Vi er stadig kun i første måned af et nyt år, og det virker ærlig talt ikke til, at det her år bliver mindre kaotisk eller skørt end det seneste. Én ting vi kan trøste os med er alt det musik vi har i vente. Vi har ca. 49 fredage, og dermed New Music Fridays at glæde os til. Herunder er min liste over de 21 artister jeg håber giver lyd i 2021.
SZA
SZA er en af mine yndlings artister, så hun kunne måske være på min liste hver år, men især i 2021 håber jeg på at høre mere. Hun smed sit debutalbum, Z, i 2014, men det var med albummet, Ctrl, i 2017, at hun for alvor satte sit musikalske aftryk i verden. Siden har vi fået et par features, men sidst i 2020 kom singlen, Good Days, hvilket forhåbentlig kun er starten på SZA szn (season).
Childish Gambino
Donald Glovers’ alias i musikkens verden er Childish Gambino, og ham håber jeg virkelig at høre fra i 2021. Det er heller ikke helt utænkeligt, da han i november 2020 teasede en smule på Twitter:
Rihanna
Vi har (næsten) ikke hørt fra Rihanna siden Anti i 2016, og jeg kan umuligt være den eneste, der er ved at være en anelse utålmodig. Forhåbentlig skal vi ikke vente meget længere på R9, som har været titlen på det kommende album i et par år, og senest i en lille teaser på instagram i december 2019.
mp.oxford
Vi vender lige snuden mod Danmark et øjeblik. I 2020 blev verden introduceret for mp.oxford, og det var en virkelig glædelig overraskelse i et år fyldt med knap så glædelige overraskelser. Vi fik både debutsinglen, riptide, og en opfølger, like nothing’s wrong. To sange, der ikke kan andet end at gøre mig meget nysgerrig på hvor han ender i 2021. Hvis du er til Frank Ocean-inspireret R&B med en seriøst stærk vokal, så glæder du dig lige så meget som mig.
Adele
Fra en stærk vokal til en anden. Det er 5 år siden vi fik 25, og jeg tror verden har brug for et soundtrack at græde til efter det år vi har haft. Jeg håber virkelig på 30, eller måske bare Adele i 2021.
Drake
Er det ikke altid sjovt at vente på en Drake udgivelse? Han har efterhånden gjort os til små luksusdyr, der forventer timelange albums flere gange om året. Det er ikke anderledes i år – jeg glæder mig helt vildt til at høre Certified Lover Boy.
Lorde
En lidt atypisk artist for mig at tale om, fordi jeg egentlig ikke ville betegne mig som fan. Alligevel har Lorde altid været en vildt interessant artist. Der har været stille i nogle år, men noget kunne tyde på, at 2021 bliver året for hendes tredje album. De to forrige giver ingen grund til ikke at glæde sig rigtig meget.
Lord Siva
Tilbage til lille Danmark og vores egen Lord, nemlig Lord Siva. De seneste to år har det været svært at komme uden om Lord Siva, og det gør mig virkelig ikke noget. I 2019 leverede han, sammen med Vera, årets absolut største hit, Paris. Siden har han hittet stort med Solhverv, og senest kom Stjernerne i slutningen af 2020. Alt tyder på, at 2021 bliver et rigtig stort år for Lord Siva, og jeg glæder mig.
Soon
Vi bliver i Danmark lidt endnu, for jeg glæder mig også rigtig meget til at høre mere fra Soon. Duoen har beriget det musikalske landskab i Danmark siden første single, With You, i maj 2019. I 2020 fik vi tre singler, som absolut ikke gjorde begejstringen mindre, og jeg krydser fingre for, at 2021 bliver Soons år – måske er jeg grådig, men jeg vil gerne bede om et helt album, tak.
Cardi B
Cardi B SKAL følge op på WAP. Den er ikke meget længere.
Billie Eilish
Der er i sandhed ingen helt som Billie Eilish, og derfor kan jeg ikke andet end at glæde mig til album nummer to. Singlerne my future og Therefor I Am tyder på, at vi har lige så meget at glæde os til som på det første. Vi skal bare lige på den anden side af pandemien, før hun trykker på knappen og lukker os ind (kilde: storebror og producer, Finneas, der indimellem afslører lidt om sin søster i hans podcast: We Bought A House).
Frank Ocean
Frank Ocean har siden Blonde, sporadisk udgivet sange, men noget tyder på, at der begyndte at tegne sig et mønster i 2020. Begge artwork til de to singler ligner meget hinanden, og straks går jeg ud fra, at det betyder starten på et album forløb, så lad os håbe på det.
Kendrick Lamar
Kendrick Lamar stod som headliner på et par festivaler i 2020, inden corona knuste vores drømme, hvilket sagtens kunne betyde ny musik fra den altid overlegne rapper. Han er allerede tilføjet til programmet for Roskilde 2021, så hvis vi er heldige kommer der både festivaler og nyt fra Kendrick Lamar i år.
Jada
De aflyste festivaler i 2020 gik også ud over Jada, som skulle have åbnet Orange Scene på Roskilde Festival. På trods af knuste festival-drømme, fik vi både Nudes og On Me – to sange, der tyder på, at næste store udspil fra Danmarks popdronning, bliver fuldstændig sublimt, og jeg håber det kommer meget snart.
Statisk
Statisk er endnu en dansk artist, vi blev forkælet med i 2020. De har endnu kun udgivet én single, Højhus, som fik en flyvende start som P3s uundgåelige. Jeg elsker energien og venter spændt på det næste.
Travis Scott
Travis Scotts seneste album, Astroworld, har modtaget en tredobbelt platin certificering, hvilket kort sagt betyder, at dét album har vi alle sammen hørt rigtig mange gange. Det er derfor ikke så underligt, at mange blev rigtig glade, da han annoncerede næste album, Utopia, og mon ikke det kommer i år?
Snoh Aalegra
Var det kun min instagram der brændte fuldstændig sammen da Snoh Aalegra udgav – Ugh, those feels again? Et af de bedste R&B albums meget længe, og jeg kan naturligt ikke andet end at håbe på, der kommer en opfølger fra den svenske R&B dronning i 2021.
Hans Philip
Hans Philip sagde farvel til Ukendt Kunstner og debuterede som soloartist i 2019 med ep’en Forevigt. En ep, der førte til utallige udsolgte koncerter, og et publikum, der nu sidder i 2021 og krydser fingre for mere musik meget snart.
De sidste tre artister på min liste lader jeg være op til de guldklumper, der interagerer med mig på Instagram. Jeg spurgte hvilke artister mine følgere glæder sig allermest til at høre fra i 2021, og her de tre artister, vi glæder os mest til (som ikke allerede var på min liste):
mags
På trods af, at 2020 var et virkelig hårdt år for mange artister, så formåede mags at udgive et imponerende debutalbum. Er det for meget at bede om endnu mere i 2021? Vi krydser fingre.
Harry Styles
Vil man ikke altid gerne have mere Harry Styles? Hans planlagte koncert i Royal Arena i 2020 blev først udskudt til marts 2021, og er nu udskudt på ubestemt tid. Hvis vi er heldige, så udskyder han ikke den nye musik meget længere.
Drew Sycamore
Drew udgav i 2019 sit debut album Brutal, der bl.a. indeholder kæmpehittet Perfect Disaster, og i 2020 hittede hun med Take It Back og I Wanna Be Dancing. Har jeg samme tilgang til Drews udgivelser som jeg havde til Frank Ocean, så kan vi godt forvente et større samlet værk.