skovhegner
…Når det slet ikke er til diskussion?
Jeg er en generation Millenial mor og kvinde på 31 år (født 1991) med to børn i alderen 3 og 5 år, gift med min ungdomskærlighed, bor i København og har en professionsbachelor. Jeg har gennem mit ellers korte moderskab stiftet bekendtskab med flere forskellige konstellationer i mit hverdagsliv: to fuldtidsarbejdende forældre og fuldtidsinstitution for min ældste, hjemmeliv med begge børn med en forældre som arbejdede på et minimum og på nuværende tidspunkt to børn i “supplerende” børnehave, hvor begge forældre arbejder henholdsvis 1 og 2 døgnvagter om ugen.
Hele tiden på en rejse mod et liv med tid, frihed og meningsfuldhed for den enkelte og hele familien. Egentlig er det jo alt det, som Ditte Giese giver udtryk for i sine klummer: ”Hvorfor tuder generation Millenial mere end deres børn?” og ”På mors dag blev jeg kaldt både gammel og verdensfjern”. Vi skal bare tørre vores øjne, tage ansvar og gøre noget ved vores selvvalgte hamsterhjul, bestille en taxa til at hente vores børn og booke en rengøringskone. Swupti, så er alle dine bekymringer forsvundet. Nej, vel?
Spørgsmålet i sig selv er jo godt og grundigt debatteret – er forældreskabet hårdere, sværere, mere udfordrende for generation Millenial end for de ældre generationer. Spørgsmålet er stillet med en, efter min mening, ret grov retorik af debattør Ditte Giese og har sidenhen været til heftig debat med gensvar af Feminas redaktør, Alt For Damernes podcast “Søster skål” og af flere profiler på de sociale medier. Senest har forsker Anne Skare givet sit besyv med i debatten i artiklen ”Er det sværere at være forældre i dag? Ja, er det korte svar”. Jeg vil dog hermed også gerne udvide perspektivet som en ægte tude-Millenial-mor.
Jeg vil på utraditionel vis starte med min konklusion på debatten: Vi kan og skal ikke debattere andres oplevelser og følelser, for det er slet ikke til debat. Vi kan i stedet gøre os nysgerrige og undrende overfor, hvorfor vi oplever forældreskabet forskelligt, og hvordan og med hvem vi deler de følelser og oplevelser. Vi kan debattere nuancerne i forældreskabet og lytte nysgerrigt til hinanden, frem for at kaste med grov retorik.
Lad os derimod debattere spørgsmålet ud fra forventningerne til os selv, familielivet og forældreskabet. Lad os debattere spørgsmålet: ”Hvorfor tuder forældre i generation Millenial mere end deres børn ”ud fra retten til at føle, hvad man vil, og dele den, som man vil. Egentlig er der vel ikke så meget at debattere, når det handler om følelser, for de kan aldrig blive forkerte. Det du føler, føler du. Hvordan, du gør med dine følelser, kan man til en vis grad debattere. Fx når du føler vrede, hvordan håndterer du det? Eller når du følerdig magtesløs, hvad gør du så?,
Generation Millenial – Generation SoMe
Egentlig, synes jeg, det er uinteressant at dele generationer op, for hvad skal vi med kassen? Det er efter min mening et generelt samfundsproblem, at vi konstant og hele tiden forsøger at putte hinanden i kasser. Men skal vi kategorisere på den made, så er nutidens generationer mere på sociale medier, og tendensen på sociale medier er uden tvivl det autentiske fremfor det æstetiske.
Jeg er selv en af de mødre, som deler ud af det sårbare forældreskab via min instagramprofil @skovhegner. Jeg startede sågar min profil for at dele ud af min rejse med moderskabet med en fødselsdepression, fordi jeg mærkede skammen og ensomheden. Jeg havde ingen i min omgangskreds, som havde oplevet det mentale moderskab, som jeg mærkede det, og ensomheden åd mig op, derfor valgte jeg at bruge sociale medier for at skabe mig et digitalt fællesskab. En slags online dagbog med heppekor om du vil.
Det er her, jeg synes, det kunne være interessant at sætte debatten ind – for vi kan IKKE debattere følelser. Det vil altid være vores egne, og de forskellige generationer har alle haft følelser af både den “nemme” og “hårde” slags. Men lad os derimod debattere de etiske og moralske grunde til at dele eller ikke dele sit sårbare liv på sociale medier – og lad os debattere børneperspektivet heri. Hvad betyder det for forældrene at læse og høre andres oplevelser af forældreskabet? Hvad bør vi overveje, inden vi fortæller om den svære konflikt med barnet på 5 år? Hvilken retorik anvender vi i delingerne om det hårde forældreskab? Husker vi at anvende jeg fremfor man? Har vi børnenes perspektiv for øje?
Det er derfor et interessant og relevant spørgsmål:
Hvorfor har generation Millenial behov for at dele deres følelser og oplevelser af forældreskabet vidt og bredt?
RETORIK perspektivet
Jeg tænker en debat sagtens kan kradse, provokere og sætte gang i refleksionerne, uden at debattøren skulle gøre sig til dommer over, hvordan andre bør eller skal have det og udtale sig. Retorik er jo den grundlæggende faktor i en debat, og vi har valget om, hvor lavt vi vil sætte barren med vores kommunikation, når vi forsøger at sætte et emne til debat. Jeg oplever ikke Ditte Gieses klumme som et debatindlæg, men tværtimod som en klumme skrevet af en kvinde, som har besluttet sig for, hvad hun mener, og dernæst ikke er interesseret i den modsatte parts oplevelser, tanker og meninger. Det gør hun også tydeligt på sin instagram med et opslag hvor teksten lyder: “I skal endelig diskutere løs, men jeg gider ikke hører om jeres kedelige hverdag. Tak”.
Jeg synes, det er sørgeligt, at hun ikke vil deltage i en debat, som hun selv har sat i søen med en aldeles grov retorik. For eksempel skriver Ditte Giese I sit modsvar til Feminas redaktør: “Min klumme handlede om, hvorfor der er så mange forældre med små børn, der ustandseligt klager over deres elendige voksenliv”
Begreber som “elendige voksenliv” og “tude” er begreber, som Ditte putter i munden på generation Millenial. Det er langt fra de begreber, jeg selv anvender, om mit voksenliv og forældreskab.
Jeg oplever tværtimod, at det er Dittes oplevelse af forældrene. Hun anskuer verdenen med egne øjne og tager vurdering af andres levede liv ud fra sit eget verdensbillede – og det siger altså mere om Ditte end hele generation Millenial.
Grundlæggende er “tude” jo ikke et skældsord, men gennem tiderne er ordet anvendt nedladende om det at være sårbar og græde. “Stop nu det tuderi. Tag en tudekiks. Lad være med at være en tudemarie”. Hvor ville det klæde Ditte og debatten at have en retorik, som imødekom det enkeltes menneske oplevelse (altså empati) fremfor at vurdere med så snævre briller. Retorik er nøgleordet, hvis du spørger mig – en respektfuld og ligeværdig retorik.
SKAM-TABU perspektivet
Når “eksperter” udtaler sig om, at fx forældreskabet ikke er hårdt, og de mener, at man kunne have skruet lidt mere realistisk på sine forventninger, så øger det sandsynligheden for, at forældre føler sig forkerte med deres tanker og følelser. Vi kan IKKE sammenligne det levede liv og opsætte kriterier for, hvad vi må, kan og bør føle. SLUT!
Skammen og tabuet opstår, når vi ikke italesætter emner, fordi det kulturelt og samfundsmæssigt er ilde set. Når vi ikke italesætter, hvad der kan opleves hårdt i forældreskabet, når vi ikke italesætter, at vi også bliver vrede og urimelige overfor vores børn. Når vi ikkeitalesætter bagsiden af medaljen – så opstår tabuet og skammen, og det kan blive en følgesvend, som egentlig gør det hele endnu hårdere.
Faktisk ligesom i opdragelsesperspektivet, at hvis vi ikke imødekommer barnets oplevelse og følelser, så vil barnet pege fingeren indad. Så er det barnet, der er noget galt med, når voksne ikke tager ansvar for egne følelser. Så når vi voksne debatterer mednedladende retorik, vil der uden tvivl sidde nogen derude medfølelsen af, at det er dem, den er galt med, og skammen vil vokse sig større indeni. For hvorfor kan jeg ikke klare forældreskabet? Hvorfor er det sværere for mig end andre? Jeg duer heller ikke til det. Jeg er jo også bare en dårlig forælder – og hvornår har det gjort nogen gladere og forældreskabet nemmere?
Jeg tror på, at vi er en generation, der gør op med glansbilledet og sætter skam og tabu på dagsordenen, fordi der er brug for, at vi kan tale om det svære og upolerede. På den måde kan vi mindske den store hammer mod os selv og i stedet finde de milde øjne frem i visheden om, at vi ikke er alene om alt, som kan synes svært og hårdt.
TRAUME perspektivet
Ligesom forsker Anne Skare mener jeg også, at traume perspektivet er relevant, og vil byde ind med et supplerende perspektiv.
Teorien bag traumer fortæller os, at det ikke er selve begivenheden, der udgør traumet. Det er det enkelte menneskes oplevelse af begivenheden, som afgør, om det er et traume eller ej. To personer kan altså opleve det samme, hvoraf det måske kun vil sætte sig som et traume hos den ene.
Hvis vi så skifter traume ud med forældreskab, så vil det samme gøre sig gældende. At blive forældre er i sin enkelthed den samme begivenhed, men der vil være forskel på oplevelsen for både mand og kvinde, den gravide, den fødende (vaginalt og ved kejsersnit), den med efterfødselsreaktion, den med dysfunktionelle forældre osv. Det er forskellige voksne og forskellige babyer.
Derfor kan man ikke sammenligne forældreskabet, som du sammenligner to liter mælk i Netto. For der er så mange forskellige faktorer, som er med til at danne grundlag for, hvordan vi oplever forældreskabet. Derfor vil vi naturligvis opleve forældreskabet forskelligt – det som var svært og hårdt for din veninde, er det ikke nødvendigvis for dig.
Vi kan derfor ikke gøre os til dommere for, hvorfor nogle oplever forældreskabet hårdt og andre ikke gør. Individets følelser kan og skal ikke debatteres.
Slut med at smide de “grimme” følelser på værelset
Generation Millenial er også de voksne, som er vokset op under et børnesyn, hvor børn blev sendt på værelset og kunne komme ud, når de var gode igen. Det er lidt det samme Ditte Giese gør i sine klummer – hun sender hele Generation Millenial ind på værelset, også kan vi komme ud, når vi er gode igen.
Og jeg tror lige netop det er hovedet på sømmet af debatten om min generations behov for at dele bagsiden af livet og forældreskabet. For når vi sender folk på værelset med deres svære følelser, så er det med den usynlige besked om, at det du gør, siger, mærker og føler er forkert. Du kan først være med i fællesskabet igen, når du opfører dig, som vi andre synes, det er behageligt og bekvemt.
Jeg tror og mærker, at vi er i oprør med skam og tabu. Vi vil ikke lade sårbarheden blive smidt til dørs. Tværtimod mener jeg, at der er mange gode eksempler på, hvorfor sårbarhed er en styrke, som vi bør tage imod med åbne arme. Mange emner er blevet debatteret og kommet ud i lyset. Det har været til stor glæde og gavn for mange mennesker. Bare for at blive indenfor forældreskabet, så er der emner som fertilitetsbehandling, de fødendes rettigheder, kønsnormative strukturer, som gør det svært for homoseksuelle par mm. Så mange vigtige emner, som ser dagens lys og gør en kæmpe forskel.
Vi er en generation, som er færdige med at overleve i privatlivets skær, men ønsker at leve med alt, hvad det indebærer, og dermed også dele, når forældreskabet er svært. Så ingen skal tro, de er alene.
Til slut en kærlig reminder til dig derude, som måske sidder med ondt i maven over denne debat. Du er lige, som du skal være. Dine følelser og oplevelser har sin berettigelse. Du må gerne være her med alt, hvad du er.
SÅRBAR POWER.
// Christina
Fotograf: Irina Markwardt @irinamarkwardtphotography
