Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in , ,

Catch up med Victoria: Årets fire første måneder

Selvom vejret det meste af tiden siger noget andet, så er vi officielt et godt stykke inde i foråret 2021. Marts er altid en spændende måned, synes jeg. Det er lidt, som om januar og februar ikke tæller – månederne bruges til at smøre motoren, strække benene, trække vejret, reflektere over alt det, der ligger og venter for året. Det er lidt hele årets mandag. Men nu er vi allerede i maj. Det er også nu, tiden begynder at løbe fra os. Jeg har meget svært ved at begribe, vi allerede er over fire måneder inde i 2021. Jeg stopper derfor tiden et øjeblik for at kigge tilbage på året indtil videre – kan jeg egentlig huske, hvilke nyheder, aktiviteter og følelser der optog mig?

JANUAR
Jeg nåede ikke særlig langt ind i januar, inden jeg besluttede mig for at droppe Instagram – det har jeg også skrevet en lille artikel om, som du kan læse her. Inden jeg helt satte insta-forbruget ned, postede jeg et overblik over min kalender for måneden, og det eneste sted, der viste sig en lille prik, var, når jeg skulle til psykolog. Foruden lanceringen af Kiosk, var januar for mit vedkommende en meget stille måned i kalenderen, men en rimelig hektisk måned for mine tanker og følelser. Jeg er arbejdsløs, det er et nyt år, vi er stadig midt i en pandemi, og drømme om tanker om et FANTASTISK år kan være mere angstprovokerende end motiverende. Resten af verden havde ikke en ligeså tom kalender som mig. DR skabte røre med John Dillermand, Jes Dorph mistede sit job hos TV2, som også droppede deres #metoo-dokumentar, da det kom til at handle lidt for meget om dem selv. Det, der står klarest for mig, er dog Tessas omtalte nytårstale. Den satte nemlig gang i en kæmpe diskussion om kulturel appropriation og intersektionalitet – det var en debat, jeg fulgte lidt mere tæt end de andre, og som lærte mig en masse. 

FEBRUAR
Februar er nok den måned, der står allersvagest i min hukommelse. Jeg mindes at binge Ginny & Georgia på netflix, filme mit miniportræt med Kiosk og tilmelde mig Linkedin premium i et desperat forsøg på gøre noget for mit professionelle liv (jeg har afmeldt det igen, i øvrigt). Tanker og følelser var der, som altid, masser af. Jeg følte et tab af kontrol, og mine bekymringer, forestillinger og håb for 2021 blev mere og mere abstrakte. Men uden for min lille bobbel, så talte hele verden om Britney Spears efter Framing Britney Spears. Hos det britiske kongehus, var der også lidt at se til. Meghan og Harry annoncerede, at de venter sig endnu et barn, det store interview med Oprah Winfrey blev annonceret, og kun få dage efter kom der en officiel udmelding fra Buckingham Palace, der lød på, at parrets splittelse fra det britiske kongehus er permanent, hvilket vil sige, de mister deres titler og apanage. Et royalt drama lige til historiebøgerne – det kan til tider minde en smule om et amerikansk reality show, men jeg er altså helt solgt.

MARTS
Marts har været den mest travle måned for mit popkulturelle selv – og ærligt en meget egoistisk måned også. Jeg fyldte 27, og det gav anledning til en masse refleksion over min barndom og teenageår. Tre nyheder tvang mig til at kigge tilbage på, hvilke superstjerner, musik og kultur der optog alle mine dage som barn og ung. 

Efter 14 år med Keeping Up With The Kardashians vil sæson 20 være punktummet på en familie, jeg har fulgt siden premieren i 2007. Hannah Montana kunne fejre 15-årsjubilæum, og nostalgien var uundgåelig, da jeg læste Miley Cyrus’ brev til Hannah. Sidst, men absolut ikke mindst, så kom der trackliste på Taylor Swift genudgivelse af Fearless fra 2008. Det er hele min ungdom, jeg blev tvunget til at genbesøge omkring min 27-årsfødselsdag – meget symbolsk, hvis du spørger mig.

Hele måneden fejrede jeg mig selv. Jeg spiste Cocopops til morgenmad, drak mig fuld tre dage i streg, genbesøgte min fortid i stedet for at bekymre mig om min fremtid. Jeg kunne helt igennem NYDE, at der faktisk ikke er nogen eller noget, der har kontrol over min hverdag. 

APRIL
GUILTY! Efter to dage med forhandlinger kunne vi endelig smide hænderne i vejret, for Derek Chauvin blev nemlig fundet skyldig i mordet på George Floyd. 75 år i fængsel kan politibetjenten se frem til. Det må være det absolut bedste og vigtigste, der skete i april. D. 21 april var naturligvis også rimelig vigtig, hvis vi zoomer ind på lille Danmark – den famøse genåbning fandt nemlig endelig sted, og det gik ikke stille for sig. Personligt lå jeg på sofaen og så de nyeste afsnit af Paradise Hotel. Genåbningen har fyldt meget for de fleste i april, og for mig var der en lille angst forbundet med den store barfrielse. Mange har glædet sig til at spise ude, drikke en kop kaffe af en ægte kop og måske sidde på et tilrøget bodega, men jeg vil gerne slå et slag for alle dem, der (ligesom mig) har forbundet genåbningen med rigtig meget pres og en anelse social angst. Jeg synes, det er rigtig dejligt, at vi så småt kan begynde at bevæge os ud igen, men hvis du (ligesom mig) også føler dig lidt presset, så husk, at det blot betyder muligheden for at KOMME UD eksisterer, ikke at du absolut SKAL. 

Det var hermed en kort og forholdsvis let gennemgang af mine fire første måneder i 2021. Først nu forstår jeg, hvorfor alle taler så varmt om at føre dagbog. Jeg tvang mig selv til at genbesøge nogle dage og måneder, jeg i første omgang havde glemt, og det mindede mig om, at jeg startede året lidt trist og gråt, men egentlig er et meget lysere sted nu. I det store billede er fire måneder ikke særlig meget, men taget alle de omtalte nyheder i betragtning har det egentlig været en vildt travl og vigtig tid. Det står klart for mig nu, at jeg bestemt heller ikke skal negligere den lille rejse, jeg selv har været på. Jeg håber, det giver anledning til endnu mere refleksion fremover. 

What do you think?

Written by Victoria Jespersen

Mit navn er Victoria, jeg er 26, og født og opvokset i København. Mine interesser inkluderer alt fra musik og mennesker, til boksning og burger, til tendenser og tiktok. De seneste år jeg har primært arbejdet med musik, og alt det bringer med sig. Jeg er naturligt vildt interesseret i populærkultur, og alt det gør ved os. Jeg har arbejdet med musik i Los Angeles, London og på hjemmebane i København, men ligemeget hvor jeg er, så nyder jeg at starte sunde, sjove, ærlige og vigtige samtaler om alt fra mine favoritter på ugens New Music Friday til sexisme og #metoo i musikbranchen og mentalt helbred.

Skriv et svar