Jeg stod lige der. Midt på Enghave plads i en EM-kvartfinale. Midt imellem smukke mennesker som jublede, skålede med og krammede hinanden. Corona-restriktioner var for en gangs skyld en by i Rusland, og alle sang med på Re-Sepp-tens omkvæd:
“Vi er røde, vi er hvide. Vi står sammen. Side om side!”
Ikke er ord om at være sammen hver for sig. Ikke et ord om afstandskrav, forsamlingsforbud, strikkeopskrifter eller surdejsbrød. Det var fællesskab fremfor ensomhed. Det var festivalstemning. Det var eufori. Der var øl, der fløj gennem luften. En lugt af sved, hash, cigaretter og urin.
Og jeg følte mig lidt lykkelig.
Lykkelig, som jeg ikke kan huske at have været, siden jeg stod på en festival tilbage i 2018.
Vi stod lige dér. Allesammen. Sammen.
Og med et gik det op for mig, at jeg i de sidste små to år har befundet mig i en eller anden form for mindre krise.
Ikke at jeg sådan har gået og tænkt, at jeg var midt i en krise, men kontrasten blev alligevel tydelig, da jeg mærkede lykkens eufori.
Sandheden er i bund og grund, at jeg har følt og fortsat føler mig lidt ensom.
Jeg vil gerne give Corona skylden for alt dårligt i verden. For ensomhed og dårlige hårdage. Jeg tror desværre bare ikke, at det er hele virkeligheden.
Jeg oplever lige for tiden, hvad jeg vil betegne som min egen mindre kvartvejskrise.
Øllene og drinksene er blevet skiftet ud med bleskift, vagtweekender og alt for hårde tømmermænd, når en (bryllups)fest så alligevel indtræffer.
Når jeg kigger på mit eget liv, ser jeg et menneske (mig), som arbejder (til tider alt for) meget på et job, jeg (ikke altid) kan lide. Jeg knokler igennem hverdagene og lader op i weekenden, så jeg kan knokle videre i hverdagene igen.
Jeg ser på mine venner og veninder, som har stiftet familie, nogle er blevet gift, og vi har næsten alle fået et fast “voksen-arbejde”. Vi slår os ned og trækker os tilbage til forholdets og/eller familiens trummerum. Når vi mødes, går det hele lidt op i emner såsom børn, det at have og lave børn, søvn, hvor man vil bo, renovering, arbejdsrelaterede problemer, økonomi og hvilken type ost vi bedst kan lide. Vi griner lidt patetisk over disse nye problematikker, og med himlende øjnene, en halvpint latter og historier fra vores hverdag skaber vi et fælles IRL-hashtag: voksenlivet.
Jeg kigger på det med en lille smule tristhed og føler mig som en forvokset teenager, der ikke helt vil være voksen og længes lidt efter dengang, vi drak os fulde til happy hour på Zefside og kyssede lidt til højre og venstre med fyrene i det Københavnske natteliv.
Øllene og drinksene er blevet skiftet ud med bleskift, vagtweekender og alt for hårde tømmermænd, når en (bryllups)fest så alligevel indtræffer.
Jeg føler mig fanget imellem at føle mig som en del af “de voksne”, samtidig med at længes efter at være en del af “de unge”. Som i en halvdårlig Bølle Bob-sang: “vi er ikke rigtigt voksne, vi er ikke rigtigt børn” – og jeg kan ærlig talt ikke altid finde ud af, hvilken gruppe jeg tilhører eller vil tilhøre.
Jeg ved ikke, hvad man skal have opnået for at kunne betegne sig og/eller føle sig som ægte voksen. Ej heller, hvornår man føler ro i at være blevet det. Er det et fast arbejde? Bryllup? En villa? Volvo? Vovhund?
Læs også: Nanna Nørholm: En drøm om frihed
En ting er der dog efterhånden mange af mine veninder, der har – som helt klart har bidraget til et mere voksent skær hos dem: Børn.
Mange af mine veninder har fået børn – eller har børn på vej. Jeg synes, de alle har nogle skønne unger. Men jeg elsker ikke mine veninders børn. De er skønne, søde, sjove, og til tider lidt irriterende, skrigende og opmærksomhedskrævende. Jeg holder af at få lov at holde dem, når de er spædbørn, låne dem og lege, at de er mine (selvfølgelig med det forbehold, at jeg kan aflevere dem tilbage, når de har overskidt bleen eller bliver mere hysteriske, end jeg selv 2 dage før en menstruation). Jeg elsker at tage dem i hånden og lege med dem på legepladsen, når de bliver ældre, og jeg bliver varm om hjertet, når de kan finde ud af at sige mit navn.
Summa summarum. Jeg holder af dem, især fordi jeg holder af mine veninder. Men de er altså også skyld i tabet af en veninde. Måske ikke et reelt tab, men et tab af venskabet, som det nu engang var, og et tab af vores ungdom sammen. Og selvfølgelig skal det være sådan. Alligevel kan det være svært – set fra min egen egoistiske vinkel.
Det, jeg blot vil belyse, er den ensomhedsfølelse, man kan føle i netop dette selskab. Man forsøger at snakke med, lytte med, tale med. Men let’s face it: Børnesnak er altså mest interessant for folk med børn.
Tidligere synes jeg, det kunne være hårdt, når en veninde fortalte mig, at hun var gravid. Jeg kunne faktisk godt blive lidt jaloux på babyen, fordi han/hun nu skulle til at have alt opmærksomheden. Sidenhen har det mere været en misundelse på dét, mine gravide veninder og veninder med børn har haft med hinanden og med barnet. Det er noget, jeg ikke er en del af endnu.
Alle mine veninder snakker om, at de ikke vil snakke om børn, men deres hjerne er så sprængfyldt af oxytocin, at de slet ikke opdager, at det er det emne, de vender tilbage til indenfor 10-15 minutter max. Og skal jeg være helt fair, så forstår jeg dem godt. Det er jo også det, der optager deres liv 110 %. De har alle fået vendt op og ned på deres liv, på dag og nat og på, hvordan hverdagen er. Selvfølgelig fylder det i deres hoveder.
Det, jeg blot vil belyse, er den ensomhedsfølelse, man kan føle i netop dette selskab. Man forsøger at snakke med, lytte med, tale med. Men let’s face it: Børnesnak er altså mest interessant for folk med børn.
Jeg peger ikke fingre af nogen af mine veninder. I så fald ville det i øvrigt også være at pege fingre af nærmest alle mine veninder, idet de faktisk næsten allesammen enten har børn, er gravide eller forsøger at få børn… og allesammen gør det.
Jeg har derfor ud fra dette datasæt udledt, at jeg også selv kommer til det. Det er statistisk signifikant og vel nu en gang naturens gang: Når føllet kommer ud af hoppen, er hoppen også lige pludseligt mor og ved nøjagtig, hvad den skal gøre – også uden at have gået til fødselsforberedelse. Sådan tror jeg også, det er med mine veninder og deres baby-snak. Det er naturligt og ganske uundgåeligt.
Jeg vil derfor heller ikke love nogen fra min omgangskreds, at jeg ikke vil snakke om børn og babyer, når jeg en dag bliver mor. Jeg tror simpelthen bare ikke på, at det kan lade sig gøre. Jeg har hørt alle typer af gode sætninger og intentioner blive modbevist, i det sekund det lille orakel er presset ud.
Jeg vil gerne producere en baby selv. Selvfølgelig mest fordi jeg har lyst til at få en baby med Frederik. Men hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg også lyst til at blive en del af mine veninder igen. De har noget sammen, som jeg ikke kan deltage i. Og det er skidehamrende ensomt.
Det er, som første gang din bedste veninde bliver stormende forelsket i en fyr og slet ikke kan tænke på andet. Lige dér og for en stund har du også mistet hende. Men det er heldigvis kun kortvarigt.
I børne-tilfældet er det en forelskelse, som varer ved resten af livet, og alt, hvad man kan gøre fra sidelinjen, er i bund og grund at stå bi. Medgive at deres baby er skøn og dejlig. Spørge til sovemønstre, afføringskonsistens, tilbud i Baby Sam, pasningstilbud og mælkeproduktion.
… Og besvare spørgsmålet om, hvorvidt man selv gerne vil have børn, og hvordan det går med det.
Og her kommer noget, jeg har tænkt over. Er denne problematik et tveægget sværd, hvor det faktisk er ensomt for begge parter? Kan det også føles ensomt at være blevet mor og være sammen med veninder uden børn?
Læs også: Nanna Nørholm: Mon man er mere ensom i Udkantsdanmark, end man er inde midt i København
Er det blandt andet derfor folk med børn altid spørger, om man selv vil have børn? Fordi de ønsker, at man skal blive en del af deres fællesskab; et fællesskab af gyldne gennemsigtige tråde smedet imellem trætte forældre, søvnløse nætter, babygråd, de første skridt, bleskift og en kærlighed i en størrelsesorden, man som udenforstående slet ikke forstår.
Kan det mon også være svært at stå med et barn, man elsker, og som fylder hele (eller det meste) af ens verden og en forholdsvis uforstående veninde (såsom undertegnede)?
Lad mig høre jer alle derude, er der nogen, der kan genkende mine tanker?
Enten fra den ene eller anden side?
P. s. Slutteligt vil jeg sige to ting: Jeg håber, at vi vinder VM. Og at jeg en dag selv får en baby.
Hej Nanna. Jeg var den første i min omgangskreds til at få børn, det var hamrende ensomt. Det gik endda mange år før der kom andre børn til i omgangskredsen. Så jeg følte mig meget udenfor mine veninders fællesskab. Følte at de gled fra mig fordi jeg kunne ikke blive ude til den lyse morgen som dem. Jeg måtte altid være hende der gik først hjem. Det kunne godt være lidt pinligt, når man var den eneste, især fordi det stod på i mange år. Jeg fik børn midt/ sidst i 20’erne og mine veninder fik først børn 10 år efter. Så det var nogle meget ensomme år. Det har været svært at holde fast i venskaberne, heldigvis holder de ægte venskaber stadig.
Vh Gitte
Jeg kan relatere til dine tanker så meget! Især det her med ikke at kunne være med i snakken og føle at ens liv pludselig ikke er lige så vigtigt – at det kun er folk med børn der lever et dejligt liv. Det fylder pludselig utroligt meget og kan blive lidt af en mundfuld – udelukkende fordi der også er andre vigtige ting i mit liv, uden børn 😁
Jeg kan ikke sige andet, end at det hele du skriver er så sandt. Tak ❤️ kh en anden 31 årig der også gerne vil have børn. På et tidspunkt.
Tak for ordene. Jeg er nu 48, jeg har aldrig skulle have børn. Det har i perioder været voldsomt ensomt. Nære venner får børn og får mindre tid. De får kærester som selvfølgelig også skal have tid. Men jeg kan heldigvis glæde mig over at når mine gode venner får større børn, har de stort behov for at snakke om alt muligt andet end deres børn og nyder at bruge tid sammen med sådan en som mig, der snakker om alt muligt andet end deres familier (selvfølgelig taler vi også dem).
Kh Susan
Blev først gravid som 38 årig. Stort set alle veninderne på min egen alder og yngre havde børn.
Jeg har altid sat pris på min frihed og alt det man kan gøre når man er alene eller med kæresten.
Jeg har nydt årene med sønnen, og sat pris på alt det, det gav mig i livet. Der er gået mange lys op for mig, i forholdet til min mor, efter jeg selv blev mor. Det er en helt anden historie.
Nu er sønnen flyttet hjemmefra og jeg kan kun sige at når ens barn flytter hjemmefra efterlader det et tomrum, det tomrum skal fyldes ud med noget andet.
Hvis man glemmer at pleje tosomheden, når man bliver forældre, kan man risikere at tomrummet ikke er sådan lige til at fylde ud
Vi har været gode til at gøre ting sammen, bare os to, derfor kommer der også en vis frihed tilbage, når ens barn flytter ud.
Jeg ved ikke om du kan forstå, hvad jeg mener.
Der er så mange faser i livet, alle er de gode på hver deres måde. Jeg foretrækker ordet faser frem for kriser. Det store spørgsmål er bare hvornår man er klar til den næste. Jeg overvejer om jeg skal over i den fase, hvor man er gammel……..meeen er ikke helt klar endnu 😉 for hvornår er man gammel? Det er også en hel anden historie…
Ja det kan være irriterende/stressende/ensomt/føles som et pres at alle andre får børn, men nyd nuet og din kæreste og tiden I har sammen. En ting er helt sikkert, tiden sammen bliver næsten ikke eksisterende, når børnene kommer. Den kommer tilbage ja, men det tar en del år.
PS er vild med de emner du tar op.
Kære Nanna
Jeg har følt præcis som du, da jeg var sidst i tyverne. For mig kom det, pga. papbørn og andet, ikke til at passe med selv at få børn. Heldigvis har mine 2 hold papbørn udfyldt den plads, som egne børn ville have taget, på bedste vis. Ensomheden gik over med tiden og det vil den også gøre for dig, uanset om du får børn eller ej. Men hvis du gerne vil have børn, så vent ikke for længe.
Tak for dit mod til at tage et tabuemne op – og god vind til dig 😘.
Kender det vældig godt. Er selv 37 år gammel, mine søstre har børn og samtlige veninder og venner, bortset fra en enkelt veninde på samme alder som mig. Dog på trods af at jeg ikke selv har børn (endnu) så prøver jeg at være den bedste moster/tante etc for dem alle sammen. Jeg nyder at være sammen med dem og prøver at undgå at se det som et ‘nederlag at vi ikke har helt det samme som vi havde engang. Prøver derimod at nyde det nye vi nu har sammen, for det er jo bare et nyt kapitel vi har af vores søstre/veninde livs rejse. Derudover hvis jeg virkelig savner vores stunder sammen så sørger jeg for at vi har en veninde dag sammen uden børn, hvor vi kan ha nogle drinks, wellness etc. Sammen. For man skal bestemt også prioritere den slags stadigvæk 🙂 derudover selvom jeg er 37 – så føler jeg mig måde som barn, ung og voksen på en gang, og det er også helt cool 😎
Jeg kan nikke genkendende til alt det du skriver. Jeg er slut 20’erne og har endnu ikke børn, hvorimod de fleste af mine venner og veninder har, og de venner og veninder der så ikke har, går stadig meget op i at feste, hvilket jeg ikke går særlig meget op i mere. Så på den måde, kan jeg virkelig også godt føle mig ensom.
Dog har jeg også været skruk i rigtig mange år, men det har desværre bare ikke lykkedes mig at finde ham jeg vil have skabt familie med, endnu.