Victoria Jespersen
Det er meningen, at den årlige Grammy uddeling skal være The Biggest Night In Music, men det virker efterhånden bare som en super korrupt samling af ikke særlig inkluderende, gamle mænd, der fuldstændig ignorerer, hvad det vil sige at fejre kunst og kultur i den moderne verden.
LYT TIL VICTORIAS INDLÆG HER
Det kan godt være, det er ved at være et par måneder, siden vi var nogle, der blev rystet i vores grundvold, da akademiet offentliggjorde de grammy-nominerede for 2021, men vi er kun få dage væk fra selve showet, og jeg bliver nødt til at minde jer om et par af det seneste års absolut bedste udgivelser, som Grammy fuldstændig ignorerer. Og hvis I vil have en tidligere anbefaling af musik for 2021, skriver jeg om 21 artister jeg håber at høre fra i 2021.
For en god ordens skyld skal det nævnes, at det gælder grammy-udgivelser mellem 1. September 2019 og 31. August 2020, men jeg lover, at der er gode ting at tale om fra den periode.
Lad os starte med elefanten i rummet – det største chok af dem alle, The Weeknd og albummet After Hours. Jeg ved ikke, hvad det kræver at blive en del af Grammy juryen, men hvis flertallet i den jury ikke har The Weeknd nomineret i en eneste kategori for hverken After Hours eller et af årets største hits, Blinding Lights, så er det altså tid til en udskiftning. Jeg er ligeglad, hvor de placerer ham – for min skyld kunne det være både R&B og pop, men jeg forestiller mig, der sidder en pop jury, som synes han er R&B og en R&B jury, der synes han er pop. Et smukt eksempel på, hvorfor det er tid til at ryste posen og kigge på akademiets systemer og kultur.
Nu hvor jeg så småt berører de forskellige genre, og Grammy’s misforståelse heraf, kan vi jo tale om, at der ikke er en eneste sort kvinde nomineret i R&B album-kategorien. I den tidligere nævnte periode for udgivelser har nogle af tidens største kvindelige R&B artister udgivet formidable albums; Summer Walker, Sabrina Claudio, Kehlani, Kiana Ledé og Teyana Taylor.
Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke har lyttet til samtlige albums, som er nominerede, men jeg kan hurtigt se, at det kun er mænd. Der skal måske ikke indføres kønskvotering, men at udelukke så anmelderroste udgivelser fra kvinder, der i stor stil er med til at definere en genre, lugter langt væk af en jury, der desværre ikke formår at bryde med rigtig gamle dårlige vaner, der hurtigt kan minde en del om institutionel racisme og sexisme.
Jeg vil også gerne nævne Mac Miller. Han udgav sidste år albummet Circles. Et album, der blev modtaget med stor glæde, efter han desværre var gået bort. Endnu en gang et super anmelderrost og vellidt album, der bliver ignoreret – denne gang i rap-kategorien. Jeg beder ikke om en medlidenheds-pris til Mac Miller, men bare en anerkendelse af hvor gennemført og smukt et værk, hans sidste album er. Måske denne kritik kommer fra et mere personligt sted, fordi jeg er fan af Mac Miller, og synes, han fortjener det. Det er dog stadig værd at nævne, selvom det i højere grad er til at leve med end en komplet udelukkelse af sorte kvinder i en hel kategori, hvor de netop sidder på tronen (hvis du spørger mig).
Kort sagt, så sad jeg med en rigtig ærgerlig fornemmelse i maven, da nomineringerne blev offentliggjort i november 2020, og nu hvor det store show er lige om hjørnet, så synes jeg ikke, vi skal glemme, hvilke fejl akademiet har begået. Lige nu er mange meget opmærksomme på repræsentation og inklusion i populærkultur, og at en institution som The Grammy’s fuldstændig ignorerer det, kan tyde på et lidt større problem end som så.
