Tamara Aijamathiesen
Jeg ser mig selv med et selvlysende stempel i panden, hvor der står ”Ensom kvinde, næsten 30” og føler mig fanget i en karikatur.
Ingen mennesker bryder sig om følelsen af ensomhed. Ensomheden, når man er alene, eller ensomheden, når man føler sig alene omringet af andre mennesker. Jeg selv inklusiv. Jeg kender den som flygtig og som noget, der i perioder suger sig fast til mig og ikke vil forsvinde. Jeg har opdaget, at det for mig er helt utrolig svært at indrømme min ensomhed overfor andre og nok særligt overfor mig selv. Grundlæggende så skammer jeg mig over følelsen. Men hvorfor er ensomhed overhovedet forbundet med så meget skam? Hvorfor føles det som en falliterklæring?
Jeg er 29 år, kvinde og single og er egentlig helt tilfreds med den situation, jeg har kørende. At forstå mig selv bare lidt bedre er mit eneste mål, inden jeg fylder 30. Intet vanvittigt forventningspres til det at fylde 30, i sidste ende er det bare et tal. Og et flot et af slagsen, 30 kan virkelig noget, er jeg helt sikker på. Jeg har i en periode nu ikke datet med seriøsitet, jeg har haft mine grunde til bare at finde ud af mig selv. Det er ærlig snak, men faktisk også en undskyldning, jeg har hørt mig selv give utallige gange. En forklaring til omverdenen på, hvorfor jeg ikke aktivt søger en kæreste, hvorfor jeg har det fint med bare at have sex og ikke middagen først, hvorfor jeg ikke er på non stop datingscout, og hvorfor det er helt okay for mig ikke at have forhold og familie forrest på tallerkenen lige nu. Jeg har haft et behov for at føle mig stærk alene.
Jeg vil da gerne være forelsket, og jeg vil måske også gerne have en familie på sigt, men jeg vil også gerne have, at det er et tilvalg. Noget, jeg har valgt, at jeg ønsker mig, og ikke noget, der mangler, og noget, jeg går glip af, hvis det ikke er der. Jeg vil ikke være nogens halvdel, jeg vil være hel ved siden af andre hele mennesker. Jeg har haft behov for at føle, at jeg er nok i mig selv først og fremmest.
Tilbage til ensomheden. For når den er der, er det umuligt for mig at føle mig stærk og tilstrækkelig alene. Rationelt forstår jeg pludselig skammen. Jeg kan ikke leve op til det, der viser sig at være meget høje forventninger til mig selv. Jeg ser mig selv med et selvlysende stempel i panden, hvor der står ”Ensom kvinde, næsten 30” og føler mig fanget i en karikatur.
Jeg har så ofte ringet efter en ven og en flaske vin. Det hjælper, venner gør godt, men så går de hjem. Jeg har så ofte ringet efter en skøn flirt at have sex og nær kropskontakt med. Det hjælper, hud mod hud gør godt, men så går de hjem. Når mennesker omkring en hjælper, er alt jo godt, men når de ikke gør, hvad fanden gør man så? Så sidder man jo bare derhjemme under dynen og vil ikke tabe ansigt, mens alting bliver selvforstærkende, og man igen føler sig helt alene i verden.
Jeg nægter at tro på, at det er så banalt, at jeg bare skal have en kæreste. For folk med kærester er jo også ensomme nogle gange. Og jeg nægter også, at det skal være den eneste løsning? Men er det egentlig forkert? Jeg bruger lang tid på at tænke over, hvilke forventninger der reelt set kommer inde fra mig, og hvilke der kommer ubevidst udefra. Jeg er ikke helt sikker, men jeg ved så meget, at jeg aldrig kunne holde ud at blive sammenlignet med den klassiske kvindelige rom-com karakter, jeg hele mit liv har set på skærmen. Hende, der helt desperat løber rundt efter kærlighed og først bliver komplet som menneske, når hun endelig får sin eneste ene.
Klichéen om den desperate kvinde, der først har klaret den, så snart hun har fundet manden (i ental). Det er et banalt eksempel, der på trods af egentlig at være fiktion føles som noget meget virkeligt. For virkeligheden er jo, at vi konstant bliver konfronteret med at være underlagt uskrevne (fiktive) spilleregler for, hvordan du helst skal leve dit liv som kvinde. Hvor meget, hvor lidt, hvornår, hvad og hvordan! Ligegyldigt, hvordan jeg har det med mit liv pt, skal jeg konstant stå på mål for det, jeg ikke har. For det mærkelige er jo ikke, at jeg føler mig ensom en gang imellem. Det mærkelige er, at jeg reelt set skammer mig så meget over det, at jeg prøver at undertrykke det med 100 km i timen. Jeg bliver så stædig i forsøget på at bevise over for mig selv, at jeg ikke bukker under for den måde, samfundet ser mig på, at jeg til sidst sidder og skammer mig over ensomheden. En følelse, der egentlig bør være helt okay, fordi den er lige så menneskelig som at være glad eller pissevred.
Jeg tror ikke, vi bare kan lukke helt af for, hvad samfundet forventer af os, det er så allestedsnærværende helt fra starten, at det blander sig med, hvad vi egentlig forventer af os selv, og der opstår en sammenblandet realitet. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skal få skammen over ensomheden til at forsvinde. Jeg ville gerne kunne acceptere ensomheden fuldstændig. Det tror jeg, ville gøre mig mere komplet lige nu end at finde en kæreste. Og måske behøver intet udelukke noget andet. Det vælger jeg i hvert fald at sige, at intet behøver.
Vi kommer alligevel ikke udenom det forventningspres. Måske bliver det endda kun mere og mere intensivt. Vi stopper heller ikke med at se de klichéfyldte kærlighedskomedier søndag aften i sofaen. Narrativen om den lykkelige (tosomheds)slutning sælger, for tænk, hvis livet var så simpelt.
Fiktionen er med til at præge virkeligheden, men meget ofte afspejler den ikke, hvad vi er, men hvad vi gerne vil være. Eller rettere sagt hvad vi bør være. Og hvem er det lige, der bestemmer det? Hvem laver reglerne, eller hvem fører dem ubevidst videre? I allersidste ende gør vi selv, for vi genfortæller alt for ofte ikke den skamfulde, ukomplette og ærlige fortælling om os selv.
Måske ville det i virkeligheden være et værn mod ikke bare ensomheden, men skammen over utilstrækkeligheden generelt. Husk, at vi også eksisterer, efter at rulleteksterne er forbi. Og heldigvis for det.
