville føle nærhed og samhørighed med dem. At jeg ikke ville føle, at jeg ”hørte til” og ”var som dem”. Jeg var – i fare for at lyde godt gammeldags snobbet – bange for ikke at kunne finde nogle som jeg selv og mine akademikervenner i København.

Det er nu 2,5 år siden, at jeg og min kæreste Frederik flyttede til Nordjylland. Virkeligheden er både og.

I Tversted er vi en del af et lille lokalsamfund. Her hilser vi på vores naboer og tager en sludder ude på vejen. Vi låner værktøj af vores genbo (hvis værktøjsarsenal er noget mere veludrustet end vores) og bliver inviteret med til vejfest. I vores lokale Spar kan personalet finde på at sige ”jeg synes også, det var lang tid siden, jeg havde set jer” og i den lokale grill har de fået vegetarprodukter hjem, efter jeg en dag spurgte efter det.

Vi er ikke anonyme ansigter i mængden. Vi er en del af livet i Tversted. Det, synes jeg, er dejligt, for det giver mig en følelse af samhørighed med de andre beboere i Tversted uafhængigt af køn, alder, uddannelse mv.

Hvis jeg råbte op på gaden, ville folk blive overraskede og kigge, fordi det faktisk var ”Nanna”, der råbte op og ikke et fremmed menneske, som man formodentligt aldrig ville se igen. Noget jeg virkeligt husker som overraskende for en ny-tilflytter til København tilbage i 2010: Hvordan folk råbte de grimmeste ting efter hinanden på cykel. Wow! Jeg mener, at det allerede var på min anden dag på cykel i storbyen, at jeg nåede at få kastet adskillige eder og bandeord efter mig, fordi jeg på det tidspunkt ikke var vant med håndfagter, når man drejede eller bremsede på cykel (den slags var ligesom ikke nødvendig i Hjørring, hvor jeg kommer fra).

I Københavns cykel-miljø råber man efter hinanden. Det fandt jeg ud af. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg faktisk også, at jeg selv har gjort det en enkelt gang, hvor overskuddet var helt i bund. Jeg tænker, at det kommer af en ikke-eksisterende ansvarsfølelse og konsekvens, fordi chancen for nogensinde at støde ind i hinanden igen ikke er særlig stor.

Den følelse af anonymitet findes selvklart mere i de større byer, hvor der er flere mennesker. Man er en ud af mange, og det kan for nogle være dejligt betryggende… men det kan også gøre, at man kan gå der iblandt en helt masse mennesker og føle sig ubemærket og ensom i mængden.

Samtidig er storbyerne epicenter for offentlige møder. Med offentlige møder mener jeg møder blandt mennesker i det offentlige rum, det være sig parker, cafeer, barer, mv. Dette gør, at man – når man bor og bevæger sig rundt i storbyen- er eksponeret for sociale konstellationer hele tiden, hvorfor man hurtigt kan komme til at føle sig kontrastfuld og alene.

Jeg husker fra min tid i København, at den værste straf jeg kunne udsætte mig selv for en fredag aften, var en gå- eller løbetur igennem Blågårdsgade– kun for at blive bekræftet i, at jeg ikke var en af dem, der sad på Harboebar og drak øl med en masse flotte og seje venner.

Med andre ord: Jeg kunne absolut føle mig alene og ensom i København. Var jeg ensom hele tiden? Bestemt ikke.

Jeg havde gode venner og masser af dem. Min kalender var for det meste overfyldt med aftaler, og jeg havde næsten altid for lidt timer i døgnet.

Her i Nordjylland er virkeligheden lidt en anden. Jeg har ikke mange venner heroppe. Antallet kan vel næsten tælles på en hånd eller to.

Sandt at sige ville jeg nok ønske, at der var flere ”som os” i Tversted og omegn. Når ret skal være ret, er vi få unge mennesker i byen.

Jeg prøver til gengæld på at værdsætte kvalitet fremfor kvantitet, når vi snakker omgangskreds. At have få virkeligt gode relationer fremfor 50 overfladiske bekendtskaber som i bund og grund ikke nærer mig. Jeg har her i Nordjylland gode og nære venner – både nye og gamle – men ikke nødvendigvis mange af dem.

Jeg kan alligevel godt føle mig ensom her i Nordjylland. Når det sker, ved jeg ikke altid, om det er Nordjyllands skyld, om det er min alder (og det faktum at folk omkring mig er ved eller har stiftet familie og dermed ”trækker sig tilbage” og ”laver rede”), om det er Coronas skyld, eller om det kommer efter en dag med for meget surfen rundt på Instagram og Facebook.

Jeg tror, især sidstnævnte kan være en stor synder, der kan forværre menneskers følelse af ensomhed. Takket være sociale medier kan vi på daglig basis gøres opmærksom på alt det fede, der sker rundt omkring i verden. Vi skal bare kigge ind i den lille firkantede skærm, som gerne sluger vores tid og løsriver os fra virkeligheden omkring os. Den lille skærm forbinder os til hinanden på tværs af geografi, men kan samtidig være medvirkende til, at vi ikke føler os forbundne til det, der er lige omkring os, hvilket i sidste ende kan medføre, at vi kommer til at føle os hamrende kede af det og ensomme. Det er vel i bund og grund også det, vi har lært ved snart 1,5 år med Corona. At vi mennesker ikke er noget uden hinanden og hverken Instagram, Facebook, Skype, Teams eller Zoom kan gøre op for det virkelige møde i den virkelige verden.

I sidste ende tror jeg på, at for at føle os lykkelige skal vi føle os forbundne til vores omgivelser og de mennesker, vi har omkring os. Hvad det er, varierer nok fra person til person.

For mit vedkommende føler jeg mig lykkelig, når jeg kan omgive mig selv med ting, jeg elsker: Naturen, havet, min tykke kat og mine gode venner. Jeg har en dejlig og kærlig kæreste, som altid er klar på at tage mig i hånden, og jeg har mine omsorgsfulde forældre tæt på. Det er vel i al sin fineste glans, hvad der for det meste kurerer ensomhedsfølelsen for mig. Det er for mig følelsen af nærhed.

Er jeg så mindre ensom i Nordjylland? Nej

Er jeg mere ensom her i Nordjylland? Ej heller.

Konklusionen må være, at jeg følger faktaboksen omkring ensomhed rimeligt godt. Jeg tror ikke, at jeg er mere ensom her, end jeg var i København. Nogle gange føler jeg mig ensom, og så kommer ensomhedens tunge tæppe snigende ind over mig og gør mig ked af det, men det gør den uanset geografi. Jeg vil derfor sige til dig, der drømmer om at flytte fra en større by, men ikke tør på grund af frygten for at blive ensom: Giv det et skud alligevel. Find måske én at holde i hånden, og tag springet. Og smid gerne mobilen væk, når du ankommer, og kig dig så godt omkring.