Vilas Holst Jensen
Det er blevet tid til endnu en udgave af ”Hvad sker der”. Konceptet, hvor jeg giver mit take på en aktuel dagsorden i dansk politik
I denne omgang sætter jeg fokus på Venstre. Partiet står i en historisk krise, men hvordan kommer de ud af den? Og er Venstres krise udelukkende deres egen skyld eller også et udtryk for et ideologisk skift i befolkningen?
Befrielsens øjeblik
Det ser ikke godt ud for Venstre. Partiet står i den seneste meningsmåling fra Voxmeter til blot 11,2% af stemmerne – mere end en halvering målt mod valgresultatet fra 2019.
Det gik ellers ret okay for Venstre. Daværende formand for Venstre – og statsminister – Lars Løkke Rasmussen formåede med den længste valgkamp i nyere tid og samtalebogen ”Befrielsens Øjeblik” at give Venstre fremgang ved både europaparlamentsvalget og folketingsvalget. Og ikke bare fremgang. Markant fremgang – også mere end hvad flere i partiet selv havde troet på.
I ”Befrielsens Øjeblik” fremlagde Lars Løkke Rasmussen et nyt politisk projekt. Danske regeringer skulle ikke længere være afhængige af de yderste mandater på såvel venstrefløjen som højrefløjen. Løkke selv havde i sin regeringstid været plaget af et decideret konfrontatorisk parlamentarisk grundlag. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti brugte enhver lejlighed på at bekrige hinanden. Det i en sådan grad, at det årligt udviklede sig til historisk store regeringskriser. Nu så både Socialdemokratiet og Venstre ind i en valgperiode, hvor det igen så ud som om at ydrefløjspartierne kunne blive besværlige. Socialdemokratiet gøs ved tanken om at skulle forene Enhedslistens ”røde linjer” med Morten Østergaard og Radikales ultimative tilgang til særlig udlændingepolitik, klima og økonomi. På den anden side af midten frygtede Lars Løkke Rasmussen udviklingen med flere og mere ekstreme højrefløjspartier. Særligt tanken ved at skulle regere på Nye Borgerlige og eventuelt Stram Kurs’ mandater var uforenligt med Løkkes ideologi.
Lars Løkke Rasmussen inviterede derfor til et »bredt samarbejde hen over midten« og luftede tankerne om en regering bestående af Socialdemokratiet og Venstre. Regeringskonstellationen var sidst set i 1978, og den var da heller ikke noget at skrive hjem om. Kun 14 måneder holdt den. Allerede i valgkampen skrev jeg i en analyse, hvordan en SV-regering ikke er realpolitisk bæredygtig.
Samme grundtanke havde man i Socialdemokratiet, der sagde pænt tak for tilbuddet, men nej tak.
Ikke desto mindre elskede vælgerne det. Venstre fik den største fremgang ved valget af alle partier og gik fra 34 til 43 folketingsmedlemmer i gruppeværelset.
Every man for himself
Men det var ikke kun liv og glade dage, Løkkes strategi medførte. Den har nemlig i den grad lagt kimen til det politiske landskab, vi kender i dag. Man kan selvfølgelig argumentere for, at det i høj grad er DF og LA der i første omgang tændte bålet, men Lars Løkke Rasmussen hældte ikke desto mindre benzin på, da han i ”Befrielsens Øjeblik” bekendtgjorde, at han gik til valg på at danne en regering hen over midten. Med et pennestrøg var Konservative og Liberal Alliance smidt ud af regeringen som under alle omstændigheder ikke ville blive videreført. Heller ikke selvom, de måtte opnå flertal. Ligeledes var det fuldstændig urealistisk at forestille sig en regering, der byggede på Dansk Folkeparti og i særdeleshed Nye Borgerliges mandater. Løkke ville ikke længere lade sig styre af den yderste højrefløj.
Nedsmeltningen af såvel Liberal Alliance og Dansk Folkeparti medførte flere vælgere til Det Konservative Folkeparti. Det samme gjorde Lars Løkke Rasmussens valg om hellere at ville danne regering med Socialdemokratiet. Søren Pape Poulsen tænkte hurtigt og positionerede klogeligt Konservative som ”den sikre borgerlige stemme”. Det gav partiet en fordobling af deres mandater fra seks til 12. Hvis der var valg igen i morgen, kunne Konservative endda se frem til endnu en fordobling. I den seneste meningsmåling fra Voxmeter står partiet til 26 mandater og har således overhalet Venstre som landets næststørste parti – og ikke mindst: Største parti i blå blok.
Det vil være fair at sige, at Løkke har gjort op med blokpolitikken. I hvert fald på den blå side af midten. De borgerlige partier bruger al deres energi på at kannibalisere på hinanden. Jakob Ellemann-Jensen vil gerne have, at Venstre fremstår som det store dyr på savannen. Men i virkelighedens verden er Venstre det svage dyr på savannen – for nu at blive i Ellemanns terminologi.
Halvandet år med intern split, én væltet formand og to væltede næstformænd i Venstre har sat sine spor. Når Jakob Ellemann-Jensen skal forholde sig til Venstres historisk ringe meningsmålinger plejer han at sige noget i retning af, at det jo ikke ændrer på antallet af gruppemedlemmer til gruppemøde i Venstre nu og her. Det har han i sagens natur ret i. Men virkeligheden er også, at Venstre siden valget har sagt til fire folketingsmedlemmer. Senest forlod partiets tidligere politiske ordfører, Britt Bager, i sidste uge partiet for i stedet at melde sig ind hos i Konservative.
Bager forlod Venstre i protest mod grundlæggend tre ting: Arbejdskulturen, det sociale i gruppen og ideologien. Bager mener ikke, at der i Venstre er plads til at tænke selvstændige, frie tanker. Hun mener, at der ikke er god kemi i folketingsgruppen, og afslutningsvis mener hun, at hun er blevet mere konservativ.
Alle kritikpunkter er problematiske for Ellemann. De første to fører tilbage til hans lederskab. Det tredje fører tilbage til hans politik. Efter at Støjberg blev smidt af næstformandsposten, har mange forsøgt at tegne et billede af Ellemann som skabs-radikal. Ellemann prøver desperat at kæmpe imod. Han har således også droppet de tanker, som Løkke og Østergaard var gået i gang med. Nemlig at skabe et tættere samarbejde mellem R og V. Analysen hos Ellemann er, at han ikke har råd til at fremstå slap på udlændingepolitikken og enhver tilnærmelse til Radikale vil medføre netop dette. Så nu kæmper Venstre i høj grad om de samme stemmer som de øvrige borgerlige partier – og på den måde vinder de altså ikke magten igen.
Ellemann-Jensens reaktion på Bagers farvel var klogt. Han nøjedes med at konstatere, at hvis Bager er konservativ, skal hun naturligvis være medlem der. Men det åbner også for spørgsmålet om, hvilken ideologi Ellemann skal forfølge. Venstre har siden 80’erne været det største parti i blå blok. De har haft statsministerposten i 14 af de seneste 21 år. Hvis Venstre igen skal blive det største parti – og ikke mindst vinde statsministerposten – skal de tiltrække vælgere fra midten. Ikke fra de øvrige blå partier. Reelt er der kun to måder, hvorpå Jakob Ellemann-Jensen kan overvinde den sociale arv og blive statsminister. Enten får de blå partier fra Venstre og ud til Nye Borgerlige 90 mandater og bliver enige om at have et bare nogenlunde harmonisk samarbejde. Eller også skal Venstre finde en alternativ regeringskonstellation inde omkring midten. Fx med Radikale og Konservative.
I stedet for at prøve at hente stemmer fra Konservative, DF og Nye Borgerlige bør Venstre fokusere på at hente socialliberale stemmer hjem. Løkke viste, at det kunne lade sig gøre, og den tidligere statsminister er nu på vej med et nyt parti. Hvis ikke Jakob Ellemann-Jensen snart beslutter sig for en retning for Venstre, risikerer han simpelthen at blive presset fra begge sider. Den borgerlige – mere konservative – fløj til højre for ham, og den (social)liberale fløj med Radikale og et nyt Løkke-parti til venstre for ham.
Min vurdering er, at dansk politik i fremtiden vil være kendetegnet af tre bærende, ideologiske søjler: Socialdemokratismen, liberalismen og konservatismen. I lang tid har de tre søjler været et lidt mudret billede. På grund af Konservatives relativt lille størrelse har V kunne rumme både de liberale og konservative kræfter i den borgerlige blok, mens Dansk Folkeparti har kunne rumme både de socialkonservative kræfter. Kun Liberal Alliance har tonet rent flag som liberale. Det gik egentlig partiet ret godt, indtil Anders Samuelsen valgte at klatre op i et topskattetræ.
Jeg har tidligere her hos Kiosk skrevet, at jeg ikke spår Jakob Ellemann-Jensen store chancer for at blive statsminister. Han har dog én, og det er at tone rent flag, som det Venstre selv kalder sig: ”Danmarks liberale parti”. Nu mangler blot profilen. Den er egentlig godt på vej. Et stærkt fokus på kampen mod sexisme klæder Ellemann-Jensen godt og taler til det liberale segment, som måske er mest ”klassisk kerne Venstre”. Følger Ellemann takterne til dørs med en ambitiøs klimapolitik og en udlændinge-kurs, hvor han ikke længere kun deltager i konkurrencen om at være hårdest mulig, men også taler til de humanitære liberale, så har Venstre nok en god chance for at komme ud af krisen. Og hvilket bedre tidspunkt at lave grundlæggende ændringer i Venstres kurs, end når man alligevel ligger og roder rundt nede omkring 11-12% af stemmerne? Det kan da i hvert fald umuligt blive værre…
Og med de ord er vi færdige med denne uges udgave af ”Hvad sker der”. der i dag har haft fokus på den krise, Venstre stadig befinder sig i. Jeg håber, du er blevet klogere. Har du spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at skrive til mig på vilas@kiosk.social. Rigtig god påske.
Vilas Holst Jensen (f. 1999) er politisk journalist og vært her på Kiosk. Hver uge giver han sit take på den kommende uge i dansk politik.
