Victoria Jespersen
2020 lærte os, at visse ting er fuldstændig ude af vores kontrol, men der er jo ikke noget, der er så dårligt, at det ikke er godt for noget.
Hør Miriam B. speake Victoria Jespersens indlæg eller læs det under afspilleren.
Jeg ved godt, at jeg ikke er den første, der prøver at gøre op med den sindssyge kultur, der er blevet skabt, hvor vi romantiserer at have “fucking travlt” og føle sig presset i hverdagen pga. sit arbejde. Der er bare noget ved det seneste år, som gør det endnu mere relevant at diskutere.
2020 og corona satte en stopper for mange ting, heriblandt mange både sociale og professionelle muligheder. Du kan sagtens overbevise mig om, at vi fik foræret the gift of time, men hvordan den bruges, vil jeg gerne diskutere. Især alle de sociale medier, overbeviste os om, at vi skulle lære et nyt sprog, endelig snurre den perfekte kanelsnurre, komme i vores livs form fra stuen, og starte arbejde en time tidligere, når nu vi sparede pendlingen. Det er nogle forventninger ingen behøver at leve op til, selvom mange gjorde en dyd ud af at fortælle, hvor meget mere vi nu kunne nå på døgnets 24 timer. Jo flere ting vi kan presse ind på vores tid på jorden, jo sejere er vi, og jo gladere bliver vi.
På trods af det enorme overskud af tid og energi nedlukningen begavede os med (håber du kan fornemme ironien), endte jeg alligevel med at bruge det meste af 2020 på at være sygemeldt fra mit arbejde. Da meget af Danmark lukkede ned i marts, skulle jeg, ligesom så mange andre finde mening og rutine i at arbejde hjemmefra. Det formåede jeg ikke. Jeg havde det i forvejen ikke vildt godt, så at blive sendt hjem og være distanceret fra kollegaer og tryghed, gjorde absolut intet godt.
Jeg trak stikket fuldstændig. Jeg skulle lære at finde mening ved mig selv og livet uden mit arbejde. Det var rigtig svært i lang tid, men efter mange måneder med identitetskrise og selvværdsproblemer, slog det mig pludselig, at jeg var blevet utrolig dygtig til at slappe af og ikke have så travlt med, hvad mit arbejde bidrog med til min identitet. Mit liv har altid handlet om at nå så meget som muligt, og jeg tror bestemt ikke, at jeg er den eneste, der har det sådan.
Jeg fandt en masse mening i at have rigtig travlt og være uhyggeligt investeret i mit arbejdsliv – især emotionelt. Det meste af 2020 arbejdede jeg ikke, og min hverdag kom naturligvis til at se helt anderledes ud.
Jeg havde ikke noget arbejde, jeg kunne ikke gå til koncerter, i biografen, i fitnesscenter, kramme mine kære, og meget andet – så hvad lavede jeg egentlig? Jeg lærte at slappe af
Du må ikke misforstå mig, pandemien vil alle dage være a pain in the ass, men trods alt, så anerkender jeg, at den har lært mig nogle ting. Jeg havde ikke noget arbejde, jeg kunne ikke gå til koncerter, i biografen, i fitnesscenter, kramme mine kære, og meget andet – så hvad lavede jeg egentlig? Jeg lærte at slappe af, for alt andet var jo tydeligvis ude af min kontrol. Jeg lærte, at der er meget vigtigere ting i verden, end hvad samfundet og Instagram romantiserer som “sejt” og “succesfuldt”. Jeg lærte, at alle de muligheder der byder sig i den moderne verden, ikke behøver min opmærksomhed. Jeg indrømmer, at jeg har haft tid til at lære alle de ting, jeg nævnte i starten, men jeg brugte i stedet tiden på at lære, hvordan jeg ikke får dårlig samvittighed over at binge Gossip Girl og Vampire Diaries på skift, færdiggøre utallige Mandalas malebøger, bruge timer på at lære en tiktok dans, spise lidt for meget bare fordi jeg keder mig, eller researche hvem der egentlig lavede den første sneengel.
Jeg vil gerne arbejde og føle mig passioneret i hverdagen gennem mit arbejde, men det eneste jeg kan kontrollere er mine følelser og handlinger – jeg kan ikke styre, hvad andre tænker om mig, om jeg bliver dødssyg eller fyret i morgen, men jeg kan gøre mit bedste med, hvad jeg har. Jeg blev syg af mit arbejde, fordi jeg var for følelsesmæssigt investeret, og så ramlede hele min verden sammen – sandheden er, at jeg ikke er uerstattelig, og det er mit arbejde heller ikke. Når vi en dag er på den anden side af pandemien, så håber jeg vi ikke glemmer den, og glemmer hvad den lærte os. Det er ikke sejt at have travlt, det er sejt at fokusere på de ting, du har fuld kontrol over, og opnå ro og mening med hvordan du har det, og ikke hvordan andre har det med dig. Der er vitterligt ikke andet du kan gøre, for en pandemi kan ramme når som helst, og så kan det egentlig være ligegyldigt hvor vigtigt du troede det var for dit liv at stå på Søpavillonen hver weekend – det er lige blevet taget fra dig, og du kan ikke gøre en skid ved det. Som Kourtney meget rigtigt sagde til Kim, da hun tabte sine diamant øreringe: “Kim, there’s people that are dying” – og vi kan alle være de næste, så gør dig selv den tjeneste og fokusér på, hvad DU kan gøre for DIG, som hverken en pandemi eller sygemelding kan tage fra dig.
