Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Thomas Rohden: Krigen mod stoffer har slået fejl

Stoffer er farlige, derfor skal stoffer forbydes. Så simpel er den politiske baggrund for, at vi i Danmark har ført mange års hård kamp mod narkotika. En kamp, der har kostet enorme mængder ressourcer og medført en voldsom stigmatisering af narkotikamisbrugere.

Men kampen mod stoffer er en kæmpe katastrofe, og det er på tide at udfordre den forsimplede og fordummende argumentation.  I Danmark har vi siden 2004 haft en nultolerancepolitik overfor narkotika, hvor stofbrugere- og misbrugere er blevet jaget af ordensmagten.

”Vi bygger vores beslutninger på anbefalinger fra Verdens Sundhedsorganisationen WHO” – netop sådan har vi under Coronakrisen flere gange hørt de danske politikere argumentere. Men når det gælder brugen af narkotika, har de danske politikere ikke meget lydhørhed overfor Verdens Sundhedsorganisationen.

For faktisk anbefaler både Humans Rights Watch, FN og WHO, at man afkriminaliserer brugen af narkotika til eget forbrug og i stedet fokuserer på at hjælpe narkotikamisbrugere i stedet for at kriminalisere dem.

I Norge har man netop valgt at lytte til denne anbefaling. Her har politikerne anerkendt, at krigen mod stoffer har slået fejl. I stedet er det nu lovligt at besidde narkotika til eget forbrug.


Denne beslutning er ikke bare truffet på mavefornemmelser og politikernes personlige anekdoter.

I stedet nedsatte man i Norge en såkaldt ”Rusudvalg”, der samlede erfaring med afkriminalisering af narkotika fra hele verden. Udvalgets konklusioner var slående. Ikke et eneste studie pegede på, at kriminalisering af stofmisbrugere rent faktisk virkede efter hensigten.

I stedet fremhævede udvalget, hvordan man i Portugal havde gode erfaringer med afkriminalisering af narkotika. Inden portugiserne vedtog loven om afkriminalisering, var Portugal et af de lande i Europa med højest dødelighed blandt stofbrugere. Efter reformen blev dødeligheden mere end halveret, og det årlige antal smittede med hiv var 11 år efter reformen faldet fra 1.016 personer til blot 56 personer[2].

Beslutningen fra Norge bør inspirere de danske politikere. For vi kan som nation ikke bare se til, mens omkring 250 mennesker årligt mister livet i narkorelaterede dødsfælder.

Vi har de seneste 15 år forsøgt at føre en aktiv krig mod stoffer, men kampen har ikke haft nogen som helst positiv effekt.

Det har tværtimod vist sig, at vi ikke kan komme stoffer til livs ved at lege ”tough on crime”. Derfor er det på tide at droppe de politiske floskler og se realiteterne i øjnene.

Bruger vi 15 år mere på at kriminalisere samfundets misbrugere, vil vi også om 15 år stå med nøjagtig de samme problemer.

Følger vi i stedet eksemplet fra Portugal og Norge, har vi som samfund mulighed for at opnå massive sociale fremskridt, begrænse antallet af fixeskader, forebygge nye hiv-smittede og knække kurven for narkorelaterede dødsfald.



[1] https://jv.dk/artikel/forskere-og-eksperter-har-sv%C3%A6rt-ved-at-finde-argumenter-for-ikke-at-afkriminalisere-stoffer

[2] https://videnskab.dk/kultur-samfund/afkriminalisering-af-stoffer-er-en-stor-succes-i-portugal

What do you think?

Written by Thomas Rohden

Thomas Rohden er en 25-årig højtråbende demokratiforkæmper, der ikke holder sig tilbage for at gå i kødet på verdens diktaturer. Til hverdag studerer han statskundskab på Københavns Universitet og er formand for foreningen Dansk Kina-Kritisk Selskab. Thomas er vært på Kiosk, hvor han fortæller om stormagtskonflikter, demokratibevægelser og menneskerettigheder.

Skriv et svar