in ,

Nanna Nørholm: En drøm om frihed

Lige for tiden drømmer jeg. Og tænker.

Jeg drømmer om at være fri.

Fri for følelsen af at træde rundt og rundt i et hamsterhjul.

Jeg føler mig til tider lidt som en myre. Faktisk tænker jeg nogle gange hele (eller i det mindste store dele af) menneskeheden som en masse små myrer.

Alle disse myrer drøner rundt hele dagen for at bygge en kæmpestor myretue – som på en uheldig dag trampes på – hvorefter man arbejder lidt hurtigere og bygger den op igen. Og igen. Er man så heldig, at den ikke trampes på, så bygger man bare myretuen større og større og større.

… Og sådan fortsætter det dag efter dag, indtil man en dag er blevet gammel og grå. Man kigger tilbage og tænker og siger (ligesom de fleste ældre mennesker gør): “Jeg skulle have arbejdet mindre og brugt mere tid på dem, jeg elsker”.

Alligevel er det sådan, vi alle gør. I hvert fald de fleste af os. Vi bygger og bygger på myretuen. Vi uddanner os, arbejder som gale, laver børn, køber hus eller lejlighed, forsøger at have penge nok, renoverer huset, bygger en tilbygning, køber et sommerhus, renoverer det….  Vi knokler, vi stresser måske, og vi bliver nogle gange deprimerede midt i det hele.

Jeg kan godt lide mit job. Jeg har bare et lille men. Jeg ønsker at mit job skal være mit sekundære, og det er det altså ikke lige nu.

Vi vil være familiemennesker, vi vil gøre karriere, og vi vil have interesser, gode venner, alenetid, familietid, tid til børnenes interesser, tid til god aftensmad og nybagte boller og tid til at kunne sove og spise ude og løbe en tur og slappe af og tage på ferie og tjene nok penge til den dyre bolig, man har købt, og holde sig sund og slank og løbe lidt hurtigere for måske at nå lidt mere.

Jeg selv løber ret meget. Jeg er en knokler. Jeg og min knoklermentalitet elsker at bygge myretuer og knokle derudaf. Det er i hvert fald den måde at være til, jeg kender bedst.

Sådan har jeg gjort igennem folkeskolen, gymnasiet, universitetet og nu mit arbejdsliv. Jeg er uddannet dyrlæge og har en hesteklinik her i Nordjylland.

Jeg har i løbet af de sidste 10 år egentlig været afklaret med, at jeg ville arbejde for at leve og ikke leve for at arbejde. Det mantra, synes jeg, er svært at efterleve. Mit job er tidskrævende, og det tager en stor del af min energi, fordi jeg bliver fagligt og personligt udfordret og engageret (nu lyder det næsten som taget ud af en jobannonce!).

Misforstå mig ikke; jeg kan godt lide mit job. Jeg har bare et lille men. Jeg ønsker at mit job skal være mit sekundære, og det er det altså ikke lige nu.

Jeg har ingen tal for min påstand, men jeg tror, at flere mennesker har det ligesom jeg. Folk bliver mere og mere stressede og deprimerede. Kunne det mon skyldes, at der er mange mennesker, der “ikke lever det liv, de ønsker”? (Og der lød jeg som en eller anden røvsyg selvhjælpsbog – beklager!)

Hvad nu hvis der er flere som jeg? Der ønsker arbejdet som sekundært, men som alligevel uden rigtigt selv at have opdaget det, har gjort det til deres primære.

Det, jeg går og drømmer om, er at gøre tingene på en anden måde.

Jeg har ikke udtænkt præcist hvordan, skal jeg være ærlig og indrømme. Men hvis I lover at tage dette for drømme og tanker, vil jeg gerne dele dem med jer.

NB! Tænk helst den næste del af artiklen som en venskabelig snak hen over et bord på en tilrøget bodega med en øl eller to for meget i blodet. Det er jo nu en gang sådan, drømme præsenteres bedst.

Jeg drømmer nogle gange om at være kasseekspedient. Så vil jeg bippe folks varer ind hele dagen. Bip. Sige hej og skulle det være på beløbet og god dag. Bip.

Men det duer jo ikke. Folk siger til mig, at jeg skal “bruge mit gode hoved”.

Og det skal jeg måske. Måske jeg ville begynde at kede mig i et supermarked. Måske ikke?

Man kunne måske også bare arbejde mindre. 37 timer (og nogle gange mere) er jo faktisk en ret stor del af ugens vågne timer.  Jeg kunne være dyrlæge 20 timer om ugen.

Der kan dog være et problem ved enten at arbejde mindre eller finde et job, der er dårligere betalt, end det job ens fancy universitetsuddannelse nu bød….

ØKONOMI.

Sexet ikke?

Medmindre man er godt gift, får man jo ikke råd til at købe den der fede bolig det helt rigtige sted, hvis man kun gider arbejde 20 timer om ugen.

Jeg går derfor med to overvejelser:

Jeg overvejer, om man simpelthen skulle droppe tanken om at skulle eje noget. Er det overhovedet nødvendigt at skulle eje?

Vi bor lige nu i det dejligste hus i Tversted her i Nordjylland. Det betaler vi 7000 kroner for. Vi skal ikke skifte taget, hvis det går i stykker, og hvis der springer et vandrør, er det heller ikke vores problem. Med en husleje på 7000 kroner behøver hverken jeg eller min kæreste Frederik at knokle os selv halvt ihjel for at kunne betale vores månedlige boligudgifter. Kunne man ikke bare fortsætte med at bo på denne måde? Uden store banklån, kreditlån og renter. Hvem siger, at man SKAL købe, når man når en vis alder?

Mulighed nummer to er selvfølgelig at købe et sted at bo. Jeg drømmer nok også om en dag at købe et hus. Men det skal være et hus, vi rent faktisk har råd til. Ikke forstået på den måde at vi køber det hus, vi har råd til efter at have været i 4 forskellige banker for at se, hvor vi kunne låne mest muligt.

Nej, det skal være et hus, hvor vi ikke kommer til at sidde urokkeligt hårdt i det på grund af et dyrt boliglån. Jeg drømmer om, at vi bosætter os et sted, hvor vi faktisk ikke behøver hive en masse penge hjem for at kunne afdrage og betale renterne på boliglånet.

Men hvordan finder man i så fald sådan et hus/lejlighed?

Det handler vel om prioritering. En god beliggenhed, populær byggestil, størrelse og god stand fås sjældent på en gang til en lav pris.

Jeg kan ikke fortælle, hvad man skal vælge at prioritere. Jeg ved faktisk heller ikke, hvad jeg selv (og Frederik) ønsker at prioritere højest. Er det beliggenheden – så vi bor tæt på andre unge mennesker? Er det en muremestervilla? Hvor vigtigt er det med natur lige om hjørnet?

Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at blive gammel og tænke: Hold fast, hvor har jeg brugt meget tid med dem og det jeg elsker! Jeg ved, at jeg ikke kommer til at kigge tilbage og tænke: Det var godt, jeg arbejdede så meget, så vi fik råd til dette fede hus i Ry og den fede bil, der holder i indkørslen.

I bogen ”Lev livet langsomt” af Carl Honoré læste jeg følgende citat, som jeg synes er meget fint og sigende:

Den, der udelukkende er til sinds at satse på verdslig velfærd, har altid travlt, for han har kun begrænset tid til sin rådighed, hvori han kan nå ting, gribe dem og glæde sig over dem”.

Jeg vil bo billigt. Jeg vil have tid til at lave mine egne grøntsager, jeg vil gå i genbrug, og jeg vil ikke (!!!) falde ind i forbrugersamfundets hamsterhjul, hvor man bruger mere og mere og deraf skal arbejde mere og mere.

Jeg vil leve langsomt. Og kærligt.

Hvad er det i sidste ende, vi vil nå? Hvad er det, vi vil med livet?

Vi knokler som gale, vi arbejder (for) meget for at have (for) lidt tid med dem vi elsker.

Hvis der er prestige i en ny bil, et flot hus, dyre møbler og flot tøj, så synes jeg, at der skal være prestige i at have tid.

Jeg drømmer videre. Om mere tid og frihed.

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Nanna Nørholm

Mit navn er Nanna. Jeg er en 30 årig nordjyde som efter en del år i København har vendt snuden hjem mod Nordjylland. Nu bor jeg i en lille by der hedder Tversted sammen med min kæreste Frederik. Til dagligt arbejder jeg som hestedyrlæge og ved siden af dette har jeg Instagramprofilen @udkansk med Frederik. Her beretter vi om livet i Nordjylland, deler have- og naturtips og hvad der ellers lige falder os ind.
Her hos mig er planen ikke lagt på forhånd, så jeg kommer til at skrive om det der lige rør sig i mig eller omkring mig. Selvfølgelig med et særligt og i min optik lidt for sjældent perspektiv.... nemlig en lille stemme fra Vendsyssel hvor min verden nu engang går fra <3

Skriv et svar