Vilas Holst Jensen
Endnu engang velkommen til ”Hvad sker der”. Formatet, hvor jeg hver søndag fortæller, hvad jeg synes, bliver interessant at holde øje med i dansk politik i den kommende uge.
Denne udgave kommer til at handle meget om den forgangne uge på grund af Venstres ekstraordinære landsmøde, som blev holdt her til formiddag. Så lad os lynhurtigt få på plads, hvad vi skal holde øje med i næste uge:
Smittetallene falder – vaccinerne lader vente på sig
Der er både gode og dårlige nyheder på Corona-fronten. Den gode er, at smittetallene falder. Med dagens tal har vi haft ni dage med en positivprocent (den procentvise andel af alle test, der er registreret som positive for Corona-virus) på under 1,0. Det er den laveste positivprocent siden midten af september. Samtidig er kontakttallet nede på 0,6, hvilket betyder, at 10 personer i gennemsnit ”kun” smitter seks andre. Dermed vil epidemien med tiden dø ud. Udfordringen er den nye variant B.1.1.7, der smitter mere end de øvrige varianter. Intet tyder på, at den kan modstå vaccinerne, men den smitter som nævnt mere. Kontakttallet for B.1.1.7 varianten er omkring 0,85. Altså også under 1,0 – hvorfor dens smittekurve også vil være nedadgående, hvis vi kan fastholde vores adfærd.
De lave smittetal betyder dog også, at befolkningens forventninger til genåbning kan ændre sig hurtigt, og det vil derfor være interessant at holde øje med, hvad der kommer af forslag og krav til genåbning af samfundet.
Der var dog også den dårlige nyhed. Den er, at vaccinerne er forsinkede. Både Pfizer, der pt. er den største leverandør af vacciner, og Astra Zeneca, der forventes at blive EU-godkendt i den kommende uge, har meddelt, at de vil levere færre vacciner til EU i i hvert fald første kvartal. Det forsinker den danske vaccinationsplan – og dermed håbet om at vende tilbage til en normal hverdag.
Den danske statsminister, Mette Fredderiksen, er meget kritisk overfor forsinkelsen. Jeg vil derfor holde nøje øje med, hvad hun og Danmark vil gøre for at presse vaccineleverandørerne.
Bliver Støjberg i Venstre? Og bliver Jakob Ellemann-Jensen nogensinde statsminister?
Og lad os så komme til ugens største historie. Vi skal til Roskilde, hvor Venstre her til formiddag har holdt ekstraordinært landsmøde. Som jeg skrev i sidste uge, skulle partiet i dag vælge ny næstformand efter at partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen mellem jul og nytår tvang den nu daværende næstformand, Inger Støjberg, til at trække sig. Og netop Inger Støjberg var som forventet dagens mest interessante person.
For mens det allerede tirsdag stod klart, at regionsrådsformanden Stephanie Lose ville blive Venstres nye næstformand, så var der ikke nogen, der vidste, hvad den afgående næstformand ville sige i sin afskedstale. Ville hun melde sig ud i Venstre? Ville hun blive og gøre livet svært for Jakob Ellemann-Jensen? Spændingen var stor.
Støjbergs tale var langt hen ad vejen som forventet. En lang fortælling om, hvordan Støjberg og hendes familie er rundet af Venstres ”bagland” – her at forstå det jyske, landbrugs Venstre. Og hvordan Venstres kerneværdier, skat, sundhed og udlændingepolitik, også er Inger Støjbergs kerneværdier. På den måde skulle man tænke, at talen lagde op til, at Støjberg ville blive i Venstre, men nej. Når man hørte talen, var man ikke i tvivl om, at opremsningen af kerneværdier kun havde til formål at slå tvivl om, hvorvidt de ville blive respekteret og fastholdt af den nuværende formand.
Om Støjberg bliver i Venstre er stadig uvist. Støjberg afsluttede med at sige, at hun ville kæmpe videre uagtet, hvilket parti hun er medlem af.
Ildevarslende nyt, hvis man er Jakob Ellemann-Jensen. Formanden har brugt halvandet år på at have den tidligere formand, Lars Løkke Rasmussen som bagsæde chauffør. For ikke at tale om en i mange øjnes illoyal næstformand, der offentligt har modsagt formanden i vigtige ideologiske kampe som sexisme og racisme.
Venstre kan ikke holde til mere intern ballade. Derfor sagde Jakob Ellemann-Jensen også efterfølgende til pressen, at det var på tide at Støjberg gjorde sin stilling op: Vil hun blive i Venstre eller ej?
Ellemann selv siger, at han ønsker, at hun bliver. Det skal han naturligvis sige, men virkeligheden er også, at det er et valg mellem pest eller kolera.
Bliver Inger Støjberg i Venstre risikerer det at ødelægge partiet indefra. Støjberg er ikke typen, der går stille med dørene, og mange i partiet forventer, at hun fortsat vil så tvivl om Jakob Ellemann-Jensens linje. Måske især nu hvor hun har fået, hvad hun oplever som den største mistillidserklæring, man kan få, ved at Venstre stemmer for en rigsretssag mod hende. Støjberg føler med andre ord ikke, at hun skylder Jakob Ellemann-Jensen noget. I det scenarie vil Venstres historisk dårlige meningsmålinger vare ved, og Ellemanns muligheder for at præsentere et politisk projekt vil være kæntret i endnu et personopgør. Det vil også i længden øge baglandets utilfredshed. Især med Støjberg, som de vil anklage for partiskadelig virksomhed og kræve ekskluderet fra partiet. Men måske også med Ellemann-Jensen, der som formand også har sin del i konflikten. Ellemann risikerer simpelthen at partiet både ekskluderer Støjberg fra partiet og samtidig vælter ham som formand.
På den måde synes det måske uundgåeligt, at vi til syvende og sidst ender i det andet scenarie. Nemlig at Støjberg skifter parti. Enten til Dansk Folkeparti eller til Nye Borgerlige. Begge partier, som i den seneste uge har bejlet markant til Venstre-kvinden.
I det tilfælde er min forventning, at Støjberg vil tage måske 3-4 procentpoint med sig fra Venstre til enten DF eller Nye Borgerlige – alt afhængig af hvilket parti, hun vælger. Samtidig vil hun de facto lukke det parti, hun ikke vælger, da Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige kæmper om de samme vælgere.
Nedsmeltningen i målingerne er i sig selv et problem for Jakob Ellemann-Jensen og Venstre. Men det er i min verden efterspillet, han bør være mest bekymret for. Hvis Støjberg skifter parti, vil hun få en meget central plads i ledelsen i det parti, hun går til. Måske endda som næstformand eller formand. Hvis Venstre en dag skal genvinde Statsministeriet er det forventningen, at de skal sidde på Dansk Folkeparti og Nye Borgerliges mandater. Ellemann har i hvert fald tidligere sagt, at han ikke vil danne regering på Radikale Venstres mandater. Og så er der ikke så mange andre måder ikke at få et flertal imod sig på. Min tvivl går på, om Støjberg nogensinde kan pege på Jakob Ellemann-Jensen som statsminister? For hvorfor skulle hun gøre den mand, der efter hendes eget udsagn har »inviteret Folketingets partier til at rejse en rigsretssag« mod hende, til statsminister? Manden, der har givet hende »den største mistillidserklæring, man kan få«.
Jeg ser det ikke ske, og derfor står Ellemann-Jensen efter alt at dømme med et dilemma. Enten skal han danne regering med Radikale Venstre, eller også vil møde samme skæbne som sin far, Uffe Ellemann-Jensen: Aldrig at blive statsminister.
I første omgang venter vi på Støjberg. Jeg vil i hvert fald holde nøje øje med hendes gøren og laden i den kommende uge.
Det var alt fra mig for nu. Vi læses ved igen om en uge. Har du en politisk historie, du gerne vil høre mit take på? Så tryk på nedenstående taleboble og fortæl mig om den.
Vilas Holst Jensen (f. 1999) er politisk journalist og vært her på Kiosk. Hver søndag giver han sit take på den kommende uge i dansk politik.
