Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in , ,

Victorias sommer-anbefalinger: Podcast, serier og musik!

LYT TIL HELE VICTORIAS INDLÆG OVENFOR

Sommeren 2021 er for alvor skudt i gang! Vi kan endda smide mundbindet og få en fornemmelse af den virkelighed, vi har savnet så længe. Når du ikke skal se fodbold, spise is på stranden og bruge tid med de mennesker, du holder allermest af, så har jeg nedenfor samlet en liste over noget af den popkultur, der fortjener en plads i din sommerferie, når dagene pludselig bliver lidt lange, eller du bare ikke magter mere tanning og bajere.

Podcast: Dronning

Hvis du endnu ikke har fået øjnene og ørerne op for podcasten Dronning, så ligger der altså bare 10 timer rigtig skøn underholdning og venter på dig! Dronning er en podcast om kvinder i musik. Værten er Julie Rahbek, som du måske kender fra eftermiddagen på The Voice. Sammen med Julie kommer vi helt tæt på 10 kvinder i den danske musikbranche. Jeg vil ikke røbe nogen af gæsterne, for konceptet er simpelthen, at hver gæst vælger den næste, og det er skøn overraskelse hver gang. Julie har selv valgt den første, men herfra giver kvinderne stafetten videre. Alle deler de ud af op- og nedture, og hvert afsnit føles simpelthen bare som en rigtig god time med dine bedste veninder. Kæmpe anbefaling herfra!

Serier: Paradise Hotel og The Bachelor

Når du har lyttet til 10 timers podcast kan du passende gå videre til flere timers lidt lettere underholdning med dansk reality, når det er bedst. Hvis du endnu ikke har taget hul på dette års sæson af Paradise Hotel, eller du blot glæder dig til den store finale-uge her til sommer, så er det altså en kanon guilty pleasure, som vi slet ikke skal have det dårligt med at elske! Samme gælder den absolut første sæson af The Bachelor i Danmark. Det er et super velkendt amerikansk koncept, som ramte de danske stuer for første gang i 2021. Ja, jeg krummer tæer i alle 30 minutter, som et afsnit varer, men det er det hele værd. 18 kvinder mellem 22 og 37 år er blevet fløjet til Grækenland for at finde kærligheden med 32-årige Casper Berthelsen, og der er ikke bare dating-drama på programmet, bestemt også en del drama blandt de 18 kvinder, der bor under samme tag og kæmper om samme mand. I’m here for it!

Musik: Billie Eilish, Drake, Rihanna og Doja Cat

Selvfølgelig kommer vi ikke igennem sommeren uden en masse musik! Hvis du ikke kan vente på anbefalingerne herunder, så har jeg allerede listet mine favoritalbum fra de første 6 måneder af 2021 her. Nu til den musik jeg glæder mig allermest til over sommermånederne. Noget er gisninger, og andet er bekræftet. 

Den er stensikker, at vi kommer til at høre fra Billie Eilish over sommeren. Hendes 2. album er klar og vi får det d. 30 juli. Happier Than Ever er 15 tracks, inklusiv et par vi allerede kender: My Future, Therefore I Am, Your Power og Lost Cause.

Både Drake og Rihanna har teaset en del for deres næste album. Certified Loverboy troede vi alle, at Drake ville smide i Januar 2021, men vi venter stadig – mon ikke det godt kunne lande denne sommer? Det samme gælder Rihanna og hendes længe ventede album R9

Lorde vendte tilbage fra en længere pause d. 10 juni med Solar Power, og det gav anledning til at spekulere i et kommende album. Dét album viser sig desværre først at komme lidt i sensommeren, nemlig d. 20 august. Til gengæld er forventningerne høje, da hun i et nyhedsbrev til fans afslørede hvem hun arbejder sammen med: Jack Antonoff. Til de af jer, der ikke kender ham, så kan jeg afsløre, at han er super kendt for sit arbejde med Taylor Swift på både Reputation, folklore og evermore, det grammy-nominerede Lana Del Rey album Norman Fucking Rockwell, og selvfølgelig Lordes 2. album Melodrama. 

Mens vi venter på Lorde, kan vi vende opmærksomheden mod Doja Cat. Hun har haft et par begivenhedsrige og succesfulde år, og gav os al mulig grund til at forvente et album i sommeren 2021. Fredag d. 25 juni, kom det! Planet Her bliver gæstet af Ariana Grande, The Weeknd og selvfølgelig SZA på kæmpehittet Kiss Me More. 

Andre udgivelser, der potentielt kunne blive sommerens soundtrack, men som vi ikke ved noget om endnu, er Lorde, Kendrick Lamar, SZA og Travis Scott

What do you think?

Written by Victoria Jespersen

Mit navn er Victoria, jeg er 26, og født og opvokset i København. Mine interesser inkluderer alt fra musik og mennesker, til boksning og burger, til tendenser og tiktok. De seneste år jeg har primært arbejdet med musik, og alt det bringer med sig. Jeg er naturligt vildt interesseret i populærkultur, og alt det gør ved os. Jeg har arbejdet med musik i Los Angeles, London og på hjemmebane i København, men ligemeget hvor jeg er, så nyder jeg at starte sunde, sjove, ærlige og vigtige samtaler om alt fra mine favoritter på ugens New Music Friday til sexisme og #metoo i musikbranchen og mentalt helbred.

Skriv et svar