@RebeccaBlack @SonyMusic @KobaltMusicGroup @Branco @LukasGraham @TheWeeknd @MileyCyrus @BritneySpears @NewYorkTimes
HØR VICTORIA JESPERSEN SPEAKE SIT INDLÆG ELLER LÆS SELV VIDERE UNDER AFSPILLEREN.
Synes du også, at mængden af nyheder og underholdning er rimelig overvældende og uoverskuelig? Måske vi alle har mere tid end nogensinde, men det er som om, at det hverken har gjort det nemmere eller mere overskueligt at danne sig et overblik eller fordybe sig i vigtige nyheder – og med vigtige nyheder, mener jeg vigtige nyheder for DIG og DINE interesser. Hvis du straks tænker #relatable, så er du kommet til det rette sted. Jeg kender dig selvfølgelig ikke vildt godt, så en skræddersyet opsamling af nyheder for dig, kan jeg ikke prale med. Jeg har blot forsøgt at danne mig et overblik over de største og mest interessante nyheder for mig, og hvis vi er rigtig heldige, så er de også interessante for dig, der læser med lige nu.
10 år senere: Rebecca Black kan stadig
Lad os starte i den lette, men rigtig sjove ende. Jeg tør godt vædde med, at de fleste millennials og Gen Z kan huske Rebecca Blacks Friday, som lagde internettet ned i 2011 – desværre ikke på en sød “Apparently Kid”-måde, men mere en tåkrummende “Solange og Jay-Z elevator slåskamp”-måde. Vi er i 2021, hvilket betyder det er præcis 10 år siden, og Rebecca fejrer det med et remix af det virale hit. Alene dét, er en nyhed nok i sig selv, men det giver anledning til at kigge på Rebecca Blacks liv efter Friday. Der var også en Saturday, men lad os kigge lidt længere frem end det. Helt frem til 29 januar 2021, hvor hun udgav singlen Girlfriend. Det er ikke første bud på en mere seriøs retning for den 23-årige sangerinde og influencer, jeg synes bare det er det absolut bedste. Girlfriend er første single, hvor hele verden kender til hendes flydende seksualitet, og måske er det netop denne ægthed vi har savnet, for Girlfriend er en uundgåelig vidunderlig popsang, og jeg håber det blot er en smagsprøve på det næste årti i selskab med Rebecca Black.
Lyt til Girlfriend her:
Major køber sig ind i Indie-land
Nu til noget lidt mere nørdet fra musikverden. En nyhed, der var virkelig svær at overse og stadig fylder meget i den globale musikbranche, er Sony Musics køb af AWAL og Kobalt Neighbouring Rights (dem kalder vi KNR fra nu). Kort sagt, så er Kobalt Music Group et uafhængigt musikselskab, der tilbyder en masse forskellige tjenester, så du nemt og uden at opgive for meget ejerskab og kontrol, kan udgive din musik – om du er sangskriver, artist, producer eller pladeselskab. Kobalt Music Group er moderselskab til netop AWAL og KNR, som nu ejes af Sony og skal have sin egen afdeling. AWAL er Kobalts svar på et moderne musikselskab, der udgiver musik, hvor du ikke skal opgive rettigheder. De udgiver musik fra blandt andre Lauv, Finneas, Jungle og R3HAB. KNR håndterer indsamling af penge fra hele verden, når din musik afspilles eller bruges i anden sammenhæng. Nu bliver det spændende, hvor meget Kobalt kan gavne af Sonys gigantiske muskler og ressourcer, og samtidig hvad deres meget selvstændige og moderne tilgang til musikforretning, kommer til at betyde for dinosaurerne hos Sony.
Lukas Graham og Branco: Hvem gavner hvem?
Et samarbejde jeg ikke havde set komme, og som jeg heller ikke rigtig ved hvad jeg synes om. Jeg var vildt forvirret, da jeg så de to stjerner stå sammen på coveret til Brancos nye single, No Evil. Min første tanke var faktisk, at det nok mere er til Lukas Grahams fordel at være med på et Branco track. Vi er i 2021, og rap og hiphop har længe levet rigtig godt, uden et omkvæd eller besøg fra en større traditionel popstjerne, så jeg kan simpelthen ikke få det til at give mening at hive Lukas Graham med for Brancos skyld (medmindre Branco rigtig gerne vil på radio). Gilli og Branco indtog første- og andenpladsen på listen over de mest spillede artister på Spotify i 2020, så vi ved han kan selv. Der er selvfølgelig den mulighed, at samarbejdet er sket af kunstneriske årsager, og det skal jeg være den sidste, der står i vejen for, men så ophidsende er den sang bare heller ikke … Eller hvad?
Bedøm selv samarbejdet mellem de to megastjerner:
The Weeknd indtager Super Bowl
The Weeknd var stjernen ved dette års famøse half-time-show til NFL Super Bowl finalen. En speciel omgang verdenssituationen taget i betragtning, men de formåede at holde finalen og showet på et stadion i Florida, hvor kun vaccineret sundhedspersonale deltog som publikum. Det er formentlig en af de højst profilerede optrædener du kan lande som artist, så forventningerne er høje. Normalt benytter artisten sig af muligheden for at lave det mest ekstraordinære og uforglemmelige show de kan forestille sig, men The Weeknd klarede det rigtig flot på en forholdsvis simpel måde – det mest ekstraordinære var hans utrolig stramme ansigt og hvide tænder. Det meste af tiden stod han blot foran den smukkeste kulisse, der illustrerede en storby, fyldt med retro neonskilte og masser af mennesker. The Weeknd fokuserede på sin vokal, og der var hverken for meget koreografi eller unødvendige gimmicks. Less is more.
Framing Britney Spears – ny sympativækkende dokumentar
Fredag den 5. februar 2021 udkom The New York Times dokumentaren, Framing Britney Spears, og den har givet nyt liv til en fanbevægelse du måske allerede kender, #FreeBritney.
Dokumentaren følger Britney fra hendes spæde ungdom og ind i berømmelsen, hvor hendes far pludselig dukker op og bliver ansvarlig for hendes fysiske og mentale helbred samt Britneys økonomi. Det er en retssag, der stadig kører den dag i dag, og efter dokumentaren kom i starten af februar, er mange gået ind i kampen for at befri Britney fra sin far. Mange kendisser har tweetet og brugt hashtagget #FreeBritney, og i pre-showet til Super Bowl finalen fik Miley Cyrus endda råbt “We love Britney” midt i sin optræden af Party In The USA. Dokumentaren berører i øvrigt også, hvordan medierne har været medskyldige i de sammenbrud og mentale udfordringer Britney har haft og stadig har. Men det kommer vel ikke som en overraskelse for nogen, at medierne glemmer de ægte mennesker bag overskrifter og kliks. Dokumentaren kan ses på TV2 Play og der er masser af dybdegående artikler at dykke ned i derude.