Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

En guide til økonomisk investering – TRIN #3: Handelsplatform, danske platforme

I vores serie omhandlende økonomisk investering har vi indtil videre set på 10 af de vigtigste investeringsbegreber, og derudover har vi gennemgået de to første trin i vores investeringsguide, i form af punkterne risikovurdering og strategi. I de to følgende afsnit vil vi kigge nærmere på en række forskellige handelsplatforme, som selvsagt er en nødvendighed, når du skal i gang med økonomisk investering. I dagens indlæg ser vi nærmere på de danske platforme.

TRIN #3 – UDVÆLG EN HANDELSPLATFORM

Der findes flere forskellige muligheder, hvad angår handelsplatforme, som helt grundlæggende tjener det samme formål. Ikke desto mindre er der store forskelle på platformenes set-up. Netop derfor er det en meget god idé at undersøge de forskellige platforme før du beslutter dig – Du kan med fordel stille dig selv nogle spørgsmål:
Hvordan fungerer køb og salg? Hvilke gebyrer og kurtager er forbundet hermed? Hvilken platform er ideel for mig? Hvilken platform føler jeg mig mest tryg ved?

Som ny investor kan det dog være aldeles svært at bevare overblikket, hvorfor jeg har valgt at udarbejde følgende gennemgang, hvor vi kigger nærmere på fire forskellige muligheder for handelsplatforme – Jeg vil således forsøge at fremlægge fordele og ulemper, så du får lettere ved at træffe det endelige valg.

Vi vil komme ind på følgende platforme i løbet af dagens og næste uges afsnit:

  • Din personlige bank
  • Saxoinvestor.dk
  • Nordnet.dk
  • Degiro.dk

1) – Din personlige bank

Som du nok allerede har gennemskuet vedrører det første punkt en generel gennemgang af handelsplatforme, som er tilknyttet de ”traditionelle” banker, hvorfor det naturligvis er vigtigt at pointere, at der kan forekomme generaliseringer. Min generelle anbefaling er således også, at du kigger nærmere på de gældende betingelser og forhold for din personlige bank, hvis du ønsker at anvende denne som handelsplatform.

Vælger du at anvende din personlige bank, hvor du allerede har din NemKonto, opsparingskonto m.m., får du et enkelt og let overskueligt overblik, da alle konti er samlet et sted. På denne måde kan du tilgå samtlige konti ved at logge ind via din netbank, og du skal således ikke bruge tid på at logge ind på flere forskellige platforme. Netop det enkle og overskuelige overblik kan også til dels forklare, hvorfor flere nye investorer vælger deres personlige bank som deres første handelsplatform, når de tager springet ud i den store investeringsverden. Samtidig oplever flere individer en øget følelse af tryghed, da platformen ikke er uvant.

Man skal dog samtidig være opmærksom på, at denne type handelsplatform ofte har nogle begrænsninger i forhold til mængden og typen af investeringsprodukter, og derudover er gebyrer samt kurtager som oftest væsentlig højere sammenlignet med alternative handelsplatforme. Slutteligt er det også værd at nævne, at platformene tilknyttet de danske banker er omfattet af garantiordningen, hvilket sikrer indestående på op til 100.000 €. Det samme gør sig i øvrigt gældende for både SaxoInvestor og Nordnet.

Fordele

  • Adgang til alle konti via samme platform
  • Automatisk indberetning til SKAT
  • Garantiordning – 100.000 €.

Ulemper

  • Begrænsninger i mængden og typen af produkter
  • Ofte høje gebyrer og kurtager

2) – SaxoInvestor

SaxoInvestor er en platform drevet af Saxo Bank, og det er sammen med Nordnet danskernes foretrukne handelsplatform. Platformen kan anvendes af alle investorer, uanset niveau og erfaring, men henvender sig særligt til den klassiske investor, som ønsker en overskuelig og let tilgængelig platform. Via platformen har du mulighed for at tilgå alle de klassiske investeringsprodukter i form af aktier, obligationer, investeringsforeninger, udenlandske fonde samt ETF’er. Derudover får du mulighed for at tilgå værdifulde og relevante informationer for netop dine investeringer – Dette inkluderer blandt andet analyser fra Saxo Bank.

Med mulighed for at handle tusindevis af aktier, obligationer og fonde på 36 forskellige børser verden over, er der med garanti også en investering, som passer dig. Der er altså mange fordele ved Saxo, men af de absolut største kan blandt andet deres aldeles konkurrencedygtige priser nævnes. Udover at tilbyde et gratis investeringsdepot er minimumskurtagen blot 14 kroner ved handel af danske aktier. Minimumskurtagen for de øvrige markeder er varierende, men generelt er Saxo placeret i den lave ende, hvad angår kurtager. Som følge heraf henvender platformen sig særligt til den aktive investor, som gør sig i handel af enkeltaktier. Samtidig er det også vigtigt at pointere, at der ikke tilbydes noget investeringsprodukt for den passive investor, som ønsker at sætte sine investeringer på autopilot, hvorfor man som investor skal forvente at bruge tid på sine investeringer.

Ydermere er det ikke muligt at have flere forskellige investeringsdepoter, hvad angår det almindelige aktiedepot, hvorfor alle investeringer samles i samme depot. Det at investeringerne samles i ét aktiedepot, har naturligvis både sine fordele og ulemper, men helt generelt kan man med tiden opleve, at depotet bliver en smule uoverskueligt, da sammensætningen af de forskellige investeringer selvsagt kan være af vidt forskellig karakter. Til gengæld er det muligt at oprette en såkaldt aktiesparekonto, som jeg vil komme nærmere ind på i et af de kommende afsnit, når vi skal kigge nærmere på de skatterelaterede spørgsmål.

Fordele

  • Overskuelig og let tilgængelig platform
  • Adgang til analyser fra bl.a. Saxo Bank
  • Handel på 36 børser verden over
  • Gratis investeringsdepot
  • Lave priser – 14 kroner i minimumskurtage
  • Automatisk indberetning til SKAT
  • Garantiordning – 100.000 €
  • Aktiesparekonto – ASK

Ulemper

  • Manglende produkt for den passive investor
  • Kun ét investeringsdepot pr. bruger


Tiden går som bekendt hurtigt i godt selskab. Efter fem hele afsnit, er vi nu allerede over halvvejs i vores interaktive serie omhandlende økonomisk investering. Vi har dog fortsat en række af punkter, som vi skal nå igennem over de kommende uger, hvorfor jeg naturligvis håber, du har lyst til at fortsætte din rejse i selskab med mig – Vi ses samme tid og sted i næste uge, hvor et nyt afsnit uploades på Kiosk.social.

What do you think?

Written by Søren Risom Pedersen

Mit navn er Søren Risom Pedersen, jeg er 24 år gammel, og er bosat i Aalborg, hvor jeg studerer. Jeg er født og opvokset i Vestjylland, hvor mine forældre fortsat er bosiddende. Udover at studere, driver jeg websitet Young-Invest.dk, hvor jeg skriver og formidler information om økonomisk investering. Jeg har lige siden barnsben haft en stor interesse for økonomisk investering, og økonomi i al almindelighed, hvorfor jeg også bruger en relativ stor del af min fritid på netop dette felt – Samtidig er jeg dog også en utrolig aktiv og nærværende person, hvorfor fysisk aktivitet, i form af løb og træning, samt socialt samvær står højt på listen. Da jeg startede Young-Invest.dk, tilbage i 2020, var det med ambitionen om at skabe en platform, som kan danne grundlag for læring inden for feltet ”økonomisk investering”. Særligt henvendt den yngre generation, som er i besiddelse af investeringsverdenens største kraft; tid.

Som vært på Kiosk vil jeg udarbejde artikler omhandlende økonomisk investering, hvor jeg i videst muligt omfang vil forsøge at inddrage læserne, og på denne måde skabe en høj grad af interaktion, hvorved læring og debat skabes
– Jeg glæder mig til at inddrage jer i en verden af muligheder.

Psst – Kan du slet ikke få nok af økonomisk investering, og har du lyst til at blive en del af et community for den unge investor? Et community hvor du har mulighed for at blive klogere på økonomisk investering, og samtidig blive orienteret om nye, spændende artikler, indlæg m.m. I så fald er du mere end velkommen til at blive en del af Facebookgruppen ”Aktier og investering som ung investor.

Skriv et svar