Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Thomas Rohden: Derfor brænder kineserne deres sneaks

LYT TIL THOMAS’ INDLÆG HER

Overalt på nettet i Kina uploader kineserne videoer, hvor de afbrænder deres Nike sneaks, klipper deres Adidas bukser i stykker, eller opfordrer deres venner til aldrig mere at købe tøj i H&M.

Det absurde optrin skyldes hverken vrede over modebranchens skønhedsidealer eller tøjproduktionens klimabelastning. Kineserne er derimod sure over, at kendte brands som Nike, Adidas og H&M har valgt at boykotte store dele af den kinesiske bomuldsindustri, af hensyn til krænkelser af menneskerettigheder i produktionen.

Men som moralsk forbruger er der grund til at være på vagt, for ikke alle virksomheder forkaster brugen af slaveproduceret bomuld.

Bomuldskrig er værdikrig
Hele sagen eksploderede på kort tid, da ungdomsafdelingen i Kinas Kommunistiske Parti på det sociale medie Weibo skrev til tøjkæden H&M at: ”I skal ikke sprede rygter om at boykotte Kinas bomuld, og tro I kan tjene penge her”. På opslaget var der vedhæftet et statement fra H&M, hvori de forklarede, at de ikke ville benytte bomuld fra den kinesiske Xinjiang provins. Boycuttet skyldes den massiv brug af muslimske slavearbejder, der i Xinjiang provinsen benyttes til at producere bomuld. En produktion der foregår i en sådan skala, at ca. en femtedel af verdens bomuld estimeres at komme fra Xinjiang provinsen.

Både H&M, Nike og en række andre brands, har dog i nogen tid haft en politik om ikke at bruge bomuld fra Xinjiang provinsen. Så hvorfor begynder de kinesiske forbrugere netop nu at brænde deres tøj? Svaret på dette skal findes i en ny international alliance, der slet ikke har noget med tøj at gøre.

Vesten mod Kina
I forrige uge besluttede en koalition bestående af EU, USA, Storbritannien og Canada, at indføre sanktioner mod fire kinesiske embedsmænd, der menes at være særligt ansvarlige for grove overtrædelse af menneskerettighederne i netop Xinjiang provinsen.

De sanktionerede embedsmænd er bl.a. beskyldt for at medvirke til masseinternering af million kinesiske muslimer og tildeling af tvangsarbejde til flere hundrede tusinde. Disse tvangsarbejdere bliver blandt andet brugt som billig arbejdskraft i produktionen af bomuld. Sanktioner fra vesten har pustet til en stærk nationalisme hos kinesere, der er trætte af, det de betragter som vestens moralisering overfor Kina. Den almindelig kineser har kun adgang til kinesisk stats-TV og et stærkt censureret internet og bliver derfor konstant fodret med information om, at der ikke foregår slavearbejde og overgreb i Xinjiang provinsen, om end intet frit tænkende menneske vidst kan betvivle rigtigheden af dette. Disse kinesere der ofte beskriver sig selv som patrioter, er et eksempel på den stigende selvtillid Kina og den kinesiske befolkning viser i det globale magtspil. Her vil man ikke længere finde sig i at blive belært af vesten om demokrati og menneskerettigheder. I stedet ønsker man respekt for Kina og kinesisk suverænitet.

Dette var ligeledes budskabet på det første møde mellem den amerikanske og kinesiske udenrigsminister, der kort før de omtalte sanktioner, mødtes i Alaska. Her endte Kinas budskab til USA om at stoppe indblandingen i interne kinesiske forhold med at blive så populært internt i Kina, at der på nettet sælges trøjer med budskabet: ”Stop interfering in China’s internal affairs”.

Modeindustrien taber milliarder
Hele bomuldskonflikten har bragt virksomheder som H&M, Nike og Adidas i en slem knibe. Efter stor kritik fra vestlige forbrugere har de påtaget sig et moralsk ansvar ved at udfase brugen af bomuld fra Xinjiang provinsen. Men de samme virksomheder står nu overfor en kæmpe boykot, selvom de for én gangs skyld faktisk har ageret både moralsk og ansvarligt. En ærgerlig situation når nu endelig de store spillere i modeindustrien har vist et godt eksempel. Desværre råder amoralen og udsigten til at tjene hurtige penge i Kina desværre stadig i dele af modeindustrien.

Mens mange virksomheder har stukket hovedet i busken, har det Japanske mærke MUJI valgt at melde ud, at de modsat H&M flittigt benytter sig af bomuld fra Xinjiang provinsen. En udmelding der er værd at tænke over, næste gang du sætter fødderne i Illum, hvor MUJIs danske flagskibsbutik er placeret. For svinger du dankortet i MUJI, er du aktivt med til at understøtte et økonomisk kredsløb, der udnytter muslimske slaver.
Derfor bør du som politisk forbruger tænke dig om, når du fornyer garderoben næste gang. Valget er nemlig meget klart. Vil du støtte H&M, Nike og Adidas, der har valgt at boykotte brugen af bomuld fra Xinjiang, eller sender du gerne dine penge i lommen på virksomheder, der ser stort på slavearbejde som en del af mindretalsforfølgelse?

Er du yderligere nysgerrig på Kina og deres historie, så klik dig ind på historieentusiasts Magnus Moths uddybelse af 100 års ydmygelse her.

What do you think?

Written by Thomas Rohden

Thomas Rohden er en 25-årig højtråbende demokratiforkæmper, der ikke holder sig tilbage for at gå i kødet på verdens diktaturer. Til hverdag studerer han statskundskab på Københavns Universitet og er formand for foreningen Dansk Kina-Kritisk Selskab. Thomas er vært på Kiosk, hvor han fortæller om stormagtskonflikter, demokratibevægelser og menneskerettigheder.

Skriv et svar