En kvartvejskrise – Når livet bliver kedeligere og de andre får børn

Jeg stod lige der. Midt på Enghave plads i en EM-kvartfinale. Midt imellem smukke mennesker som jublede, skålede med og krammede hinanden. Corona-restriktioner var for en gangs skyld en by i Rusland, og alle sang med på Re-Sepp-tens omkvæd:

“Vi er røde, vi er hvide. Vi står sammen. Side om side!”

Ikke er ord om at være sammen hver for sig. Ikke et ord om afstandskrav, forsamlingsforbud, strikkeopskrifter eller surdejsbrød. Det var fællesskab fremfor ensomhed. Det var festivalstemning. Det var eufori. Der var øl, der fløj gennem luften. En lugt af sved, hash, cigaretter og urin.

Og jeg følte mig lidt lykkelig.

Lykkelig, som jeg ikke kan huske at have været, siden jeg stod på en festival tilbage i 2018.

Vi stod lige dér.  Allesammen. Sammen.

Og med et gik det op for mig, at jeg i de sidste små to år har befundet mig i en eller anden form for mindre krise.

Ikke at jeg sådan har gået og tænkt, at jeg var midt i en krise, men kontrasten blev alligevel tydelig, da jeg mærkede lykkens eufori.

Sandheden er i bund og grund, at jeg har følt og fortsat føler mig lidt ensom.

Jeg vil gerne give Corona skylden for alt dårligt i verden. For ensomhed og dårlige hårdage. Jeg tror desværre bare ikke, at det er hele virkeligheden.

Jeg oplever lige for tiden, hvad jeg vil betegne som min egen mindre kvartvejskrise.

Øllene og drinksene er blevet skiftet ud med bleskift, vagtweekender og alt for hårde tømmermænd, når en (bryllups)fest så alligevel indtræffer.

Når jeg kigger på mit eget liv, ser jeg et menneske (mig), som arbejder (til tider alt for) meget på et job, jeg (ikke altid) kan lide. Jeg knokler igennem hverdagene og lader op i weekenden, så jeg kan knokle videre i hverdagene igen.

Jeg ser på mine venner og veninder, som har stiftet familie, nogle er blevet gift, og vi har næsten alle fået et fast “voksen-arbejde”. Vi slår os ned og trækker os tilbage til forholdets og/eller familiens trummerum. Når vi mødes, går det hele lidt op i emner såsom børn, det at have og lave børn, søvn, hvor man vil bo, renovering, arbejdsrelaterede problemer, økonomi og hvilken type ost vi bedst kan lide. Vi griner lidt patetisk over disse nye problematikker, og med himlende øjnene, en halvpint latter og historier fra vores hverdag skaber vi et fælles IRL-hashtag: voksenlivet.

Jeg kigger på det med en lille smule tristhed og føler mig som en forvokset teenager, der ikke helt vil være voksen og længes lidt efter dengang, vi drak os fulde til happy hour på Zefside og kyssede lidt til højre og venstre med fyrene i det Københavnske natteliv.

Øllene og drinksene er blevet skiftet ud med bleskift, vagtweekender og alt for hårde tømmermænd, når en (bryllups)fest så alligevel indtræffer.

Jeg føler mig fanget imellem at føle mig som en del af “de voksne”, samtidig med at længes efter at være en del af “de unge”.  Som i en halvdårlig Bølle Bob-sang: “vi er ikke rigtigt voksne, vi er ikke rigtigt børn” – og jeg kan ærlig talt ikke altid finde ud af, hvilken gruppe jeg tilhører eller vil tilhøre.

Jeg ved ikke, hvad man skal have opnået for at kunne betegne sig og/eller føle sig som ægte voksen. Ej heller, hvornår man føler ro i at være blevet det. Er det et fast arbejde? Bryllup? En villa? Volvo? Vovhund?

Læs også: Nanna Nørholm: En drøm om frihed

En ting er der dog efterhånden mange af mine veninder, der har – som helt klart har bidraget til et mere voksent skær hos dem: Børn.

Mange af mine veninder har fået børn – eller har børn på vej. Jeg synes, de alle har nogle skønne unger. Men jeg elsker ikke mine veninders børn. De er skønne, søde, sjove, og til tider lidt irriterende, skrigende og opmærksomhedskrævende. Jeg holder af at få lov at holde dem, når de er spædbørn, låne dem og lege, at de er mine (selvfølgelig med det forbehold, at jeg kan aflevere dem tilbage, når de har overskidt bleen eller bliver mere hysteriske, end jeg selv 2 dage før en menstruation). Jeg elsker at tage dem i hånden og lege med dem på legepladsen, når de bliver ældre, og jeg bliver varm om hjertet, når de kan finde ud af at sige mit navn.

Summa summarum. Jeg holder af dem, især fordi jeg holder af mine veninder. Men de er altså også skyld i tabet af en veninde. Måske ikke et reelt tab, men et tab af venskabet, som det nu engang var, og et tab af vores ungdom sammen. Og selvfølgelig skal det være sådan. Alligevel kan det være svært – set fra min egen egoistiske vinkel.

Det, jeg blot vil belyse, er den ensomhedsfølelse, man kan føle i netop dette selskab. Man forsøger at snakke med, lytte med, tale med. Men let’s face it: Børnesnak er altså mest interessant for folk med børn.

Tidligere synes jeg, det kunne være hårdt, når en veninde fortalte mig, at hun var gravid. Jeg kunne faktisk godt blive lidt jaloux på babyen, fordi han/hun nu skulle til at have alt opmærksomheden. Sidenhen har det mere været en misundelse på dét, mine gravide veninder og veninder med børn har haft med hinanden og med barnet. Det er noget, jeg ikke er en del af endnu.

Alle mine veninder snakker om, at de ikke vil snakke om børn, men deres hjerne er så sprængfyldt af oxytocin, at de slet ikke opdager, at det er det emne, de vender tilbage til indenfor 10-15 minutter max. Og skal jeg være helt fair, så forstår jeg dem godt. Det er jo også det, der optager deres liv 110 %. De har alle fået vendt op og ned på deres liv, på dag og nat og på, hvordan hverdagen er. Selvfølgelig fylder det i deres hoveder.

Det, jeg blot vil belyse, er den ensomhedsfølelse, man kan føle i netop dette selskab. Man forsøger at snakke med, lytte med, tale med. Men let’s face it: Børnesnak er altså mest interessant for folk med børn.

Jeg peger ikke fingre af nogen af mine veninder. I så fald ville det i øvrigt også være at pege fingre af nærmest alle mine veninder, idet de faktisk næsten allesammen enten har børn, er gravide eller forsøger at få børn… og allesammen gør det.

Jeg har derfor ud fra dette datasæt udledt, at jeg også selv kommer til det. Det er statistisk signifikant og vel nu en gang naturens gang: Når føllet kommer ud af hoppen, er hoppen også lige pludseligt mor og ved nøjagtig, hvad den skal gøre – også uden at have gået til fødselsforberedelse. Sådan tror jeg også, det er med mine veninder og deres baby-snak. Det er naturligt og ganske uundgåeligt.

Jeg vil derfor heller ikke love nogen fra min omgangskreds, at jeg ikke vil snakke om børn og babyer, når jeg en dag bliver mor. Jeg tror simpelthen bare ikke på, at det kan lade sig gøre. Jeg har hørt alle typer af gode sætninger og intentioner blive modbevist, i det sekund det lille orakel er presset ud.

Jeg vil gerne producere en baby selv. Selvfølgelig mest fordi jeg har lyst til at få en baby med Frederik. Men hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg også lyst til at blive en del af mine veninder igen. De har noget sammen, som jeg ikke kan deltage i. Og det er skidehamrende ensomt.

Det er, som første gang din bedste veninde bliver stormende forelsket i en fyr og slet ikke kan tænke på andet. Lige dér og for en stund har du også mistet hende. Men det er heldigvis kun kortvarigt.

I børne-tilfældet er det en forelskelse, som varer ved resten af livet, og alt, hvad man kan gøre fra sidelinjen, er i bund og grund at stå bi. Medgive at deres baby er skøn og dejlig. Spørge til sovemønstre, afføringskonsistens, tilbud i Baby Sam, pasningstilbud og mælkeproduktion.

… Og besvare spørgsmålet om, hvorvidt man selv gerne vil have børn, og hvordan det går med det.

Og her kommer noget, jeg har tænkt over. Er denne problematik et tveægget sværd, hvor det faktisk er ensomt for begge parter? Kan det også føles ensomt at være blevet mor og være sammen med veninder uden børn?

Læs også: Nanna Nørholm: Mon man er mere ensom i Udkantsdanmark, end man er inde midt i København

Er det blandt andet derfor folk med børn altid spørger, om man selv vil have børn? Fordi de ønsker, at man skal blive en del af deres fællesskab; et fællesskab af gyldne gennemsigtige tråde smedet imellem trætte forældre, søvnløse nætter, babygråd, de første skridt, bleskift og en kærlighed i en størrelsesorden, man som udenforstående slet ikke forstår.

 Kan det mon også være svært at stå med et barn, man elsker, og som fylder hele (eller det meste) af ens verden og en forholdsvis uforstående veninde (såsom undertegnede)?

Lad mig høre jer alle derude, er der nogen, der kan genkende mine tanker?

Enten fra den ene eller anden side?

P. s.  Slutteligt vil jeg sige to ting: Jeg håber, at vi vinder VM. Og at jeg en dag selv får en baby.