Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in

Hvad sker der… når man skal genåbne samfundet igen?

HØR VILAS HOLST JENSEN SPEAKE SIT INDLÆG ELLER LÆS SELV VIDERE UNDER AFSPILLEREN.

Vi er på vej ind i den sidste uge af februar – og således også den sidste uge af vinteren. Så hvad sker der i uge otte? Det giver jeg mit bud på her. 

Denne gennemgang kommer til at handle rigtig meget om sundhedspolitik. Faktisk så meget, at man skulle tro, at der ikke sker andet. Og let’s be honest. Det gør der heller ikke… 

Nu kommer der en genåbningsplan… eller nej, det gør der nok ikke…

… I hvert fald ikke i den kaliber, som særligt de borgerlige partier ønsker sig. På søndag udløber de nuværende corona-restriktioner. Mange venter derfor med stor spænding på den kommende uge, hvor regeringen skal melde ud, hvilke restriktioner, der bliver opretholdt og hvor længe den hårde nedlukning skal vare. Lørdag udsendte Sundhedsministeriet så en pressemeddelelse, der fortæller om regeringens tidsplan for den kommende uge. 

Her kan du fortælle hvilket politisk eller samfundsrelevant spøgsmål, du synes, jeg skal gå i dybden med. Klik på taleboblen og skriv dit spørgsmål.
?
X

Mandag kommer den såkaldte referencegruppe med deres anbefaling til, hvilke restriktioner der skal fortsættes, og hvilke der kan fjernes. Gruppens anbefalinger vil mandag blive delt med Regeringen og Folketingets partier. Umiddelbart efter vil den med garanti også blive lækket til pressen. Jeg vil personligt anbefale at holde øje med TV2 News, der altid plejer at være mindst ét skridt foran alle os andre.  

Tirsdag skal der så være drøftelser med Folketingets partier om, hvilke restriktioner, der skal fortsætte. I praksis er det udelukkende regeringen, der bestemmer. Og min forventning er, at regeringen 1:1 vil følge referencegruppens indstilling. Mødet med partierne tirsdag er således mere proforma for, at man kan sige, at man har inddraget Folketinget, end det er reelle politiske drøftelser. Regeringen kan som den udøvende magt principielt set gøre, hvad den vil uden at spørge nogen om lov. 

Onsdag forventer regeringen så at melde ud om de fortsatte corona-restriktioner. Til den tid vil beslutningen givetvis være kendt i forvejen, da jeg som nævnt forventer, at de vil blive lækket allerede mandag. Statsminister Mette Frederiksen har også i dag, søndag, skrevet på sit yndlingsmedie, Facebook, at hun mandag vil fortælle mere. 

Men pressemødet bliver alligevel interessant, da det bliver en svær opgave for regeringen at kommunikere både nødvendighed for fortsatte restriktioner og samtidig give os håb og optimisme for fremtiden. 

De fleste forventer, at regeringen på pressemødet vil genåbne for afgangseleverne i 9. klasse og på ungdoms- og voksenuddannelser (her forstås for eksempel VUC og altså ikke universiteterne). Hvis det går meget vildt for sig, så åbner man også for nogle af de små butikker og folkeskoleeleverne i 5-8 klasse. Men denne uges smitteudbrud i Ishøj og Kolding kan også sætte en dæmper for genåbningen. Vurderer regeringen, at smittetallet er for højt, så kan vi også ende med at restriktionerne fortsætter, som de er nu, eller at man simpelthen sætter bilen i bakgear og sender de yngste folkeskoleelever hjem igen. De sidste to søndage har jeg talt om, hvordan smitten falder på landsplan. I denne uge er smitten steget flere steder, og kontakttallet for den britiske mutation B.1.1.7 beregnes ifølge Statens Serums Institut til at være 1,25. Det betyder, at 100 danskere i snit smitter 125 andre, hvorfor epidemien altså vokser. 

Men vi kan ikke holde samfundet lukket ned for evigt. Den holdning breder sig på Christiansborg. I en uge hvor også SF og Radikale er begyndt at efterlyse en genåbningsplan, fristes man til at sige, at ønsket om genåbning spreder sig med mindst lige så stor hast som den britiske mutation. 

Den hårde nedlukning er begyndt at tage hårdt på os. Små og mellemstore virksomheder er på randen af konkurs og vores folkesundhed er også under pres. TV2 kan søndag fortælle, hvordan en gruppe 8. klasses elever i snit har taget 7,6 kg på. Samtidig er mange sygdomsforløb udskudt på hospitalerne. Folkesundhed er mange ting, og corona kan ikke på sigt overtrumfe alt. 

Regeringen har lagt op til, at en massiv teststrategi skal være vejen til genåbning. Tests flere gange om ugen skal således være adgangsbilletten til for eksempel at komme i skole igen. Berlingske skriver, at Strategien kan komme til at koste op mod 100 milliarder kroner om året, forudsat at man vil fortsætte den i et helt år. Det er sådan cirka halvdelen af, hvad vi bruger på sundhedsvæsenet generelt om året. Udover det økonomiske er også spørgsmålet om tvang: Er det rimeligt at tvinge folk til at lade sig teste? Det og mange flere spørgsmål om genåbning lægger regeringen op til at ville drøfte med Folketinget. Drøftelserne begynder ifølge Sundhedsministeriet på torsdag. Særligt de blå partier vil kæmpe for at få en genåbningsplan, hvor man i etaper kan se, hvad der åbner i hvilken rækkefølge og nogle konkrete målepunkter, der gør det gennemskueligt, hvornår vi kan genåbne mere. Det første har en referencegruppe allerede givet sit bud på, det sidste har regeringen indtil videre været meget imod. Mit bud er, at også de drøftelser vil bære mere præg af orienteringer end reelle forhandlinger. 

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Der er ingen tvivl om, at Folketinget og regeringen står overfor en svær corona-håndtering de næste uger. Vi ved fra sidste år, at corona får det svært, når det bliver forår og varmt. De fleste håber på, at påsken kan og vil blive et vendepunkt. April plejer normalt at varsle varmere vejr, hvorfor vi i højere grad kan rykke udenfor. Her vil så kunne ses med flere mennesker. Samtidig vil vi også få vaccineret flere og flere hen over foråret, hvilket alene bør give rum til større genåbninger. I den seneste vaccinationskalender fra SSI forventer man, at man i marts vil kunne vaccinere godt 1. mio. danskere. Ved udgangen af april bør alle i risikogrupperne have fået minimum første vaccinestik. 

Epidemilovens mange facetter

Inden vi bliver helt færdige med ugens ”Hvad sker der?” så skal vi også lige runde epidemiloven. 1. marts udløber den nuværende epidemilov nemlig, og da der skal gå minimum tre dage, fra en lov vedtages i Folketinget og til, at den kan træde i kraft, så skal Folketinget vedtage en ny epidemilov i den kommende uge. Jyllands-Posten har længe haft fokus på epidemiloven, og i den seneste tid har også Politikens studiegruppe givet lyd fra sig. Flere af historierne går bl.a. på, hvordan epidemiloven er fyldt med flyvske formuleringer, og at borgere med den nye epidemilov kan blive mødt med tvang til for eksempel at lade sig teste, isolere og udlevere oplysninger om nære kontakter. 

Flere folketingspolitikere taler åbent om, at de ikke har reageret i tide, og ifølge politisk kommentator Søs Marie Seruptales der også om, at der kan blive behov for at ændre epidemiloven efter, at Folketinget har stemt den igennem. 

Under alle omstændigheder skal epidemiloven stemmes igennem i den kommende uge. Det bliver spændende at følge, hvor mange af partierne, som stemmer den igennem uden forbehold for, at der senere skal foretages rettelser. Det her er i øvrigt den anden gang, at Folketinget skal stemme om en epidemilov uden, at de selv føler, de er godt nok forberedte. Første gang var i marts sidste år, hvor regeringen bad Folketinget hastebehandle et ændringsforslag til epidemiloven, der gav regeringen vidtgående handlemuligheder, som flere partier senere har fortrudt, at de gav regeringen. 

Vi er langt om længe blevet færdige med ugens ”Hvad sker der”. Husk, at du som altid kan give dit bud på, hvilken politisk historie, jeg skal gå i dybden med. Det gør du ved at klikke på taleboblen nedenfor. 

Her kan du fortælle hvilket politisk eller samfundsrelevant spøgsmål, du synes, jeg skal gå i dybden med. Klik på taleboblen og skriv dit spørgsmål.
?
X

Vilas Holst Jensen (f. 1999) er politisk journalist og vært her på Kiosk. Hver søndag giver han sit take på den kommende uge i dansk politik. 

What do you think?

Written by Vilas Holst Jensen

Vilas er journalistik-studerende på Syddansk Universitet og arbejder derudover som freelance journalist med fokus på dansk politik. Vilas er vært på Kiosk, hvor han hver søndag fortæller om næste uges mest interessante begivenheder i dansk politik. Vilas kan kontaktes på vilas@kiosk.social

Skriv et svar