Nikoline Prehn
Om under to måneder er der valg til alle landets byråd og regionsråd, og jeg kan endelig indløse den stemmeret, jeg fik, da jeg fyldte atten år. For første gang kan jeg sætte kursen mod et valgsted, sætte mit første kryds og for første gang få indflydelse på det samfund, jeg ellers i mange år har været en del af. Men mine jævnaldrende og jeg var klar til at deltage i demokratiet for mange år siden – stop aldersdiskrimination, og lad 15-årige stemme til kommunalvalget!
Jeg var fjorten år, da jeg skrev min første kronik i en avis. I årevis har jeg fulgt med i det politiske spil, engageret mig og følt mig klar til at tage aktivt del. Ved de sidste mange valg har jeg fulgt med og været klar over, hvor mit kryds skulle sættes, hvis jeg havde muligheden. Alligevel er det først nu – det første valg siden min 18-års fødselsdag – at min stemme bliver noget værd.
På nuværende tidspunkt undertrykker og udelukker vi kompetente, interesserede unge medborgere fra at tage del i det samfund, de selv lever i alene på baggrund af alder. Demokrati er ikke bare en styreform, men en samfundskultur, som vi er nødt til at insistere på at videreudvikle, hvis ikke vi vil risikere, at den uddør. Vi skal stoppe med at fastholde en forstokket og stivsindet tilgang til vores folkestyre og i stedet se på mulighederne for forandring, forbedring og forstørrelse.
I Danmark ligger både den kriminelle og den seksuelle lavalder på femten år – det bør den demokratiske også.
Siden 1915 er valgretsalderen blevet sat ned hele fem gange. Langsomt, men sikkert, har alderen for, hvor gammel man skal være, når man første gang får lov at sætte kursen mod stemmeboksene, sætte sit kryds og tage del i samfundet, bevæget sig nedad. I 1915 skulle man være rundet hele tredive år, før man mente, at ens ansvarsbevidsthed og selvstændighed var veludviklet nok til, at man kunne få lov at blive hørt. Senest i 1978 besluttede man at nedsætte valgretsalderen fra tyve til atten år. Her toogfyrre år senere må det bestemt være på tide, at vi endnu engang udvider vores demokrati og giver valgretsalderen et hak ned.
Naturligvis er det svært at sætte én bestemt alder på, hvornår man er klar til at tage del i folkestyret. Selv har jeg følt mig klar længe, mens andre, som er ældre end mig – og måske endda for længst har fået stemmeret – endnu ikke føler sig beredte. Men vi må finde et sted at sætte grænsen.
I Danmark ligger både den kriminelle og den seksuelle lavalder på femten år – det bør den demokratiske også. Her, som 15-årig, kan man altså dyrke sex med alle dem, man vil, ligesom man kan dømmes efter den danske lovgivning og endda komme i fængsel. Det giver kun logisk mening, at man også kan få indflydelse på den lovgivning, man kan dømmes efter.
Desuden er man som femtenårig i gennemsnit næsten færdig med den obligatoriske grundskole, og det er ikke påkrævet, at man overhovedet uddanner sig videre herfra – og slet ikke indenfor et felt, hvor samfundsfag og undervisning i det politiske system indgår. Folkeskolen er grundstenen, som samtlige borgere får med i bagagen. Her undervises man i de to sidste år, 8. og 9. klasse, i samfundsfag og får basal indsigt i det samfund, man er en del af. Ifølge undervisningsministeriet er målene for folkeskolens samfundsfagsundervisning at blive undervist i alt fra demokrati, politik, magt og beslutningsprocesser over økonomi, arbejde, produktion og forbrug til sociale og kulturelle forhold, socialisering og kultur og identitet, ligesom at selve folkeskolens formålsparagraf siger, at man efter afsluttet folkeskole er forberedt til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.
Man kan også sige, at modenhed egentlig i sig selv ikke er afgørende – eksempelvis tager vi jo heller ikke valgretten fra gamle mennesker, som bliver senile.
Med andre ord bør man altså efter endt grundskole være parat til at gøre indflydelse, og det vil være oplagt, at man får ret til at deltage i demokratiet efter den eneste obligatoriske uddannelse, vi har i Danmark. Selvom nogle – heriblandt mig selv og mange, jeg kender – måske allerede har været parate til at stemme siden 12-13-års alderen, vil en grænse på 15 år være nærliggende og hensigtsmæssig.
Flere forskere har desuden påpeget, at der intet psykologisk eller udviklingsmæssigt problem er ved at sænke alderen fra 18 til 15 år. Et argument om, at 15-årige ikke er modne nok, vil derfor kunne afvises, ligesom man også kan sige, at modenhed egentlig i sig selv ikke er afgørende – eksempelvis tager vi jo heller ikke valgretten fra gamle mennesker, som bliver senile.
Ydermere er det tydeligt, at 15-årige i dag er langt mere oplyste, end 15-årige var det for bare ti år siden. Med internettet har de fleste fra barnsben fulgt med i, hvad der sker i verden og er således vænnet til at tage stilling. Desuden kan man se på, hvem der har magten i den offentlige debat – hvem var det eksempelvis, som gjorde klimaet til et hovedtema ved sidste folketingsvalg? Var det ikke netop ungdommen? Unge kan og vil altså sagtens søge indflydelse, men ekskluderes alligevel fra demokratiet.
Allerede tilbage i 2011 kom en valgretskommission med 28 tiltag for at styrke demokratiet i Danmark. Heriblandt var forslaget om at sænke alderen for stemmeret. For nylig præsenterede også en demokratikommission sin anbefaling til at sænke valgretsalderen til lokal- eller europaparlamentsvalg. Alligevel er der intet sket. Partier som Enhedslisten, SF, Alternativet og undertiden også Socialdemokratiet nævner ved lejlighed, at de går ind for at idéen, men det lader ikke til, at de har i sinde at tage videre initiativ til handling. Det lader til, at ændringen i valgretsalderen er noget, politikerne taler om, når det er populært, men som ingen for alvor tør råbe højt om. Desuden er de blå partier hurtige til at afvise, hver eneste gang forslaget nævnes. Ofte hører man DF’ere sige, at det kræver “livserfaring” at tage del i demokratiet, mens mere liberale ofte begrunder afslaget med, at der skal være sammenhæng mellem myndighed og valgret.
Hvis man vænnes til at stemme fra en tidlig alder, vil det blive en vane at søge medbestemmelse, og mange vil givetvis fortsætte med at gå til stemmeboksene, hver gang der er valg.
Men argumentet om livserfaring holder ikke – livserfaring hænger nemlig ikke ubetinget sammen med alder. Mange 16-årige har allerede oplevet langt mere, end de fleste på 36. Ligeledes er der heller ikke ubetinget sammenhæng mellem valgretsalderen og myndighedsalderen. Juridisk er der ingen forbindelse mellem de to, og man vil problemfrit kunne sænke valgretsalderen uden at røre ved alderen for, hvornår man får fuld myndighed.
Nogle begrunder blå bloks’ stædige modstand med, at “ungdommen er rød”, men heller ikke dette er sandt. Til de sidste såkaldte “skolevalg”, hvor folkeskoleelever landet over får mulighed for at sætte deres kryds (uden at dette giver dem nogen form for indflydelse), har blå blok for alvor taget føringen. Desuden ville det, hvis det var tilfældet, at unge stemte mere radikalt end andre aldersgrupper, ikke være et værdigt argument – det ville i så fald være det samme som at sige, at dét, at eksempelvis mange ældre stemmer Dansk Folkeparti, ikke er retfærdigt.
Desuden har en lang række af forskere i flæng påpeget, at en nedsætning af valgretsalderen vil få unge til at deltage mere i demokratiet fremover, og at man kan hæve andelen af unge, som stemmer, hvis man nedsætter valgretsalderen. Mange 15-, 16- og 17-årige vil følges med forældre, søskende eller klassekammerater til valgstederne, og man vil derfor have mulighed for at gøre dét at tage del i demokratiet til en vane, som for mange formentlig vil have tendens til at hænge ved resten af livet. Det vil altså være en vedvarende investering i demokratiet at nedsætte stemmeretsalderen nu.
Ved Folketingsvalget i 2019 afgav 84,5 % sin stemme, og dermed har vi altså stadig 15,5 % af danskerne, som ikke sætter deres kryds og dermed ikke får indflydelse på, hvordan det samfund, de selv er en del af, skal udforme sig. Det bør vi kunne gøre bedre. Hvis man vænnes til at stemme fra en tidlig alder, vil det blive en vane at søge medbestemmelse, og mange vil givetvis fortsætte med at gå til stemmeboksene, hver gang der er valg. En lavere valgretsalder kan altså hæve stemmeprocenten – ikke bare blandt unge, men på sigt for hele befolkningen.
Befolkningstilvæksten i Danmark ændrer sig, og i fremtiden vil vi se en demografisk skævvridning i aldersgrupper. Hvis ikke vi giver flere unge ret til at stemme, kan vi altså risikere, at ungdommen kommer til at fylde så lidt proportionelt set i vores demokrati, at unges synspunkter vil drukne i den enorme ældrebyrde. Andre europæiske lande har allerede taget konsekvensen og nedsat deres valgretsalder. I Østrig er det eksempelvis 15, man skal være for at stemme.
Vi kan og skal gøre det samme i Danmark. Vi kan ikke fortsætte med at afskære kompetente, interesserede medborgere i at tage del i det samfund, de selv lever i. Lad os stoppe aldersdiskriminationen og i stedet have tillid til ungdommen. Lad de 15-årige stemme til kommunal- og regionalvalgene nu, og styrk demokratiet!
