Thomas Rohden
”I am pleased to welcome you, for the 2021 Copenhagen Democracy Summit.” Sådan lød ordene fra tidligere statsminister og NATO-generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, da han for fjerde gang bød velkommen til det årlige demokratitopmøde i København.
Alt var, som det plejede på det årlige demokratitopmøde. Fine forskere, politikere og meningsdannere havde inden Foghs åbningstale nippet til pindemadder og kold rosé. Selv havde jeg sneget mig med til konferencen, men lignede i mængden af ældre herrer i jakkesæt, mest af alt en velfriseret konfirmand med slipset bundet så stramt om halsen, at et ildebefindende virkede stærk sandsynligt.
Ready for the Copenhagen Democracy Summit. Looking forward for a day in the name of freedom and democracy, hosted by @AndersFoghR and @AoDemocracies #CDS2021 #DefendDemocracy pic.twitter.com/MeNpQxxhMR
— Thomas Rohden (@ThomasRohden) May 10, 2021
På overfladen lignede det en klassisk politisk konference, men dette års Copenhagen Democracy Summit var alligevel noget helt særligt. Forude for topmødet havde den kinesiske regering truet Danmark med skrappe sanktioner, fordi den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, havde indvilliget i at holde en onlinetale til arrangementet.
Men hvorfor føler en stor supermagt sig nødsaget til at true med sanktioner, fordi en dansk udenrigsminister deltager i noget så kedeligt som en demokratikonference med pindemadder og rosévin? Jo, for at forstå netop dette kræver det et blik på deltagerlisten. Blandt de andre talere til dette års Copenhagen Democracy Summit var også den taiwanesiske premierminister Tsai Ing-wen. En kvinde, der indtager side ét i Kinas sorte bog. Det skyldes en mere end 70 år gammel konflikt om, hvorvidt Taiwan tilhører Kina, eller om det skal betragtes som et selvstændigt land. En konflikt, der for Kina er så vigtig, at man ikke tillader nogle lande at have diplomatiske forbindelser til Taiwan, hvis man vil handle med dem. For ifølge Kina er det regeringen i Beijing, der er den retmæssige hersker over Taiwan og ikke landets folkevalgte premierminister Tsai Ing-wen.
Kineserne tillader derfor ikke andre lande at mødes med Tsai Ing-wen, fordi de anser hende som en trussel mod Kinas ambition om at samle hele riget under ét Kina. En politik, de står så stærkt på, at ikke engang ledere af store nationer som USA, Indien, Japan og Tyskland, tør rejse til Taiwan og møde Tsai Ing-wen. Derfor summede Skuespilhuset i København af forventninger og nervøsitet, inden den danske udenrigsminister skulle levere sin onlinetale til Copenhagen Democracy Summit. For potentielt kunne det blive en tale, der ville ændre Danmarks forhold til Kina og koste milliarder i tabte eksportindtægter og skabe en af de største diplomatiske kriser i nyere danmarkshistorie.
Men mens Jeppe Kofod inden talen fremstod som en ægte fighter, der ikke lod sig kue af Kinas trusler, så stod det hurtigt klart at Udenrigsministeren havde valgt at bukke under. For knap var Kofods onlinetale begyndt, før den sluttede igen. Efter ikke engang at have talt i to minutter havde den danske udenrigsminister ikke flere tomme floskler at levere til et af verdens mest markante demokratitopmøder.
1:52 sekunders oplæsning af et intetsigende manuskript. @JeppeKofod performancer til Copenhagen Summit i dag var en pinlig affære. #dkpol https://t.co/xpqh2Ed3KV
— Thomas Rohden (@ThomasRohden) May 10, 2021
Tilhørerne til Copenhagen Democracy Summit løftede øjenbrynene. ”Was that all?” fremstammede en kvinde i spadseredragt bag mig. ”Yes, it was!” tænkte jeg inden i mig selv, mens det langsomt gik op for mig, hvad der var sket.
Det kinesiske pres på den danske udenrigsminister havde virket. Trusler om bål og brand havde fået Udenrigsministeriet til at gå i det kreative hjørne. Det diplomatiske svar var blevet at sende en onlinetale så kort og indholdsløs, at den umuligt ville kunne få kineserne op i det røde felt.
De tomme floskler havde gjort deres arbejde. Danmark var kommet ud af Kinas kløer, og truslen om en diplomatisk konflikt med Kina var hermed afblæst. Men tilbage stod det globale verdenssamfund som tabere. For endnu engang havde den danske regering valgt at sælge ud af deres værdier, undladt at stå op for demokrati og frihed, for i stedet at lade sig intimidere af verdens største diktatur.
Jeg mener, at forsvaret for de demokratiske værdier, vi som samfund bygger på, er mere værd en eksport af koteletter og bacon. Men, hvad tænker du?
