Sebastian Kirkgaard Nielsen
Det her indlæg bliver måske det mest sprængfarlige af slagsen, jeg har skrevet til dato. Det handler nemlig om, hvorvidt man kan blive for woke, når vi snakker dansk humor og satire.
Som både hvid og heteroseksuel mand er jeg udmærket klar over, at jeg ikke ligefrem er i top tre over de mest elskede typer af debattører og bidragsydere i en sådan debat. I det mindste er jeg ikke midaldrende endnu, så jeg har en 20-30 år endnu, før jeg er helt ude.
Men som netop debattør og skribent har jeg meget svært ved at holde mig udenfor debatter af enhver slags. Det er på ingen måde, fordi jeg har ondt af den hvide, heteroseksuelle mand, jeg er bare meget bevidst om, hvordan det lyder, når der kommer et indlæg, der tager udgangspunkt i krænkelser af transkønnede kvinder, og som er skrevet af “sådan en som mig”. For man ved jo godt, hvad der alt for tit sker, når en HTM, som jeg kalder det fremover, blander sig i debatten.
Så nu vil jeg, meget bevidst om min HTM-status, forsøge sagligt at adressere de problematikker, jeg mener, der til tider opstår i debatten om krænkelser – med fokus på dansk humor og satire.
Sebastian Kirkgaard Nielsen
Det bliver hurtigt taget alt for langt den anden vej, bliver usagligt og trælst at læse eller lytte til. Så nu vil jeg, meget bevidst om min HTM-status, forsøge sagligt at adressere de problematikker, jeg mener, der til tider opstår i debatten om krænkelser – med fokus på dansk humor og satire:
Den 26. april 2022 videredelte Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen et klip fra P1´s “Klog på Sprog”. Her kritiserede skuespiller og satiriker Nina Rask, hvis virke jeg generelt helt klart er fan af, sangen “Blind date” af Drengene fra Angora.
Kritikken gik på, at sangen “taler ind i en nedsættende diskurs om transkvinder og er skadelig for vores virkelighedsopfattelse”. Det er selvfølgelig fair nok. Folk må synes, hvad de synes vil.
Blind debat på halvt grundlag
Jeg blev bare mystificeret, da sangen, som jeg huskede den, ikke handler om transkvinder. Efter at have set klippet blev jeg mægtig meget i tvivl, og jeg skyndte mig ind i Apple Music og give den en lytter. Der er godt et minut tilbage i sangen, da c-stykket slås an. C-stykket har følgende tekst:
“Pluds’lig så sagd’ hun, “jeg er jo hermafrodit”. Jeg har også en kusse, lig’ der bag ved min pik”
Det er ikke ligefrem et lyrisk vidunder, men det fortæller lytteren, at “hun”, altså hende med pikken, faktisk er en hermafrodit, og dermed at sangen altså egentlig ikke omhandler transkønnede kvinder. Om det så skulle være ok at gøre grin med hermafroditter er en lidt anden diskussion, som jeg omtaler senere i indlægget. Det, der for mig sætter tanker i gang her, er faren ved at sætte debatter i gang på, i det her tilfælde, halve grundlag. Nina Rask siger blandt andet, at:
“Den her sang opstiller en forestilling om, at transkvinder forsøger at snyde mænd til at gå i seng med dem. Og så trækker de pikken frem, og så voldtager de dem bare.”
Det er jo et forholdsvist voldsomt citat om en sang, der for det første ikke handler om transkvinder. For det andet ender sangen faktisk hverken i videoen eller tekstmæssigt med, at hermafroditten og fortælleren har samleje. Konklusionen på sangen er faktisk ikke rigtig eksisterende, da det sidste minut bare er nogle meget forvirrede og dybfølte linjer om, at begge kønsorganer er der på samme tid, og at fortælleren ikke rigtigt ved, hvordan han skal forholde sig til det. Det sidste fortælleren synger er da også:
“Det gør mig, det gør mig, det gør mig forvirret”!
Man kan sige meget om den sang. At den er plat, åndssvag, u-sjov osv., men jeg tror personligt ikke, at mændene bag Drengene fra Angora har lavet den for at træde på nogen som helst. Generelt har jeg altid forstået deres satire og sange som om, at de gør grin med en masse ignorante mennesker ved at udstille deres ignorante holdninger i, efter min mening, meget gennemskærende ironiske sange, musikvideoer og sketches. Jeg har altid forstået “Blind Date” som en sang, der laver grin med en fyr, der er så fanget i de “traditionelle” kønsopfattelser, at hans hjerne er ved at bryde sammen, da han møder en, der hverken er ciskønnet mand eller kvinde. Ligesom jeg ville tolke sangen “Gummi – Nej Tak” som en parodi på mænd, der er så egoistiske, at de nægter at bruge kondom og i stedet forsøger at tvinge alle mulige ting ned over deres kvindelige sexpartnere. “Rejsesangen” er, igen efter min mening, heller ikke et forsøg på at udstille afrikanere, kinesere og grønlændere. Derimod ville jeg sige, er det et forsøg på at udstille det hykleriske i mange danskere, der efter deres egen opfattelse forsøger at være favnende over for andre folkeslag, mens de i virkeligheden har en række dybt racistiske og fordomsfulde ideer om alle, der ikke er hvide danskere som dem selv.
Behandl hinanden ordentligt
Det er selvfølgelig bare mine fortolkninger, men min anke i hele den her sag med Nina Rask og “Blind Date” er, at man starter en debat uden først at have sat sig helt ind i tingene. I det halvandet minut, det delte klip varer, bliver der sagt en hel masse forholdsvist harske ting om, hvor meget sangen, som ikke handler om transkønnede, bidrager til negative diskurser mod transkønnede. P1´s opslag har 1600+ kommentarer, og langt størstedelen af dem er enten ekstremt nedladende og/eller aggressive. Der går cirka 4,5 sekund, før kommentarfeltet eksploderer i en opstillet sproglig kamp mellem “boomers” og de woke “gen Z”, hvor der bare graves en dybere og dybere kløft mellem de to respektive grupper i en fuldstændig vanvittig os-og-dem diskurs. Tonen i debatten er ikke eksisterende, og det virker hurtigt som om, at der kommer had for hadets skyld.
Nina Rask har faktisk selv medvirket i en sketch på P3 Satire, der meget godt illustrerer, hvad der foregår i hele generationskampen. Sketchen handler om den dramapædagogiske duo CLASH, der forsøger at bygge bro mellem Gen Z og Boomerne, men dog uden den større succes. Det bliver hurtigt fordommene, der kommer frem, og de to instruktører bliver egentlig bare mere og mere uvenner gennem deres forsøg på at blive det modsatte.
Det, jeg gerne så ske, er, at man fremover kan holde en nogenlunde ordentlig tone i debatten. At vi egentlig bare behandlede hinanden ordentligt. For selvfølgelig er der nogle spader, der render rundt og krænker alle mulige pga. nogle dybt problematiske tankemønstre. Og dem skal vi slå ned på. Men vi skal også passe på at starte diskussioner på manglende grundlag. For det betyder reelt, at man fjerner fokus fra ting, der virkelig bidrager til en masse negative diskurser, og der giver alle de bøver, der sidder hjemme foran deres computer og venter på at brække sig hadefuldt ned i deres tastatur, en undskyldning for atter en gang at brillere i idioti. Og det er jo mildest talt trælst. Så: Behandl nu bare hinanden ordentligt og pas på med at tvinge motiver ned over hovederne på folk.
Læs flere af Sebastians indlæg på Kiosk her.
