Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in

Hvad sker der når kommunalvalget nærmer sig?

HØR VILAS HOLST JENSEN LÆSE SIT INDLÆG OP ELLER LÆS SELV VIDERE UNDER AFSPILLEREN

Hvordan skaber vi de bedst mulige forbindelser for trafikken i Danmark? Det giver regeringen sit svar på, når den torsdag præsenterer et udspil til en ny infrastrukturplan. Et udspil som kigger frem mod valget til kommuner og regioner d. 16. november. 

Udspillet hedder ”Danmark Fremad”. Og selvom udspillet som nævnt først præsenteres torsdag, og at jeg sidder og skriver dette indlæg onsdag aften, så er der allerede nu en række ting, vi ved om udspillet. Regeringen har nemlig valgt at give flere medier indsigt i dele af udspillet. Det gør den for på forhånd at definere, hvad vi taler om hele formiddagen, inden udspillet præsenteres i sin helhed kl. 12. 

Men hvad ved vi så om udspillet? Regeringen præsenterer sit udspil hos Novo Nordisk i Kalundborg, og netop Kalundborg får da også gavn af den nye infrastrukturplan. Regeringen foreslår nemlig at forlænge motorvejen mellem København og Kalundborg, så den fremover skal gå hele vejen til Kalundborg. I dag mangler der cirka 30 km mellem Regnstrup og Kalundborg. Også Hillerødmotorvejen og den fynske motorvej kan se frem til at blive begunstiget, hvis regeringen får sin politik igennem. Regeringen lægger nemlig op til at begge motorveje skal udvides med flere spor. Samtidig vil der komme tiltag til støjreducering ved alle tre motorveje. 

Regeringen lægger også op til at give de store byer lov til at indføre bilfrie søndage. Det skal undersøges, om det giver mening at forbedre forbindelserne til Bornholm, og så skal der arbejdes med at gøre mange togstationer rundt omkring i Danmark mere trygge. 

Flere dele i regeringens udspil er dog videreført fra den tidligere V-LA-K-regerings aftale med Dansk Folkeparti fra 2019. Her besluttede man bl.a. tiltagene med Kalundborgmotorvejen og Hillerødmotorvejen. Den daværende regerings aftale nåede dog aldrig at blive ført ud i livet, da partierne som bekendt mistede magten ved valget i juni selv samme år. 

Socialdemokratiet definerer kamppladserne

Men hvorfor kommer planen egentlig nu? Torsdag, hvor dette indlæg bliver udgivet, er der 222 dage til efterårets kommunal- og regionsrådsvalg. Udspillet tjener i høj grad som en del af Socialdemokratiets kommunalvalgsstrategi. 

Da statsministeren i oktober åbnede dette folketingsår, præsenterede hun samtidig en idé om at sætte syv kommuner helt fri på hver deres velfærdsområde. Idéen om frikommuner er en opfindelse fra VK-regeringernes tid. Pointen er, at udvalgte kommuner skal have lov til at slippe for nogle af de mange regler, der sættes fra Christiansborg, og i stedet prøve at finde nye, mere effektive måder at løse deres opgaver på. Nu vil regeringen så sætte syv kommuner helt fri af statslig regulering på hver deres velfærdsområde.

Håbet med de her planer er helt åbenlyst, at Socialdemokratiet kommer til at stå stærkere i de berørte kommuner. At det smitter af på kommunalvalgkampen. I Odense var den socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbæk Juel, for eksempel ikke sen til at glæde sig over regeringens ønske om at udvide den fynske motorvej. Samme billede går igen, når man kigger på de syv kommuner, der er udvalgt som frikommuner. Her får Holbæk fx lov til at sætte folkeskolen fri. Holbæk er i dag ledet af den socialdemokratiske borgmester Christina Krzyrosiak Hansen. 

Også Esbjerg får lov til at sætte folkeskolen fri, mens Helsingør får lov til at sætte dagsinstitutionerne i fri. Hverken Esbjeg eller Helsingør er ledet af socialdemokratiske borgmestre. Men i Esbjerg, der har en Venstre-borgmester, er Socialdemokratiet og Venstre mandatmæssigt lige store. Og i Helsingør har kampen om borgmesterposten ved de seneste to kommunalvalg stået mellem Socialdemokratiet og Konservative. Begge gange har Konservative trukket det længste strå. Esbjerg og Helsingør er altså kommuner, som Socialdemokratiet formentlig har udset sig som kamppladser ved dette års kommunalvalg. Partiet står i de landsdækkende målinger til over 30% af stemmerne, og selvom man altid skal være meget påpasselig med at bruge landsdækkende målinger til at analysere kommunalpolitik, så er det ikke utænkeligt at den markant øgede vælgertilslutning til Socialdemokratiet kan øge partiets chancer for at ”flippe” nogle borgmesterposter til deres fordel, når stemmerne er talt op den 16. november. 

Kommunalvalgkampen er altså ved at blive skudt godt og grundigt i gang. Indtil videre er det regeringen, der sidder tungt på dagsordenen om mere nærhed og tryghed i kommunerne. Kommunerne administrerer den nære velfærd: folkeskole, ældrepleje, børnepasning. Traditionelle socialdemokratiske mærkesager. Med regeringens udspil til en ny infrastrukturplan bliver vi samtidig klogere på, hvilke kamppladser, Socialdemokratiet ser for sig. Både dem, de har brug for at forsvare – men så sandelig også de kommuner, de tror, de kan vende til socialdemokratiske. 

I mellemtiden melder spørgsmålet sig om, hvornår de øvrige partier – særligt Venstre og Konservative – stempler ind i kommunalvalgkampen. Og med hvilket fokus? Vil de forsøge at slå socialdemokratiet på den nære velfærd? Eller vil de forsøge at tale til de små og mellemstore virksomheder, som er en grundsten ude i de små kommuner? Det bliver interessant at følge, og det bliver kun mere spændende, som vi kommer tættere på valgdagen. 

Mere får du dog ikke for den 25-øre for denne gang. Vi er nemlig ved vejs ende for denne uges udgave af ”Hvad sker der?”. Jeg håber, du er blevet klogere. Har du spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at skrive til mig på vilas@kiosk.social

Vilas Holst Jensen (f. 1999) er politisk journalist og vært her på Kiosk. Hver uge giver han sit take på den kommende uge i dansk politik. 

What do you think?

Written by Vilas Holst Jensen

Vilas er journalistik-studerende på Syddansk Universitet og arbejder derudover som freelance journalist med fokus på dansk politik. Vilas er vært på Kiosk, hvor han hver søndag fortæller om næste uges mest interessante begivenheder i dansk politik. Vilas kan kontaktes på vilas@kiosk.social

Skriv et svar