Peter Andreas Jørgensen
Prøv at tænke tilbage på den sidste store politiske skandale, du kan huske. Kan du huske, hvad der egentlig skete? Hvad nogen faktisk havde gjort forkert? Eller måske bare sagt i et opslag på de sociale medier? Hvis du har lidt svært ved at finde hoved og hale i fakta i de forskellige skandaler, er det ikke din skyld. Medierne arbejder nemlig helt bevidst på at få dig til at beskæftige dig mere med, hvem der har gjort noget, og hvorfor de har gjort det, end hvad de faktisk har gjort.
Tag f.eks. den helt aktuelle sag om de slettede sms’er på et par ministres og en lille håndfuld embedsmænds mobiltelefoner. Hele sagen kan faktisk opremses på mindre end 10 sekunder:
FORSTÅ SAGEN PÅ 10 SEKUNDER:
Mink-kommissionen har bedt om at se alle de sms’er, der blev sendt mellem politikere og embedsmænd, dengang det blev besluttet, at alle mink i Danmark skulle slagtes. Kommissionen har fået næsten alle de sms’er, de har bedt om, på nær dem, der lå på bl.a. statsministerens mobiltelefon. Den var nemlig indstillet til at slette sms’er automatisk efter en måned.
Det er sådan set det og ikke så meget mere, vi faktisk ved på nuværende tidspunkt. Heldigvis har politikerne i Folketinget besluttet at nedsætte kommissionen netop for at finde ud af, hvem der gjorde hvad og hvorfor i hele forløbet. Så vi skal såmænd nok komme til bunds i sagen, og hvis nogen har gjort noget ulovligt, har vi et kæmpe og meget dygtigt system af efterforskere, anklagere, forsvarere og dommere, der kan afgøre skyld og straf, så retfærdigheden kan ske fyldest. Også hvis nogen bevidst har slettet sms’er for at skjule, at de har gjort noget ulovligt. Retssystemet kalder vi det til daglig.
Når nu der faktisk ikke er mere i den sag, hvorfor har den så kunne fylde så enormt meget i snart tre uger, med store forsidehistorier og ekstra nyhedsudsendelser, interviews med eksperter i både det ene og det andet, udtalelser fra politikere og dem, der engang har været politikere, analytikere, meningsdannere og influenter?
Pressen er din tro væbner, når du kæmper for frihed og sandhed og tryghed og politikere, du kan stole på! ”Se med i morgen, når vi kæmper videre for dig – LIVE fra Christiansborg/pressemødet/foran politikerens hoveddør!”
Det er, fordi din opmærksomhed er ekstremt mange penge værd for dem, der forstår at omsætte den til klingende mønt. Og det gør pressen. Den har bare meget svært ved at indrømme det – i hvert fald, hvis der er nogen, der lytter.
Egentlig er det mærkværdigt, at det stadig kaldes ’journalistik’, for den betegnelse kommer af ordet ’journal’, der betyder ’optegnelse over, hvad der er sket’. Så en rigtig journalistisk dækning af hændelsen burde se sådan ud:
”Mink-kommissionen har bedt alle involverede i forløbet om aflivningen af mink i Danmark udlevere deres sms’er. Den har fået de fleste, men to ministres og tre embedsfolks mobiltelefoner var indstillet til at slette automatisk efter en måned, så nu arbejder man på at rekonstruere dem. Samtidig undersøger kommissionen, om sletningen har været et bevidst forsøg på at skjule noget.”
Færdig, bum. Det er optegnelsen over, hvad der er sket i den sag indtil videre.
Men det ville jo kun kræve din opmærksomhed i 5 sekunder at læse den journal eller at høre en nyhedsvært læse den op. Og det går bare ikke, når man lever af at malke din opmærksomhed for penge. Derfor laver pressen ikke journaler. De laver historier – laaaaaange historier, der kan kidnappe din opmærksomhed i ugevis. Og de historier handler altid om helte og skurke. Altid. Ellers var det nemlig ikke historier.
Alle historier, eller ’dramaer’, som det hedder på fagsprog, er bygget op på den samme måde. Det var den gamle græker Aristoteles, der første gang systematisk registrerede den måde, vi mennesker helt naturligt fortæller historier på, så nogen gider at lytte til dem og fortælle dem videre. ’Fortællekraft’ kaldte han det. Han opdagede, at alle de historier, som bliver ved med at være spændende at følge med i, har i hvert fald tre ting til fælles: En hovedperson, et motiv og en modstander. Historien skabes af, at hovedpersonen har et motiv – noget, hen meget gerne vil opnå, og som modstanderen hele tiden prøver at forhindre. Eller som min lærer ved Portland State University, prof. Charles Deemer, blev ved med at sige til os:
“A story without somebody wanting something badly and having difficulties getting it, is not a story!”
Tænk på et hvilket som helst teaterstykke, en hvilken som helst film eller serie, du har set. Min påstand er, at samtlige af disse er bygget op på den måde (medmindre du kun ser syrede avantgardefilm eller kinesiske teaterstykker fra det 14. århundrede). Romeo og Julie elsker hinanden og vil giftes, men deres familier bliver ved med at prøve at forhindre det. Rebellerne i Star Wars vil gerne leve i frihed, fred og kærlighed, men The Emperor bliver ved med at skabe diktatur, krig og had. Katniss fra The Hunger Games vil bare gerne leve, men Systemet bliver ved med at tvinge hende ind i situationer, hvor hun skal kæmpe for sit liv.
Forestil dig så en historie, hvor DU er hovedperson. Hvor nogen hele tiden prøver at forhindre dig i at opnå det, du gerne vil. Så har du grundopskriften på, hvordan pressen dækker politik. For en historie, hvor du er hovedperson, vil helt sikkert fange din opmærksomhed.
Lad os vende tilbage til dramaet om Mette Frederiksens slettede sms’er:
Du lever i Danmark. Du vil gerne have politikere, som arbejder for, at du kan få opfyldt dine drømme om uddannelse, arbejde, sundhed, kærlighed og tryghed. Altså politikere, der gør noget godt for DIG. Men så viser det sig, at politikere bare er pengegriske, magtsyge skiderikker, der konstant står på spring for at udnytte din demokratiske stemme til at berige sig selv og opnå skjulte, politiske mål. Bare fordi det er sådan, de er! Så har vi skabt en historie, du er nødt til at følge med i.
Men som i alle gode historier er der heldigvis en fjerde ingrediens, der skal sørge for, at historien ender lykkeligt, og at hovedpersonen – du – opnår sit mål: Hjælperen! Romeo har sin Mercutio, Rebellerne fra Star Wars har The Force, Katniss har sin Peeta. Og du har – Pressen!
Pressen er din modige ven, der graver alt snasket og magtmisbruget frem fra gemmerne og udstiller de væmmelige politikere. Pressen kæmper til sidste bloddråbe på pressemøder, klasker de væmmelige magtfyrster op ad væggen og lader de kritiske spørgsmål hegle ned over dem, indtil de giver op og overgiver sig og går af. Pressen er din tro væbner, når du kæmper for frihed og sandhed og tryghed og politikere, du kan stole på! ”Se med i morgen, når vi kæmper videre for dig – LIVE fra Christiansborg/pressemødet/foran politikerens hoveddør!”
Katniss har sin Peeta. Og du har – Pressen!
Du har sikkert allerede regnet ud, at der er tale om det, de fleste af os har hørt omtalt i dansktimerne som ’Berettermodellen’.
Men enhver journalist eller redaktør vil til enhver tid benægte, at det er sådan, det foregår. For det ville jo dels være at indrømme, at de faktisk også bare er pengegriske og magtsyge, og dels betaler vi alle sammen hvert år knap 4 milliarder kroner i støtte til medierne, ikke for at blive hovedpersoner i deres historier, men for at blive oplyst sagligt og sandt om, hvad der sker. Det er mange penge for pressen. Faktisk så mange, at de fleste danske mediehuse overhovedet ikke ville have et overskud, hvis ikke de fik mediestøtte.
Og det er penge, som pressefolk synes, de har ret til. Ligesom de også synes, at de har ret til at skide højt og flot på, hvad du har lyst til at vide noget om. Du er bare en råvare, som de kan omsætte til klik og mediestøtte. Tag f.eks. mandagens pressemøde om den stigende Covid19-smitte og genindførelsen af coronapasset. Troede du virkelig, at du havde ret til at få svar på dine spørgsmål om, hvordan det kommer til at påvirke din hverdag og dine fester? Så kan du godt tro om igen, for der gik ikke mere end 11 minutter, fra statsministeren åbnede for spørgsmål om coronasituationen, før hun blev tvunget til at skifte emne og svare på, om hun havde nogen kommentarer til noget, en eller anden havde sagt i sidste uge om sms’er på sin egen mobiltelefon, eller om en medarbejder, hun havde for halvandet år siden, også havde indstillet sin mobiltelefon til at slette sms’er efter en måned.
Heldigvis for os kan pressen alligevel ikke nære sig for at fortælle om deres tricks, når de tror, at vi ikke kan høre eller se det. F.eks. i journalisternes fagblad, Journalisten, som er en veritabel skatkiste for den, der har lyst til at kigge redaktørerne lidt i kortene. I en artikel fra d. 12. marts 2021 fortæller Christoffer Hviskum Ebbesen, der har lavet ungdomsprogrammer på DR i mange år, og Lene Heiselberg, der bl.a. forsker i, hvordan nyhedsjournalistik påvirker modtagernes hjerner, detaljeret om, hvordan journalister og redaktører bruger dramaturgien: ”Flow-fjernsyn kan stort set defineres ud fra én dramaturgisk skabelon, nemlig ’berettermodellen’. Alle journalister kan tegne [den] med lukkede øjne. (…) Og alle bruger – mere eller mindre bevidst – modellen som dramaturgisk oplæg for deres tv-fortællinger i 2021.”
Artiklen går endda videre end det. Den handler nemlig om, at, til alle journalisters store skræk, er vi – og specielt de unge – blevet mere kræsne, meget sværere at fange og fastholde opmærksomheden fra, så derfor er berettermodellen ved at miste sin effektivitet. Den store skurk i deres øjne er streaming. For når så mange af os selv vælger, hvad vi vil se, i stedet for at lade en tv-station vælge for os, så skal vi og vores opmærksomhed fanges lige med det samme. Der er ikke tid til at starte med at kridte banen op og lave et anslag for dramaet – fortælle baggrunden for historien.
Det er et meget stort problem, for det er gået fuldstændig over gevind, og det skaber et land, der er præget af lige præcis det modsatte af, hvad vi borgere ønsker – frihed, fred og tryghed.
Betyder det så, at de to forfattere foreslår, at man måske søger tilbage til det, der egentlig var meningen med journalistikken – at journalisere – og bare fortælle, hvad der faktisk er sket? Nej. Tværtimod. Svaret er: Endnu mere konflikt! Både i starten og slutningen af et ’afsnit’ – altså et pressemøde eller en livesending fra Statsministeriet. Fordi, som de skriver: ”Som mennesker er vi nemlig udstyret med et ’Reticular Activating System’ (RAS). En menneskehjerne bliver hurtigt overstimuleret. For at undgå dét har den udviklet RAS, et system til at frafiltrere unødvendig information. Det er altså den dørmand, dit tv-hold skal snige sig forbi. (…) Der er flere metoder til at undgå frafilterering af RAS. En af dem er at servere indhold, som vækker følelser. Det skaber ’arousel’ (ophidselse, red.) i hjernen, og høj ’arousel’ er en rød løber og VIP-indgang for lige netop dit tv-indhold. Der er også den fordel, at højere ’arousel’ ikke bare øger seerens opmærksomhed, men også hukommelse og ’liking’, hvilket kan hjælpe programmets fastholdelse.”
Heldigvis er der håb – og det håb er dig. Ja, lige præcis DIG. Hvis du bliver bedre til at gennemskue, hvordan pressen manipulerer med din hjerne under dække af at ville dig det bedste
Men er det nu så stort et problem? Herregud, vi ved jo godt, at pressen pynter lidt på tingene hist og her og altid har gjort det. Min påstand er: Ja! Det er et meget stort problem, for det er gået fuldstændig over gevind, og det skaber et land, der er præget af lige præcis det modsatte af, hvad vi borgere ønsker – frihed, fred og tryghed. Simpelthen fordi den slags journalistik kun interesserer sig for konflikter, ikke løsninger. Hvis du er politiker eller gerne vil være det, så ignorerer pressen dig fuldstændig, hvis ikke du er rasende eller krigerisk. Det er derfor, vi har fået den slags – og næsten kun den slags – politikere de sidste 20-25 år. Og hvis du tror, jeg overdriver problemet, så tænk på, hvad der skete i Washington d. 6. januar i år. En præsident opfordrede en kæmpe folkemængde til at angribe deres politiske modstandere i det amerikanske parlament med vold – det blev sendt direkte på næsten alle landets tv-stationer. Og da det så skete – da de stormede Kongressen, og adskillige blev dræbt, og de folkevalgte politikere måtte flygte – blev det såmænd også sendt live. Og igen og igen og igen og igen i de følgende dage og uger. For det var jo sådan et godt drama …
Heldigvis er der håb – og det håb er dig. Ja, lige præcis DIG. Hvis du bliver bedre til at gennemskue, hvordan pressen manipulerer med din hjerne under dække af at ville dig det bedste – og lader være med at hoppe på limpinden og klikke på konflikthistorierne og sidde i timevis og følge endeløse pressemøder, hvor ingen alligevel bliver klogere, så kan alt dette uvæsen forsvinde op i den blå luft. Og så kan vi få nogle politikere at vælge imellem, der arbejder for løsninger i stedet for at forstørre problemerne.
Det bliver svært, det ved jeg godt. Men heldigvis har du mig – din hjælper i den store fortælling om dengang, du besluttede dig for at kæmpe for din ret til sandheden. Jeg vil skrive her jævnligt og gøre dig endnu stærkere i den kamp, der står foran dig. Næste gang handler det om, hvordan medierne kan få en historie, der kan læses på 5 sekunder, til at vare i tre uger. Det handler om at skære en meget lille pølse ud i meget tynde skiver.
Du tabte mig, da du reducerede journalistik til ’optegnelse over, hvad der er sket’. Så får magthaverne da for alvor fri leg.
Kritisk journalistik handler da netop om at grave ud, hvad der er sket. Men absolut ikke om at opfinde ting, der ikke er sket.